Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Savigny, Friedrich Carl von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Marburg med Dissertationen De concursu
delictorum formali, S.’s eneste strafferetlige
Arbejde, 1803 Prof. extraord. i Marburg, efter
Studierejser, blandt andet til Paris, 1808 Prof. ord. i
Landshut, 1810
ved det
nystiftede Universitet
i Berlin, hvor
hans
imponerende
Personlighed samlede
Tilhørere fra
alle Lande; han
udtraadte for
øvrigt af
Fakultetet, saa
længe hans
Modstander,
Hegelianeren Eduard
Gans var
Medlem deraf;
1842—48 Minister i
det for ham af
Kong Friedrich
Wilhelm IV oprettede Ministerium for
Lovgivning, hvor hans Virksomhed dog ikke
afsatte de ventede Spor, men i det
væsentlige løb ud i Sandet. I den tyske
Retsvidenskabs Historie er S. derimod 19. Aarhundredes
største Juristnavn, hans Indflydelse baade som
Lærer og Skribent overvældende. Allerede i sit
Ungdomsskrift »Das Recht d. Besitzes« (1803, 7.
Udg. ved A. F. Rudorff, 1865), en af den nyere
Retsvidenskabs berømteste Monografier, viste S.
sig som Mester — hverken Bogens Metode eller
Grundprincipper var i øvrigt ny —, og S.’s
Besiddelseslære gik sin Sejrsgang gennem hele
Europa, heri ogsaa indbefattet Norden —
Ørsted, Chr. Platou, Fr. Brandt —, uanfægtet
indtil Jhering’s Opposition. Det var Gustav Hugo.
der havde indledet den historisk-empiriske
Retning inden for den tyske Retsvidenskab; han
gjorde Banen fri for »den hist. Skole«, men
Stiftelsen og Ledelsen af denne skyldes S. I sit
berømte Skrift »Vom Beruf unsrer Zeit für
Gesetzgebung und Rechtswissenschaft« (1814, 3.
Opl. 1840, nyt Optryk 1892), den hist. Skoles
Bibel, formelt en Protest mod A. F. J.
Thibaut’s Flyveskrift »Ueber die Nothwendigkeit
eines allgemeinen bürgerlichen Rechts für
Deutschland« (1814, 3. Udg. 1840), slog S.,
overlegent og energisk, til Lyd for de Hovedtanker,
der alt mere ell. mindre udprægede var
udtalte af Mænd som Montesquieu, Herder og
Hugo: Retten som et Produkt af Folkeslagenes
hist. Liv, Retten som undergivet Udviklingens
Lov og Folkebevidstheden, Folkeaanden — med
kendelig Undervurderen af Lovgivningen og de
enkelte fremragende Individer — som det egl.
retsskabende. En stor Skare Disciple flokkedes
om S., en Række fremragende Forskere
sluttede Kreds om ham, Jacob Grimm, G. F.
Puchta, A. F. Rudorff o. m. a.; de betydeligste
Lærestole i Tyskland besattes med Tilhængere af den
hist. Skole; ogsaa i det preussiske Vid.
Akademi var S.’s Indflydelse dominerende.
Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side,
navnlig fra Hegelianerrie, uanset Hegelianismens
Berøringspunkter med S.’s egen Lære, dels fra
Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den
saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller
C. F. Eichhorn og J. F. L. Göschen grundede
S. 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den
hist. Skoles Program gennemførte S. i sin
»Geschichte des Römischen Rechts im Mittelalter«
(I—VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2.
forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51),
et af den jur. Verdenslitteraturs monumentale
Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning
naar det storartede dogmatiske Værk, hvormed
Historikeren S. overraskede den videnskabelige
Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter
banebrydende og grundlæggende »System des
heutigen Römischen Rechts« (I—VIII,
1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser
1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht
als Theil des heutigen Römischen Rechts«
(I—II, 1851 og 1853). I »Vermischte Schriften«
(I—V, 1850) samledes Afh., Anmeldelser o. l., som
hele S.’s Forfatterskab i Modsætning til Hugo’s
skrevet i en Form og Stil, der berettiger til
at henregne S. til den tyske Litteraturs første
Prosaister. Studiet af S. er i øvrigt ikke
afsluttet endnu, og Nutidens Forskning har vel et
skarpere Blik for Ensidighederne og det
romantiske Drag i den hist. Skoles Læresætninger end
S.’s Samtid, men at S.’s Indsats i
Retsvidenskabens Historie har været mægtig og af
indgribende Bet., drages ikke i Tvivl af nogen. Ogsaa
til Norden strakte S.’s Indflydelse sig, af
danske Forfattere var saaledes P. G. Bang en
Discipel af S., og A. W. Scheel viser i væsentlige
Afsnit af sin Privatret synlig Paavirkning af S.
En glimrende Skildring af S.’s olympiske
Personlighed er givet af Orla Lehmann i
»Efterladte Skrifter« (I, Kbhvn 1872, S. 113—17), en
Skildring, der i alle Hovedtræk stemmer med
de talrige Skildringer, der foreligger fra tysk
Side; S.’s lidenskabsløse Ro, Værdighed og
Besindighed danner en interessant Modsætning til
Feuerbach’s Ildaand. Adskillige Lighedspunkter
frembyder S. med den aldrende Goethe. S. var
gift med en Søster til Clemens Brentano, og hans
Svigerinde Bettina’s »Goethe’s Briefwechsel mit
einem Kinde« opruller flere smaa Genrebilleder
af hans Liv. Efter S.’s Bortgang oprettede
S.-Stiftelsen i Berlin, der bl. a. udgiver det
toneangivende »Zeitschrift der S.-Stiftung für
Rechtsgeschichte«, nu delt i 3 Afdelinger, en
romanistisk, germanistisk og kanonistisk. (Litt.
Edouard Laboulaye, Essai sur la vie et
des doctrines de F. C. de S. [Paris 1842], Ch. G.
A. v. Scheuri, »Einige Worte über F. K. v.
S. am 31. Oktbr 1850« [Erlangen 1850]; R.
Jhering i »Jahrb. f. d. Dogmatik« V [1861], S.
354—77; Ad. Fr. Rudorff, »F. C. v. S.
Erinnerung an sein Wesen und Wirken« [Weimar
1862]; R. Stintzing, »F. C. v. S. Ein Beitrag
z. seiner Würdigung« [Berl. 1862]; L. Arendts
i »Kritische Vierteljahrsschrift für Gesetzgebung
und Rechtswissenschaft«, IV [1882]; M. A. von
Bethmann-Hollweg, »Erinnerung an F.
C. v. S. als Rechtslehrer. Staatsmann u. Christ«
[Weimar 1867]; Ludwig Enneccerus,
»F. C. v. S. und die Richtung der neueren
Rechtswissenschaft. Nebst eine Auswahl
 |
| F. C. v. Savigny. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
