Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sardinien (Ø) - Sardinien (Kongeriget)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fandtes der c. 30000 Stkr Hornkvæg, c. 900000
Faar og c. 300000 Geder. Ost og Uld hører til
Eksportvarerne. Fiskeriet spiller en ret ringe
Rolle. Der findes en Del Tunfisk ved Nord- og
Sydvestkysten samt Koraller. For øvrigt har
disse Øboer en mærkværdig Afsky for Havet,
og de besørger kun i ringe Grad deres egen
Skibsfart. S.’s Metalrigdom har været kendt fra
Oldtiden, idet Fønikerne allerede begyndte at
udnytte den. I Øens sydvestlige Del grundlagde
Romerne Bjergværksbyerne Metalla og
Plumbea. Senere forfaldt Minedriften, I 10. og 11
Aarh. genoptoges den af Pisanerne, men større
Bet. begyndte den først at faa, da S. var
blevet forenet med Piemont. I den nordlige og
centrale Del brydes Granit og Marmor samt
Alabast og Jaspis. Det vigtigste Distrikt er mod
SV. omkr. Iglesias, hvor der udvindes forsk.
Metaller. 1922 var Udbyttet 30600 t Blymalm,
95600 t Zinkmalm, 607 t Antimon samt mindre
Mængder af Jern, Mangan og Nikkel. Ved
Minerne sysselsattes 14000 Arbejdere, og
Udbyttet var c. 19 Mill. Kr. Heri er dog ikke
medregnet Udbyttet af de vigtige Saliner ved
Cagliari og Carloforte. Industrien eksisterer næppe,
og Handelen er meget ubetydelig, skønt Øens
Beliggenhed og de 22 Havne, hvoraf fl. er
meget gode, skulde synes at indbyde dertil. Der
udføres Bly-, Zink- og Jernmalm, Havsalt, Korn,
Vin, Ost, Huder, Kvæg og Trækul, og der
indføres Kolonial- og Fabrikvarer samt Kul.
Hovedjernbanelinien gaar fra Cagliari forbi
Oristano og Ozieri til Sassari; fra den udgaar bl.
a. i Syd en Sidebane til det malmrige Landskab
Iglesias og i N. en til Terranova. Øen deles i
en nordlig og en sydlig Provins, Sassari og
Cagliari; den har 3 Ærkebispesæder
(Sassari, Oristano, Cagliari) og 8 Bispedømmer.
Historie. Grækerne grundlagde i Oldtiden
Kolonierne Neapolis og Olbia paa S., men
kunde ikke hævde sig over for Karthago. 240
landede Romerne og indtog Olbia, og 238
indtog de den største Del af Øen, der sammen
med Corsica kom til at udgøre en rom. Prov.
Først c. 120 f. Kr. lykkedes det Romerne
fuldstændig at underkaste sig Øen. I 5. Aarh. e. Kr.
indtoges den af Vandalerne. 534 kom den
under Byzans og hørte til Præfekturet Afrika.
720 besattes S. af Saracenerne, der atter
fordreves, men generobrede Øen i Slutn. af 9.
Aarh. 1004 prædikede Paven Korstog mod S.,
og 1005 paabegyndte Pisanerne Erobringen,
som de dog først 1022 fuldendte ved
Genuesernes Hjælp. Skinsyge mellem Erobrerne og
Pisas tyranniske Regimente foraarsagede en
Mængde blodige Fejder paa S. 1164 ophøjede
Kejser Frederik I S. til Kongedømme og
udnævnte en sardinsk Stormand til Konge. I den
flg. Tid bortskænkede Kejserne af og til S.’s
Kongeværdighed; men det var som oftest Pisa
ell. Genua, der havde Herredømmet. Samtidig
hævdede Paverne deres Lensret over S., og
1296 gav Bonifacius VIII Øen som Len til Kong
Jakob II af Aragonien. Efter fl. Nederlag maatte
Pisanerne omsider anerkende Aragoniens
Herredømme, og de fik kun Lov af beholde
Cagliari og Castro mod en aarlig Afgift. Nu hørte
S. længe til Aragonien. Ved Freden i Utrecht
kom S til Østerrig, og 1720 maatte Savojen
ombytte Sicilien med S., som derefter blev det
nominelle Hovedland i Kongeriget S. (s.
d.). (Litt.: Tennant, Sardinia and its
resources [1885]; Straffarello, Sardegna
[1895]; Sergi, La Sardegna [1907]).
