Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Saturnalia
- Saturnia (Oldtidsby i Etrurien)
- Saturnia (Tilnavn til Juno)
- Saturninus, Lucius Apulejus
- saturnisk Vers
- Saturnismus
- Saturnus
- Saturæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilsætning af Fastelavnens støjende
Karnevalshumør. Rettergangen standsede, og Krigen
ophørte midlertidig, medens man i Hjemmene
gjorde sig til gode, indbød Venner og Kendinge
til Gilde og lod Slaverne have fri, hvis man
ikke gik saa vidt, at man lod Rollerne bytte,
saa det blev Slaverne, der optraadte som
Herrer og lod Herrerne opvarte sig. I hvert Fald
havde de i denne Tid Frisprog over for dem,
som til daglig var deres Overordnede.
Terningspil var ellers forbudt; under S. dreves det
ivrigt, snart om Bagateller, f. Eks. Nødder,
snart ogsaa om Penge. Man isendte hinanden
Gaver, Klienterne til deres Patroner og
omvendt, i senere Tid Kejseren til sine
Embedsmænd. En ejendommelig, ikke ret forklaret
Skik var, at Gaverne ofte bestod i Vokslys ell.
smaa Lerdukker, der ellers brugtes som
Legetøj. Ogsaa m. H. t. Klædedragt og ydre
Optræden bortfaldt de sædvanlige Regler.
Festen bar Saturnus’ Navn og indlededes med
en Ofring (jfr. Kronia).
H. A. K.
Saturnia, lille befæstet Oldtidsby i Etrurien,
i Nærheden af Ortobello. Rester af etrurisk
Bymur med rom. Porte samt af etruriske Grave.
H. A. K.
Saturnia, Tilnavn til Juno som Datter af
Saturnus.
Saturninus, Lucius Apulejus, rom.
Folkefører, optraadte som Folketribun 102 f.
Kr. med Forslag om Uddeling af Jord til
Marius’ udtjente Soldater. Da han paa ny var
blevet Tribun Aar 100, fornyede han sit
Forslag og fremsatte tillige andre Forslag om
Uddeling af Jord og Korn, hvorved han genoptog
Gracchernes Bestræbelser. Hans voldsomme
Fremfærd mod Optimaterne, især Metellus
Numidicus, der modsatte sig hans Forslag, vakte
imidlertid stærk Forbitrelse imod ham, og da
han havde ladet en Modstander, Memmius, som
søgte Konsulatet for det flg. Aar, dræbe og
derefter med sine Tilhængere besatte Capitolium,
blev Konsulen Marius, meget mod sin Villie,
nødt til at skride ind mod ham. Under den
derved opstaaede Kamp omkom S.
H. H. R.
saturnisk Vers kaldes en Versform, som
anvendtes meget i den ældste rom. som
overhovedet i den olditaliske Litteratur. Angaaende
Principperne for Versets Bygning hersker der
megen Uenighed; det er end ikke fastslaaet, om
Stav-eisernes Kvantitet har været afgørende for
den, som det ellers er Tilfældet i den antikke
Metrik, ell. Accenten har været det. Som en
Slags Normalform for det s. V. opstilles i
Reglen Verset
Dabúnt malúm Metélli | Naévió poétae,
altsaa et Vers med iambisk Beg. og trochæisk
Slutning og med Cæsur i Midten; men de
overleverede Vers, der betegnes som saturniske,
adskiller sig ofte stærkt fra dette Skema. Det
s. V. anvendtes i gamle Sange og Formularer,
som brugtes ved Gudsdyrkelsen, saavel som i
Indskrifter, særlig Gravskrifter, hvoraf der er
overleveret adskillige, og endelig i den poetiske
Litteratur; saaledes var Livius Andronicus’
Overs. af Odysseen og Nævius’ Bellum
Poenicum skrevne i s. V. Men fra Ennius’ Tid
fortrængtes det af det fra Grækerne indførte
daktyliske Heksameter. (Litt.: L. Havet, De
Saturnio Latinorum versu [i Bibliothèque de
l’école des hautes études, Bd 43, Paris 1880], L.
Müller, »Der saturnische Vers und Seine
Denkmäler« [Leipzig 1885]; C. Zander,
Versus Saturnii [Lund 1918]).
H. H. R.
Saturnismus, se Blyforgiftning.
Saturnus, en af de ældste lat.-italiske
Guddomme. Han er som andre af de ældste
Gudeskikkelser nær knyttet til Agerbruget og
tænktes særlig som den, der beskyttede Udsæden.
Jævnlig ses han paa Afb. udrustet med en
Kornsegl. Da Italikerne senere traadte i
Forbindelse med den gr. Verden, fandt man i
Kronos en Del af de samme Karaktertræk som hos
S. Efterhaanden identificeres de da ganske; gr.
Sagn overførtes paa den italiske Guddom, og
det fortaltes, at han efter at være styrtet af sin
Søn Zeus flygtede til Italien, blev venlig
modtaget af Janus og fik Kongeværdighed med
Sæde paa det genere Capitolium. Hans
Regering bliver senere opfattet som Guldalderen.
Om hans Popularitet vidner dels den store
Fest Saturnalia, dels det, at Italien
stundom kaldes Saturnia, Beboerne den saturniske
Slægt, og at ifølge Oldtidsforfatteres
Vidnesbyrd Helligdomme for ham var udbredte over
hele Italien. Som hans Hustru nævnes Ops.
Et ældgammelt Alter, senere et Tempel for
S. (og Ops) laa ved Opgangen fra Forum til
Capitolium. Bygningen synes paabegyndt
allerede i Slutn. af Kongetiden, men blev første
Gang indviet 497 f. Kr. Den er senere gentagne
Gange blevet restaureret, ogsaa i Kejsertiden.
Til denne senere Tid maa sikkert de 8 Søjler
paa høj Underbygning henføres, der den Dag
i Dag er bevarede umiddelbart ved Foden af
den kapitolinske Høj. I en Art Kælder under
Templet var fra gl Tid af det rom.
Skatkammer. Om Gudens Dyrkelse fortæller i øvrigt de
rom. Forfattere ret mærkelige Ting. Hans
Fødder var Aaret igennem omviklede med uldne
Bind og ligesom lænkede; kun ved
Saturnalierne borttoges de. Ved hans Alter ofrede og bad
man med blottet Hoved, medens man ellers i
rom. Ritus udførte Ceremonierne med Hovedet
tildækket. Dette svarer mere til gr. Ritus og
forklares da ogsaa ved en Legende derhen, at
det var Herakles, som var kommet til Rom og
havde afskaffet de indtil da brugelige
Menneskeofre, samt indstiftet Ceremoniellet ved S.’s
Alter.
H. A. K.
Saturæ kaldtes hos Romerne opr. nogle
lystige Sange, som blev sungne af Ungdommen
ved festlige Lejligheder, i Reglen halvvejs
improviseret og under Ledsagelse af Fløjtespil og
Dans. Efterhaanden fik Opførelsen en mere
kunstmæssig Karakter, og S. anvendtes paa
Scenen som Efterspil (exodia) efter de alvorlige
Skuespil, men senere traadte Atellanerne i
deres Sted. En mere litterær Form fik S. af
Digteren Ennius, som udgav Digte i forskellige
Versemaal under Navn af S. Først ved Lucilius
fik S. imidlertid det Præg af Satire (s. d.),
som de opr. ikke synes at have haft; efter den
sandsynligste Etymologi betyder S. nemlig i sig
selv blot »blandede Digte«. De lucilianske S.
betragtedes af Romerne selv som en original
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 20:02:31 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/20/1040.html
