Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sardinien (Ø)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pliocentiden til ind i den hist. Tid sendte sine
Lavastrømme mod N. og Ø. Nutildags ligger
der en Landsby, San Sussurgiu, midt i dens
Krater. Længere N. paa træffer man i Egnen
om Ozieri en hel Række af udslukte Vulkaner,
der minder om Puy-Kæden i Auvergne. Mod
NV. forbindes Bugterne ved Asinara og Alghero
ved en Fure, der afgrænser S.’s lille
nordvestlige Bjergparti La Nurra, hvis nordlige
Fortsættelse er den sønderkløftede Granitø
Asinara. Hermed er nævnt alle de isolerede
Bjergpartier, der sammensætter Øen S., og som i
Tertiærtiden aabenbart har udgjort lige saa
mange selvstændige Øer. De Smaaøer, der
nutildags findes i Nærheden af S., er, naar Corsioa
fraregnes, ganske ubetydelige. Foruden
Asinara nævnes Smaaøerne i Bonifacius-Strædet,
af hvilke de vigtigste er La Maddalena og
Caprera, samt de ved Sydvestkysten liggende
San Pietro og Saint’ Antioco. Langs Østkysten,
der er uindskanren, havnefattig, stejl og
begrænset af nøgne, høje Fjelde, findes fl. Steder
Grupper af Klippeskær. Vestkysten er derimod
lavere og mere tilgængelig. Af S.’s Vandløb er
kun enkelte som Tirso ell. Fiume d’Oristano
og Rio di Porto Torres stadig rindende
Vandløb. De allerfleste er Vildbække, der i Halvdelen
af Aaret ligger tørre, og selv i Regntiden er
der mange, der ikke baner sig Vej helt ud til
Havet, men udgyder sig paa Kystsletterne og
derved bidrager til Landets Usundhed. I
klimatisk Henseende er S. mest kendt for sin
Usundhed. Og dette daarlige Ry gaar helt
tilbage til Romertiden, da Kejserne plejede at
forvise til S. de Folk, som de ønskede at blive
kvit. Malaria’en, som dengang mest herskede i
de sydvestlige Egne, er dog nu udbredt over
hele Øen, naar undtages de højere Bjerge.
Klimaet er mildt. Den aarlige Middelvarme er
i Cagliari 17° og i Sassari 16°. Temperaturen
kan om Vinteren synke til c. ÷ 2° og om
Sommeren stige til e. 40°. Den aarlige Nedbør er
i Cagliari 44 cm med Maksimum i Oktbr,
Minimum i Juli og 86 aarlige Regndage. I Sassari
paa Nordkysten falder der i 98 Dage en
Nedbør paa 61 cm. Mest regner det i Novbr og
mindst i Juli. Sne falder der kun i de højere
Bjergegne. I Lavlandene og især paa Syd- og
Vestkysterne kan man egl. ikke tale om Vinter,
da Jan. og Febr sædvanligvis har en behagelig
Temp For øvrigt minder S. med sin klare
Luft og blaa Himmel ganske om de øvrige
Middelhavslande. Og det samme gælder m. H. t.
Vegetationen. Af S.’s c. 1800 Plantearter
er 47 endemiske, og 38 har Øen fælles med
Corsica. Bjergene i det indre var opr. dækkede
med Skove af Fyr, Eg, Steneg, Bøg og Ahorn;
men disse Skove, der kunde være en
Rigdomskilde for Landet, er stærkt forhuggede og stadig
uden lovmæssig Beskyttelse. Omkr.
Landsbyerne findes Smaaskove af Kastanjer og Grupper
af Valnødtræer. De lavere, tørre Egne er
bedækkede af Makier med Træer hist og her og
med en Mængde duftende Blomsterplanter,
omkring hvilke Bierne sværmer. Ved Kysten og i
Lavlandene trives alle Middelhavslandenes
Frugttræer som Mandel, Fersken, Abrikos,
Granattræer, Oranger, og hist og her hæver sig en
Daddelpalme, der dog ikke kan modne sine
Frugter. Den største Frugtavl drives paa
Vestsiden omkr. Oristano. Ved Milis N. f. Oristano
findes saaledes en Orangelund, der tæller 1/2
Mill. Træer og aarlig frembringer 12 Mill.