(H. P. S.). C. A.
Sardinien var 1720—1861 Navn for et
Kongerige i det nordvestlige Italien, som dannedes
ved Øen S.’s Tilknytning til det tidligere
Hertugdømme Savojen og de dermed forbundne
Landskaber, Piemont og Nizza. Dets første
Konge Victor Amadeus II (Hertug siden
1675) havde 1703 til Vederlag for at deltage i
den sp. Arvefølgekrig faaet Montserrat og
Alessandria afstaaede af Østerrig og fik ved
Fredsslutningen 1713 Sicilien med Kongetitel, men
maatte 1720 ombytte denne Ø med S., der indtil
1708 havde tilhørt Spanien og senere var
tilfaldet Østerrig. Fra den Tid kaldte han sig
Konge af S. Han var en dygtig Hersker,
ophjalp Landet ved god Forvaltning og streng
Sparsommelighed, hævdede kraftig sin
Myndighed baade over for Adel og Præsteskab, samt
inddrog 1724 de bortforlenede Krongodser uden
Hensyn til, at disses Besiddere derved
ødelagdes. Han nedlagde 1730 Regeringen til Bedste
for sin Søn Karl Emanuel III, der gik i
Faderens Spor baade i sin indre og ydre
Styrelse. Han tvang endog Præsteskabet til at yde
store Afgifter til Staten, viste særlig Iver for
at ophjælpe Øen S., bl. a. ved at grundlægge
to Univ. og ved at undertrykke
Blodhævnsskikken, og indførte til sidst (1770) en fælles
Lovbog for hele Riget. Ved sin snilde Politik —
først som Frankrigs Forbundsfælle i den polske
Arvefølgekrig, senere som Østerrigs i den
østerrigske — fik han fl. Stykker af Lombardiet;
han gik nemlig ud fra, at Lombardiet var som
en Artiskok, der maatte spises Blad for Blad.
Under hans Efterfølger Victor Amadeus
III, der var Konge 1773—96, forfaldt derimod
Riget. Han var udelukkende Soldat og ødelagde
Landets Finanser for at udvikle Hæren; han
var en afgjort Modstander af den
Fremskridtsudvikling, som Faderen havde slaaet ind paa,
og stødte derved den frisindede Del af Adel og
Borgerstand fra sig. Allerede Sept. 1792 løsreves
Savojen og Nizza og indlemmedes kort efter i
Frankrig, henh. i Novbr 1792 og Febr 1793, og da
Kongen desuden ved sine Døtres Ægteskab med
de senere Konger Ludvig XVIII og Karl X var
nøje knyttet til det fr. Kongehus, sluttede han
sig 1793 til den første Koalition mod
Republikken og Revolutionen. Men 1796 tvang
Bonaparte’s Sejre ham til at slutte Fred med
Opgivelse af baade Savojen og Nizza. Kort efter
døde han, og Sønnen Karl Emanuel IV
maatte endog indgaa Forbund med Frankrig;
alligevel holdtes han næsten som Fange i sin
Hovedstad, indtil han 1798 drog bort og tog
Ophold paa S., ladende sine Besiddelser paa
Fastlandet i Stikken. Disse indlemmedes 1802
i Frankrig og fik derefter Del i dettes ny
Lovgivning og udviklede Forvaltning, medens de
sardinske Tropper i det flg. Tidsrum havde
rigelig Lejlighed til at gaa en udmærket
Krigerskole igennem.
1802 nedlagde Kongen Regeringen for senere
at blive Jesuit (døde 1819 i Rom), og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
