Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Savona - Savonarola, Girolamo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og en Snes Kirker, bl. hvilke nævnes
Domkirken, der er opført 1604 og prydes af
Skulpturer og Malerier, og Santa Maria di Castello
fra 1489 samt, den et Stykke uden for Byen
liggende berømte Valfartskirke Nostra Signora
di Misericordia. Af andre Bygninger nævnes
Familien della Rovere’s Palads, Teatret samt
et stort Hospital. I S. findes Lyceum,
Gymnasium, tekn. Skole, Søfartsskole, Malerisamling
og offentligt Bibliotek. Beboerne driver
Skibsfart og Fiskeri og regnes bl. Italiens bedste
Sømænd. S. er i den senere Tid vokset stærkt
ved sin betydelige Fabriksvirksomhed, saaledes
et stort Staalværk, Maskinfabrik, Parfumer,
Sæbe (deraf Navnet savon). Porcelæn, Glas o.
a., og Havnen har en betydelig Skibsfrekvens.
Byen er Sæde for en Biskop samt et
Handelskammer og en Handelsret. S. hed i Oldtiden
Savo ell. Sabitia. 1525 ødelagdes Havnen af
Genua. 1745 bombarderedes Byen af
Englænderne. 1809 blev S. Hovedstad i det fr. Dept
Montenotte, og 1809—12 opholdt Pave Pius VII
sig i S. efter Napoleons Befaling. 23. Febr 1887
blev S. hjemsøgt af et heftigt Jordskælv.
(H. P. S.). C. A.
Savonarola [savona’råla], Girolamo,
Dominikanermunk og Bodsprædikant i Firenze,
f. 21. Septbr 1452 i Ferrara, d. 23. Maj 1498 i
Firenze. S. var af en adelig Slægt, der paa
fædrene Side
stammede fra
Padua, paa
mødrene fra
Mantua. Hans
Farfader, der
var navnkundig
som Læge og
Naturforsker,
indviede ham i
den hell.
Thomas’ Teologi,
men ventede, at
han skulde
kaste ny Glans
over Familien
som Læge.
Stødt tilbage af
Verdsligheden
og Letfærdigheden i de toneangivende
Kredse og grebet af en kraftig Bodsprædiken,
hvortil maaske kom en haabløs Forelskelse, gik
S. 23 Aar gl i Dominikanerklosteret i Bologna.
Efter grundige Studier af Skriften, hvoraf
Profeterne og Johannes Aabenbaring fængslede ham
mest, og af Thomas fra Akvino’s Skr optraadte
han som Prædikant, men uden Held, da hans
Tale var uden Ynde. Han arbejdede da videre,
og da han 1486 prædikede i Brescia, brød hans
Talegaver pludselig igennem, og fra nu af kunde
han ikke leve uden at prædike. 1490 kom S. til
Firenze som Lektor for Munkene i San Marco,
og dermed fik han en verdenshistorisk
Skueplads. S., den største Personlighed bl.
Bodsprædikanterne, og Lorenzo af Medici, den mest
glimrende bl. Humanisterne, blev Naboer, og
det maatte komme til et Sammenstød paa Liv
og Død mellem de to modsatte Livsanskuelser,
som de hver for sig var udprægede Typer for,
den religiøs-etiske og den æstetiske. For
Lorenzo var Religionen et Middel til at holde de
lavere Klasser i Tømme, og han holdt paa de
bestaaende Former for det religiøse Liv, for at
han i saa meget større Ro kunde hengive sig
til Dyrkelsen af den skønne Menneskelighed.
For S. var Religionen et Spørgsmaal paa Liv og
Død, og Kristi Efterfølgelse en Pligt for alle,
hvad enten man var Munk, Kunstner ell.
Politiker. 1491 blev S. Prior for S. Marco.
Klosterkirken kunde ikke rumme hans Tilhørere,
Klostergaarden heller ikke, saa talte han i
Domkirken, og til sidst talte han i
Raadsforsamlingen; han begyndte med at reformere Klosteret,
tog derefter fat paa Firenze, hvorfra han, da
han ansaa denne By for Italiens Hjerte, vilde
reformere Italien. Han talte i Profeternes
Ordelag mod Præsters og Lægfolks
Usædelighed og varslede en snar Dom, han opstillede
den apostolske Tid som den Tid, Kirken skulde
vende tilbage til, og han talte om den
Folkefrihed, som Medicæerne havde røvet, og som
Florentinerne skulde tage tilbage igen; men
først skulde der komme en Sværdtid med en
Konge fra Norden (Frankrig). Lorenzo døde
som en Discipel af S. 1492, den fr. Konge Karl
VIII kom 1494, og Lorenzo’s Søn Piero blev
forvist med hele sin Slægt. S.’s Profetier var
paa alle Maader blevne stadfæstede, og han blev
Byens selvskrevne Fører. 23. Decbr 1494
vedtoges den ny Forfatning efter S.’s Udkast, en
teokratisk Regeringsform, der hvilede paa
demokratiske Grundsætninger. Indtil 1497 var S.
Eneherre i Firenze, hans Ord var en Lov og
hans Liv en Lære, og den første Menigheds
Dage syntes at være vendte tilbage. I St f.
Lorenzo’s Sonetter hørte man paa Gaderne S.’s
Salmer til gl. Visemelodier; Utugtshusene og
Beværtningerne maatte lukkes, og Slagterne
kunde ikke længere betale deres Afgifter; Fra
Bartolomeo brændte sine nøgne Billeder,
Botticelli, Perugino og især Michelangelo grebes af
S.’s religiøs-etiske Prædiken. S. havde ikke
noget imod, at Kunstnerne fremstillede nøgne
Legemer, naar de ikke dermed spekulerede i
Slibrighed, og han satte som Kunstens Maal det
at fremstille Sjælen. Tiggermunkeordenerne fik
han til sine Fjender, fordi han vilde, at de
skulde virkeliggøre Fattigdomsidealet, selv
inden for Marcoklosteret havde han en Fjende i
den berømte Prædikant Francesco Mei, der
fandt et villigt Øre hos Pave Alexander VI, som,
da det ikke lykkedes at svække S. ved
Gunstbevisninger, banlyste ham 1497, men S. blev ved
at prædike og uddele Sakramentet. Imidlertid
kom der Pest og økonomisk Nedgang til
Firenze, Karl VIII udrettede ikke det, man havde
ventet, Paven lokkede, Medicæerne lokkede,
Tiggerordener og Præsteskabet forenedes mod
ham under Francesco Mei’s Førerskab. S.
optraadte under disse Forhold med en
Voldsomhed, der dækkede over en indre Usikkerhed.
En Gudsdom skulde afgøre, om S. havde Ret
ell. ej, og Folket var spændt til det yderste; da
den ikke blev til noget, blev Folket skuffet, og
S ’s Modstandere (compagnacci, Levemænd, ell.
arrabiati, de rasende) fik Ørenlyd, piagnoni
(Hængehovederne) maatte trække sig tilbage.
 |
| G. Savonarola. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
