Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schack-Rathlou, Joachim Otto - Schadow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Loven sikkert har dikteret S. hans mindre
loyale Holdning. Da Guldberg imidlertid efter
Bernstorff’s Fald (1780) mere og mere lod
Kabinettet træde i Statsraadets Sted som Magtens
Udøver, traadte S. i Forbindelse med
Kronprinsen og de Mænd, der sammen med ham
forberedte det hidtidige Statsraads, Guldberg’s
og Kabinettets Fjernelse. Han handlede
saaledes bag det øvrige Statsraads Ryg, men
bidrog ved sin Besindighed til, at
Regeringsskiftet 1784 fik et saa roligt Forløb, som det gjorde.
Som Medlem af det ny Statsraad fortsatte han
sin Gerning med sin kendte Flid, Indsigt og
Arbejdskraft; men da Landboreformerne kom
til Drøftelse i Statsraadet, mente han, at han
med sine Anskuelser om disse Forholds
Ordning ikke længere var paa sin Plads der, og
saa snart Stavnsbaandets Løsning var vedtaget,
nedlagde han trods alle Bernstorff’s
Modforestillinger 1. Juni 1788 sine Embeder (1785 var
han blevet Patron for Univ. og 1787 Præsident
i det danske Kancelli) og vendte tilbage til
Jylland, hvor han tilbragte Resten af sit Liv paa
sine Godser, beskæftiget bl. a. med Ordningen
af sine Papirer, der indeholder vigtige Bidrag
til Danmarks Historie i det Tidsrum, i hvilket
S. har spillet en betydningsfuld Rolle som
Statsmand. (Litt.: L. Koch, »Statsminister J. O.
S.-R.« [»Hist. Tidsskr.«, VI, 4, Kbhvn 1894]; A.
Friis, »A. P. Bernstorff og Ove Høegh
Guldberg« [Kbhvn 1899]; E. Holm,
»Danmark-Norges Historie under Christian VII« [Kbhvn
1902 ff.]).
(C. F.). C. A. T.
Schadow [’∫a.do.], tysk Kunstnerfamilie. 1)
Gottfried (Johann), Billedhugger, f. 1764
i Berlin, d. 27. Jan. 1850 smst. S. var Elev af
Tassaert, fortsatte sine Studier i Italien
(1785—87 under Trippel), blev 1788 berlinsk
Hofbilledhugger, var 1791—92 paa Studierejse, bl. a. til
Kbhvn og Sthlm (studerede Bronzeteknik), blev
1805 Rektor, 1816 Direktør for
Berlin-Akademiet, som han styrede kunststrengt og lidet
elastisk, men med ikke ringe Dygtighed til sin
Død. S. er en fremragende dygtig
Overgangsskikkelse, han bunder i Rokokoen, hvis Livsfylde
ogsaa pipler frem i naturfriske Iagttagelser i
hans Kunst (Portrætskulpturen, Arbejder for
Porcelænsmanufakturen; heriblandt den kønne
Gruppe af Prinsesserne Luise og Friederike
(1795, i naturlig Størrelse til Slottet i Berlin
1797, et Eksemplar i Hohenzollern-Mus.), men
han peger mod den liniestrenge antikke Kunst,
som han ivrig studerer, medens han dog bevidst
stiller et paa Naturstudier bygget
Fremstillingssæt op mod den antikiserende Kunstretning.