Oranger. Antallet af vildtlevende Dyrearter er
paa S. meget mindre end paa Fastlandet. Paa
S. mangler saavel større Rovdyr som Grævling,
Ilder, Muldvarp ell. Giftslanger. Derimod huser
Bjergskovene endnu Mufloner, og Masser af
Kaniner bebor Øerne langs Kysten. Naar
Muflonen fraregnes, er det en gennemgaaende
Ejendommelighed ved S.’s Pattedyr verden, at
Dyrene er mindre end paa Fastlandet. Dette
gælder ikke alene Vildsvin, Ræv, Vildkat og
Hjort, men ogsaa Husdyr som Hest og Æsel.
S.’s ældste Beboere, de saakaldte Sarder,
var rimeligvis af iberisk Afstamning og i Rom
berygtede for deres Træghed og Ondsindethed.
Den nuv. Befolkning er meget blandet med
Indvandrere og Erobrere. Først kom Etrurerne, og
derefter fulgte Karthagerne, Grækerne,
Romerne, Vandalerne, der overførte fl. Tusinde
Berbere til S., Maurerne, der endnu har efterladt
sig tydelige Spor i Egnen om Iglesias, samt
Katalonierne, der i 14. Aarh. massevis førtes til
S., og hvis Sprog endnu tales ved Alghero. Alle
disse Indvandringer, der undertiden har været
ledsagede af Udvandring af de tidligere
Beboere, har dog mest øvet deres Indvirkning paa
Kystegnene, og i Landsbyerne i det indre
træffer man sikkert endnu ret ublandede
Efterkommere af de opr. Beboere. Disse nulevende
Sarder er i Alm. temmelig smaa (i Gennemsnit 1588
mm), men velskabte, muskuløse og livlige.
Dolichokefali er fremherskende. De holder
haardnakket fast ved gamle Skikke og sociale
Indretninger. Lige til 19. Aarh. herskede
Vendetta’en i Bjergegnene. I Kystegnene er
Bebyggelsen ikke spredt over Landet, men samlet i
Byer, der ligger paa de mest utilgængelige
Steder. Som Aarsager hertil maa regnes den
malariabefængte Jordbund og i Særdeleshed
Frygten for Piraternes Indfald; men selv nu,
da der er Sikkerhed i Middelhavet, holder man
fast ved det gamle. Ejendommelige Levninger
fra Oldtiden er de saakaldte Nuraghi (s. d.),
Bygnings- og Befæstningsværker, der synes at
stamme frat de senere Tider af Stenalderen.
Oplysningen er meget ringe, og 72 % af
Befolkningen kan hverken læse eller skrive, skønt
Øen har 1070 Primærskoler, over 70 højere
Skoler (Gymnasier, Lyceer, tekn. Skoler,
Landbrugsskoler o. a.), og Univ. i Cagliari og
Sassari. Italiensk tales kun i Byerne. Paa Landet
tales forsk. Dialekter, der dels nærmer sig
Spansk, dels Latin. De vigtigste
Næringsveje er Agerbruget og Bjergværksdriften. De
gamle feudale Ejendomsforhold, der ved deres
mange Afgifter var en Byrde for Landet,
ophævedes 1830, uden at man dog gik helt over
til at give Bønderne Ejendomsret. Foruden
Oranger, Oliven, Kastanjer og en Vinsort, der
staar de sp. nær, dyrkes Hvede, Havre, Byg
og Bælgsæd. Landbrugsmetoderne staar dog
paa et lavt Trin, og fl. St. vokser nu Krat ell.
Skov, hvor der i Oldtiden var Agerland.
Kvægavlen er for mange Beboere i det Indre en
Hovednæringsvej. Vigtigst er de grovuldede
Faar, af hvis Mælk man tilbereder Ost. 1921
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
