Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sardinien (Kongeriget) - Sardona - sardonisk Smil - Sardonyx - Sardou, Victorien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Broder Victor Emanuel fulgte efter. Han
holdt sig paa sin Ø indtil Napoleon’s Fald,
vendte i Juni 1814 tilbage til sit fædrene Rige
og fik senere ogsaa Savojen og Nizza igen,
samt Republikken Genuas Omraade oven i
Købet. Ja, han nærede endog Planer om at faa
dannet et stort norditaliensk Rige, uafhængigt
saavel af Østerrig som af Frankrig. Folket
modtog ham med Velvillie, men han havde helt
undladt at følge med Tiden og vilde tværtimod
— ligesom den samtidige Kurfyrste af Hessen
— skrue alle Forhold tilbage til Tilstanden før
1798. Jesuitterne indkaldtes, Lærefriheden ved
Universiteterne indskrænkedes og Pressefrihed
var der selvfølgelig ikke Tale om. Derved
vaktes meget Misnøje, og Marts 1821 udbrød en
Soldateropstand, til hvilken Prins Karl Albert
af Kongehusets Sidelinie, Savojen Carignan,
straks sluttede sig. Kongen selv trak sig
tilbage fra Regeringen til Bedste for sin Broder
Karl Felix; men i dennes Fraværelse (i
Modena) udstedte Karl Albert som Regent en fri
Forfatning i Lighed med den sp. af 1812. Dette
vilde den ny Konge dog ikke godkende, Karl
Albert lod da Sagen falde og drog udenlands,
medens østerr. Tropper hurtig undertrykte
Bevægelsen (de sejrede særlig i Novara, ligesom
1849). Enevælden blev genoprettet i fuld
Strenghed, og hvor frihedsfjendsk Regeringen var,
fremgik klart af en Lov fra 1824, som fastsatte
en vis Ejendom som Vilkaar for, at Vedk.’s
Børn maatte faa Lov til at lære Læsning og
Skrivning, og en større Ejendom, for at man
maatte give dem en højere Undervisning.
Derimod vilde Kongen ikke udelukke Karl Albert
fra Tronfølgen, saaledes som Østerrig foreslog,
til Bedste for Hertug Frants IV af Modena, som
var Victor Emanuel’s Svigersøn. Apr. 1831 blev
Karl Albert Konge, og han søgte ved
Uddannelse af en stærk Hær, samt ved god
Forvaltning og mange praktiske Fremskridt at
forberede sig og Landet til at spille en stor
politisk Rolle og engang tage Oprejsning over
Østerrig, som holdt Italien nede i Afmagt og
Trældom. Ved en Civillovbog 1837 og en
Straffelov 1840 genoprettedes i det væsentlige den fr.
Lovgivning fra Aarh.’s første Tid. Fra S. udgik
i 1840’erne den politisk-litterære Vækkelse, som
gik forud for Rejsningen 1848 (d’Azeglio, C.
Balbo, Durando, Gioberti). Da Tidspunktet
syntes at nærme sig til Bruddet med Østerrig Oktbr
1847, fjernede Kongen de sidste af sine
østerrigsksindede Ministre, som han hidtil havde
ment at maatte beholde ved sin Side, og
sluttede en Toldforening med Toscana og
Kirkestaten som første Skridt til et politisk
Forbund. Endelig udstedtes 4. Marts 1848 en fri
Forfatning, og 23. Marts erklæredes Krig imod
Østerrig med det aabent udtalte Formaal at
skaffe Italien som Helhed Uafhængighed. Vel
mislykkedes Forsøget dengang, men fra den
Stund falder S.’s Historie sammen med Italiens.
Efter Krigen 1859 tilknyttedes Lombardiet; i
Marts 1860 indlemmedes efter forudgaaende
Folkeafstemning Parma, Modena, Toscana og
Romagna, medens Savojen og Nizza i April s.
A. ligeledes efter Folkeafstemning afstodes til
Frankrig; endelig vedtoges 1 Marts 1861 hele
Syditaliens Tilslutning og Kongeriget Italiens
Oprettelse. 1865 forlagdes Regeringen og
Kamrenes Sæde fra Turin til Firenze, og 1871 herfra
til Rom; men længe efter vedligeholdt S. ved
sin højere politiske Uddannelse en væsentlig
Indflydelse paa hele Italiens Udvikling,
ligesom det endnu staar som Rigets faste Kerne.
(Litt.: A. Brofferio, Storia di Piemonte
[5 Bd, Turin 1849—52]; Bianchi, Storia della
monarchia piemontese 1773—1861 [4 Bd, Turin
1877—85]; Pinelli, Storia militare del
Piemonte [3 Bd, Turin 1855]; Cesare di
Saluzzo, Storia militare di Piemonte [2. Udg.,
5 Bd, Turin 1859—61]; Santa Rosa, De la
révolution piémontaise [Paris 1822]).
E. E.
Sardona, Højbjerggruppe i Alperne i Schweiz,
hører til Glarus-Alperne og har til Centrum
Piz S. ell. Saurenstock (3054 m) paa Grænsen
af Kantonerne Glarus, Skt Gallen og
Graubünden. Omkr. Saurenstock grupperer sig
Bjergtoppe som Vorab (3030 m), Ringelspitz (3251
m), Graue Hörner (2849 m), hvis stejleste Top,
Piz Sol, 1865 besteges for første Gang, samt
Spitzmeilen (2505 m) og Murtschenstock (2442
m).
(H. P. S.). O. K.
sardonisk Smil, se Risus sardonicus.
Sardonyx, se Onyx.
Sardou [sar’du], Victorien, fr.
dramatisk Forf., f. i Paris 7. Septbr 1831, d. 8. Novbr
1908. Han studerede Medicin, men følte snart
i den Grad Drift til at skrive for Skuepladsen,
at han ikke lod
sig skræmme
ved et første,
mislykket
Forsøg, idet hans
Enakter La
taverne des
étudiants (1854)
gjorde komplet
Fiasko. Hans
Livs Historie
er siden omtr.
hans Værker;
dog kan
bemærkes, at han 1877
blev Medlem af
det franske
Akademi. I
Aarenes Løb
fik S. paa alle
Paris’ Teatre, lige fra Comédie française
og nedefter, opført en lang Række Skuespil
i alle mulige Genrer: patetiske Dramaer, baade
historiske og moderne, satiriske og
moraliserende Komedier, muntre Skuespil og kaade Farcer,
Vaudeviller og Operetter. Det ene Sceneheld
efter det andet har han opnaaet, og det ikke
blot i hans eget Land, men ogsaa i andre
Lande og Verdensdele. Han havde udmærkede
kunstneriske Kræfter til sin Raadighed: som
Mlle Déjazet i hans unge Dage — paa sine egne
gl. Dage — kreerede Hovedfigurer i hans
Stykker (f. Eks. Monsieur Garat), saaledes kastede
Sarah Bernhardt — selv endnu i næsten samme
Alder som Déjazet, da hun spillede Sardou’ske
Roller — Glans over mangt et Skuespil af S.
til Tak for de Glansroller, han skrev for hende.
Han opnaaede mere end een Gang larmende
Succeser, med Menighedskampe og
 |
| V. Sardou. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
