Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sarcina - Sarcophaga - Sarcophaginæ - Sarcopsyllinæ - Sarcoptidæ - Sarcorhamphus - Sardanapal - Sardel - Sarder - Sardes - Sardica - Sardin - Sardinien (Ø)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ret livlige Farve. De herhen hørende Arter
forekommer yderst alm. i Luften; navnlig de
gule og røde Arter træffes næsten altid ved de
bakteriologiske Luftundersøgelser.
K. A. B.
Sarcophaga [-fa-], se Muscidæ.
Sarcophaginæ [-fa-], se Muscidæ.
Sarcopsyllinæ, se Lopper.
Sarcoptidæ, se Fuglemider.
Sarcorhamphus [-’ramfus], Slægtsnavn for
Kondor, se Gribbe, S. 117.
Sardanapal omtales af Ktesias i hans
historiske Værk som Assyriens 30. og sidste
Konge, medens han nævner Ninos og
Semiramis som dette Riges Stiftere. S. fortælles at
have været en uduelig Konge, der levede et
yppigt og blødagtigt Liv imellem sine talrige
Kvinder, uden at bekymre sig om sit Folk, hvad
der førte til Rigets Undergang. Mediens
Statholder Arbakes gjorde nemlig til sidst (i 9.
Aarh. f. Kr.) Oprør mod ham; og angreb ham i
Ninive. For at undgaa at falde i Fjendens
Hænder stak han til sidst Ild paa sin
Kongeborg og opbrændte her sig selv, sine Kvinder
og sine Skatte. Uagtet denne Fortælling
optoges af Diodor og mange andre, er den dog
helt uhistorisk. Der har aldrig været nogen
Konge af Navnet S. Ordet er for øvrigt
sammensat af 3 virkelige ass. Ord: sar, »Konge«,
dannu, »mægtig« og pal, »Søn«. Men desuagtet
maa S. snarere anses for en Fordrejelse af
Assur-bani-pal, Navnet paa Assyriens sidste
krigerske og dygtige Konge. Den sidste Konge
i Assyrien synes at have hedt Sarakos eller
Assurhaddon II. Kongepaladserne i Ninive er
ødelagte af Ild; men om den sidste Konge selv
har stukket Ild paa sit Slot, vides ikke. Ninive
gik under, syntes det, allerede omtr. 613. Lord
Byron har behandlet Sagnet om S. og hans Død
i et Drama. Blandt gr.-rom. Statuer, der er
bevarede til vore Dage, er ogsaa en Figur i
fremmed Dragt med langt Skæg, som stundom,
men uden Grund kaldes S.
V. S.
Sardel, d. s. s. Ansjos, se Sild.
Sarder, se Kalcedon.
Sardes (Sardeis; nu Sart) var i
Oldtiden Hovedstaden i Lydien i Lilleasien. Den
laa ved den guldførende Flod Paktolos paa
Nordsiden af Bjerget Tmolos. Her residerede
de lydiske Konger, indtil Perserkongen Kyros
546 f. Kr. erobrede Byen. Derefter var den
Sædet for en pers. Satrap og vedblev i længere
Tid at være Lilleasiens vigtigste By. Ogsaa i
den hellenistiske Tid spillede den endnu en
stor Rolle, og da den senere blev ødelagt af
Jordskælv, blev den genopbygget af Kejser
Tiberius. Dens endelige Ødelæggelse skyldes
Mongolerne under Timur (1402). Paa Borghøjen og
omkr. den findes endnu en Del Rester af den
gamle By, Ruiner af et Teater og andre
offentlige Bygninger samt et Par opretstaaende
Søjler af et Tempel fra den hellenistiske Tid. I 10
km’s Afstand findes talrige i 19. Aarh. nøjere
undersøgte Gravhøje, hvoraf Kong Alyattes’
Gravhøj er den mægtigste.
H. H. R.
Sardica (ell. Serdica), By i Møsien i
Oldtiden, ikke langt fra det nuv. Sofia. Her
holdtes 344 ell. 347 en stor kirkelig Synode.