Hans første større Værk var Monumentet over
Fr. Vilhelm II’s niaarige uægte Søn v. d. Mark
(Dorothea-Kirken i Berlin, 1790), 1795
modelerede han Quadrigaen for Brandenburger Thor,
derefter Relieffer til Berlins Slot, den smukke
»hvilende Pige« (S.’s sidste Marmorarbejde,
Berlins Nationalgaleri) etc. I Portrætfaget viser
han sig ofte som en natursand Iagttager, til
Tider realistisk ogsaa i Figurernes Klædedragt
(Zieten, 1794, i Berlin), men ikke altid sikker i
Smagen (Blücher [1819] i Rostock). Til hans
kendte Portrætværker hører endvidere: Statuer
af Fyrsten af Anhalt-Dessau (1800, i Berlin;
denne ligesom Zieten’s ovenn. Marmorstatue er
senere paa Wilhelmsplatz erstattet med fri
Bronzeefterligninger ved Kiss, medens
Originalerne kom til Kaiser-Friedrich-Museet),
Frederik den Store, Stettin, den genremæssige
Frederik d. Store med to Mynder (Sanssouci, 1816) og
Luther i Wittenberg (1821), et af S.’s sidste
større Arbejder. Endvidere talrige udmærkede
Portrætbuster, fl. Raderinger, Litografier og
Mængder af Tegninger (se Dobbert,
»Handzeichn. V. G. S.« [1886]). Som Forf. har S. gjort
sig bekendt ved den dygtige Lærebog i
Menneskelegemets Maalforhold »Polyklet« (1834,
mange Opl.), endvidere
»Nationalphysiognomien« (1835) m. m. (Litt.: Friedländer,
»G. S. Briefe u. Aufsätze« [1864, senere Opl.];
Dobbert, »S.« [1887]). S. er rigt
repræsenteret i Nationalgal. i Berlin. 2) Friedrich
Wilhelm v. (adlet S. Godenhaus),
foregaaendes Søn, Maler, f. 1789 i Berlin, d. 19.
Marts 1862 i Düsseldorf, Elev af Faderen og
Schirmer. Samlivet fra 1810 med Overbeck,
Veit o. a. i Rom blev bestemmende for hans
Kunst; han trak sig vel ud af Nazarenernes
(s. d.) Kreds, men 1814 blev han Katolik, og den
religiøse Kunst blev ham stadig det kæreste; i
Rom malede han to Fresker til Casa Bartholdy
(Jakob, Josef; nu i Berlins Nationalgal.), ogsaa
kirkelige Billeder og Portrætter (Thorvaldsen,
Brødrene Schadow i Rudolf S.’s Atelier), senere
i Tyskland en Mængde kirkelige Billeder
(Kongernes Tilbedelse [Potsdam], det dygtige »De
kloge og de ukloge Jomfruer« [1842, Städel’ske
Institut i Frankfurt], »Christus paa Oliebjerget«,
»Christi Lig« [1836], Pietas og Vanitas etc.).
Uden dyb Originalitet, Eklektiker og
forstandsmæssig i sin Kunst fik han dog stor Indflydelse
paa tysk Kunstudvikling. Hans flittigt udviklede
og sikre Teknik havde 1819 skaffet ham
Professorværdigheden i Berlin. Her malede han bl. a.
med god og kraftig Kolorit Prosceniumstæppet
(Bakkanal) til det ny Teater, mange Portrætter
(i Portrætfaget yder S. ofte sit bedste), den
skønne Skikkelse »Poesien« o. s. fr. 1826
flyttede han som Akademidirektør med en Del af
sine bedste Elever (Hübner, Lessing etc.) til
Düsseldorf og blev her den saakaldte
Düsseldorf-Skoles Grundlægger. Han
reorganiserede Undervisningen, frisindet over for de
forsk. Retninger, bragte atter Olien (som hans
Formand Cornelius [s. d.] havde fordømt) til
Ære og Værdighed, viste Vej mod en malerisk
»Realisme«, der var tom og uægte nok, men dog
for sin Tid en Nydannelse, og med Spillerum
for Individualiteten samlede han om sig et
dygtigt, men rigtignok hurtig stagnerende
Kunstnerkuld. Selv malede S., foruden tidligere nævnte
Arbejder, bl. a. »Mignon«, »Den himmelske og
jordiske Kærlighed« (1840, under et Ophold i
Italien). I sine senere Aar var S. næsten blind.
Kunstlivet ilede ham forbi, og han mistede
Holdet paa sine Elever. 1859 tog han sin Afsked
fra Akademiet. Han har skrevet Ȇber d.
Einflusz d. Christentums auf d. bild. Kunst« (1843)
og »Der moderne Vasari« (1854). I
Thorvaldsen’s Mus. ses »Christi Gang til Golgatha«.
(Litt.: Hübner, »F. W. S.« [Bonn 1869]).
3) En Broder til sidstnævnte, Rudolf S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
