Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel / 1007 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Saturn - Saturnalia

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Navn	Størrelse	Afstand	Omløbstid				Diameter	Opdager	Datum
			Dag	T.	M.	Sek.
Mimas	12,1	3,1	0	22	37	5	470	W. Herschel	18. Juli 1789
Enceladus	11,6	3,9	1	8	53	7	594	—	29. Aug. 1789
Tethys	10,7	4,9	1	21	18	26	916	G. D. Cassini	21. Marts 1684
Dione	10,7	6,2	2	17	41	10	871	—	21. Marts 1684
Rhea	10,1	8,7	4	12	25	12	1197	—	23. Decbr 1672
Titan	8,6	20,2	15	22	41	25	4370	Huygens	25. Marts 1655
Themis	17,5	24,2	20	20	—	—	60	W. H. Pickering	16. April 1904
Hyperion	12,9	24,5	21	6	38	20	310	G. P. Bond	16. Septbr 1848
Japetus	10,8	58,9	79	7	55	25	783	G. D. Cassini	25. Oktbr 1671
Phoebe	16-17	214,4	550	11	—	—	70	W. H. Pickering	16. August 1898

Navnene er givne af J. Herschel, undtagen
for Themis og Phoebe. Størrelsen er udledet
af Pickering og gælder for Middelopposition.
Afstanden fra S.’s Centrum, udtrykt i dens
Ækvatorradius, samt Omløbstiden er bestemte
af H. Struve. Diametren, udtrykt i km, er
beregnet af Lysstyrken under Forudsætning af,
at Drabanterne har samme Albedo som S. Kun
for Titan foreligger der mikrometriske
Maalinger af Diameteren, og disse giver en Værdi
c. det dobbelte af, hvad man har fundet
fotometrisk (2260 km). Ved Japetus har man
bemærket en periodisk Forandring i dens
Lysstyrke med Maksimum og Minimum omkring
dens vestlige og østlige Elongation; Forskellen
gaar op til 1,8 Størrelsesklasse. For at forklare
denne Variation i Lysstyrken har Pickering
ligesom tidligere Forskere antaget, at
Drabanten har en bunden Rotation, og at de forsk.
Partier af dens Overflade reflekterer Lyset
forskelligt. Pickering holder det heller ikke for
udelukket, at Drabanten kan afvige betydelig
fra Kugleformen og derved under Rotationen
vise Skive af forsk. Størrelse. For de andre
Satelliter har man ogsaa fundet Variation i
Lysstyrken; dog er denne mindre, saa at sikre
Slutninger vanskelig kan udledes. Ved Thetys,
Dione og Rhea var ogsaa en Forandring af
Lysstyrken paaviselig med et Minimum ved hver
Konjunktion og et Maksimum ved hver
Elongation. Gennemgaaende fandt man, at disse Maaner
lyste omtr. 0,8 Størrelsesklasse stærkere, end
det var fundet tidligere, bl. a. af Pickering.
Alle Drabanter undtagen Japetus, Themis og
Phoebe bevæger sig paa det nærmeste i S.’s
Ækvatorplan, men disse 3 har en Inklination
af henholdsvis 14°, 11° og 149° ɔ: Bevægelsen
er retrograd. Enceladus, Tethys, Dione og Rhea
bevæger sig paa det nærmeste i en Cirkel om S.
Ved Mimas, Titan og Japetus er
Ekscentriciteten fra 0,02 til 0,03, ved Hyperion er den 0,104.
Ved Phoebe er den 0,166 og ved Themis 0,23,
dog er dennes Elementer endnu meget usikre,
da man hidtil kun har haft Adgang til
Observationer fra 1904. Man har fundet enkelte
Relationer mellem Omløbstiden af de 4 inderste
Drabanter. d’Arrest har paavist en Periode paa
465,75 Dage, efter hvilken de igen indtager den
samme Stilling til hinanden. I denne Tid har
Mimas gjort 494 Omløb, Enceladus 340, Tethys
247 og Dione 170. Kalder man den daglige
Bevægelse af disse 4 Drabanter henh. n1, n2, n3,
n4, har Kirkwood fundet flg. Relation: 5
(n1—n2) + (n3—n2) + 4,4 (n4—n2) = 0.

Teorien for Saturndrabanternes Bevægelse er
studeret fornemlig af Laplace, Newcomb og H.
Struve. Laplace indskrænkede sig til at
undersøge Perturbationerne i Japetus’ Baneplan. Ved
at benytte alle Observationer har H. Struve
fundet, at dens Knudelinie gaar omtrent 1,5′
aarlig, og at Banens Inklination mod S.’s
Ækvatorplan aftager med 0,5 pr Aar. Newcomb har
vist, at Hyperion er underkastet en
perturbation fremkaldt ved Titan, hvorved dens
Apsidelinie altid holder sig omkr. Konjunktionslinien
med Titan med en tilbagegaaende Bevægelse
af 18,663° pr Aar. H. Struve har fundet af sine
Observationer af S.’s Drabanter i Pulkovo
1884—93, fortsatte i Berlin 1916—23 af ham
og hans Søn G. Struve, at Konjunktionen
af Mimas og Tethys altid finder Sted i
Nærheden af et Punkt, som ligger midt imellem
deres Baners opstigende Knuder paa S.’s
Ækvatorplan. Den kan fjerne sig fra dette Punkt
omtr. 45° og udfører denne Oscillation i omtr.
70 Aar. Ved Enceladus og Dione har H. Struve
paavist, at deres Konjunktion altid falder
sammen med Enceladus’ Perisaturnium. For Rhea
og Titan har G. Struve fundet, at
Perisaturniumslængden af Rhea p. Gr. a. Perturbationer af
Titan er lig Titans Perisaturniumslængde, men
oscillerer om dette Punkt i 38 Aar. Denne
Mærkelighed i disse Satellitters Bevægelse har
sin Grund i, at deres gennemsnitlige
Bevægelser er nær kommensurable. Saaledes er
Halvparten af Thetys’ Omløbstid meget nær lig
Mimas’, paa samme Vis er det med Dione og
Enceladus, og Titans Omløbstid er nær 3/4 af
Hyperions. H. Struve har ogsaa udledet
Masserne for Satellitterne og er kommet til flg.
Værdier med Saturns-Masse som Enhed:
Mimas 1 : 16340000, Enceladus 1 : 4000000, Tethys
1 : 921500, Dione 1 : 536000, Rhea 1 : 250000,
Titan 1 : 4700, Japetus 1 : 113000. Hyperions
Masse er højst ubetydelig. Sammenlignet med
Maanens Masse er Titans 1,6 Gange denne,
Japetus’ kun 1/15 og Mimas’ mindre end 1/2000
af Maanens Masse. Satellitterne synes at have
desto større Albedo, jo nærmere de er
Planeten. (Litt.: G. W. Hill, A new theory of
Jupiter and S. [Washington 1890]; Samme,
Tables of S. [smst 1895]; H. Struve,
»Beobachtungen der Saturnstrabanten« [Petrograd
1898]: G. Struve, »Neue Untersuchungen im
Saturnsystem 1. Die Bahn von Rhea« [1924];
Tisserand, Mécanique céleste II, IV [Paris
1891 og 1896]; A. Gaillot, Tables rectifiées
du movuement de Saturne [1904]).
J. Fr. S.

Saturnalia (af Satúrnus, s. d.), den rom.
Midvinterfest, der fra gl Tid fejredes i en Rk.
Dage, oftest 7, fra 17. Decbr. Det var en
fornøjelig Glædesfest, som vor Julefest, med en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>