Sardin kalder man Pilchard, nedlagt i Olie;
se Sild.
Sardinien (ital. Sardegna, fr. Sardaigne, sp.
Cerdeña, lat. Sardinia), den næststørste af de
ital. Øer i Middelhavet, ligger 12 km S. f.
Corsica, fra hvilken Ø den er skilt ved
Bonifacius-Strædet, 233 km fra Tibers Munding, 282 km
VNV. f. Sicilien og 157 km NNV. f. Kysten af
Tunis (Ras el Doukara). Længden fra
Nordpynten (Punta del Falcone) til Sydspidsen (Cap
Teulada) er 271 km, og den største Bredde
er 143 km. Arealet er, iberegnet de
nærliggende Smaaøer, 24109 km2 med (1921) 864174
Indbyggere eller 35 paa 1 km2. Geografisk
hører S. sammen med Corsica og derigennem
med det ital. Fastland, medens den er skilt fra
Afrika ved Havdybder paa indtil 3000 m.
Baade Corsica og S. er Rester af det gamle
Fastland Tyrrhenis, der i den mesozoiske
Tidsalder optog det Tyrrhenske Havs Plads, og
endnu langt ind i Kvartærtiden var begge
Øerne sammenhængende. I Henseende til Geologi
og Terrain indtager S. dog en Særstilling over
for Corsica, der næsten udelukkende er bygget
op af gamle metamorfiske Bjergarter. Foruden
de gamle arkæiske Klipper, hvoraf S.’s
nordøstlige Halvdel bestaar, træffer man desuden
Sedimenter paa Øen fra saa at sige alle
Perioder mellem Silur og Kvartær. Og ligesom
der er stor Afveksling i de geol. Dannelser, er
Terrainet meget uensartet, idet Øen
overskæres af fl. dybe Furer. Ved en Sænkning af faa
Hundrede Meter vilde S. i Virkeligheden
opløses i fl. Øer, der hver havde sin geologiske
Bygning og sit Landskabspræg. Først og
fremmest vilde der ske en Spaltning fra Nord til
Syd langs den Indsænkning, der forbinder
Asinara-Bugten paa Nordkysten med Bugten ved
Cagliari, og som nu gennemskæres af Øens
Længdebane. Dernæst vilde den større østlige
Halvdel ved den dybe Indsænkning, der fra
Terranova-Bugten strækker sig ind i Landet,
deles i et nordligt Bjergland, Gallura, hvis
granitiske Bjergdrag, der nøje svarer til Corsicas,
stryger fra NØ.—SØ., og et sydligt Højland,
hvis nordlige Hovedparti kaldes Barbagia og
er at betragte som en Plateauregion. Her
træffer man S.’s højeste Punkt Monte Gennargentu
(1940 m), ell. »Sølvbjerget«, fra hvis nøgne
Klippetop Sneen først forsvinder langt hen paa
Sommeren. Det sydøstlige Hjørne af Øen, der
ender i Cap Carbonara, er en mennesketom, af
Makikrat opfyldt Egn, hvis højeste Punkt,
Punta di Serpeddi, hæver sig til 1070 m, og
hvor man i nyere Tid har aabnet rige
Blyminer. Ved en Sænkning, der forbinder
Bugterne ved Cagliari og Oristano, er S.’s østlige
Parti skilt fra det sydvestlige Bjergland, der
sædvanligvis benævnes efter Byen Iglesias og
hovedsageligst er bygget op af en metalrig
Kalksten. Dette Bjergland, der i Monte Linas
hæver sig til 1235 m, er et vandfattigt, øde og
vildt Fjeldlandskab med usunde Dale, i hvilken
sidste Henseende det stemmer overens med den
forannævnte Indsænkning, Campidano-Slotten,
der er c. 20 km bred, sumpet og i høj Grad
malariabefængt. Følger man Øens Vestside,
kommer man N. f. Campidano til vulkanske
Omraader. Midt paa Vestsiden ligger et 380 m
højt tertiært Bjergland, op over hvilket hæver
sig Vulkanen Monte Ferru (1049 m), der fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
