Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schandau - Schandorph, Sophus Christian Frederik - Schantz, Johan Filip von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Savskæreri, Skibsbyggeri, Sandstensbrud. S. har et
betydeligt Fremmedbesøg og danner
Udgangspunkt for Ture i det sachsiske Schweiz. S. er
grundlagt af Sorberne og nævnes første Gang
1346.
(Joh. F.). O. K.
Schandorph [’sjandårf], Sophus
Christian Frederik, dansk Forf., f. 8. Maj
1836 i Ringsted, hvor Faderen forestod
Postvæsenet, d. 1. Jan. 1901 i Kbhvn. Han kom paa
Sorø Akademi, blev Student (1855), cand. theol.
(1862), ombyttede af religiøse Betænkeligheder
den gejstlige Bane med Lærergerningen,
studerede romanske Sprog og blev Dr. phil. (1874)
paa en Bog om Gozzi og Goldoni, og samtidig
skrev han fra ung af jævnt følelsesfulde og
romantiske Poesier, der udkom, i 4 Samlinger
(1862, 1868, 1875 Digtsamlinger samt 1867
anonymt de dram. Scener: »Ude i Skoven«), som
hverken vakte ell. fortjente nogen Opsigt. Men
imedens gærede det langsomt i ham til et
baade alm. aandeligt og særlig kunstnerisk
Nybrud. Hele den midtsjællandske Landbo- og
Købstadsbund
holdt sig frisk
i ham, og i den
K. Arentzen’ske
Kreds oplodes
hans Øjne til
bevidst Kritik
mod den
herskende
Københavnerkultur,
Studenterforeningens
Aandshovmod, al
Slags æstetisk
og
nationalliberal Romantik,
som S.’s
akademiske Jeg var
begyndt med
ærligt at hylde. Ogsaa hans Studier af romansk
Litteratur har virket frigørende paa hans Syn.
Og da den Brandes’ske Bevægelse saa tog Fart
midt i 1870’erne, blev S. snart revet ind i den;
det ny Løsen om Virkelighed i Livssyn og
Kunst gav hans Væsen Mod til at udfolde sig
saa naturligt og frit, som det aldrig før havde
vovet sig til. Fra Versformen gik han over til
Prosaen, fra den tillærte Romantik tilbage til
sine Ringsted-Bønder ell. til de Sider af
Københavnerlivet, som han, lige siden han kom
fra Provinsen, havde moret sig med at
iagttage uden at tænke paa at gøre Kunst deraf;
og han blev fra nu af i Litteraturen en af de
»gesinnungstüchtigste« Realister og Demokrater
— i evig Kamp med Fantasteri og Lyrik, mod
Etatsraader og Præster, mod Nationalliberale og
Studenterhovmod, altid med Forkærlighed
skildrende Livets »realistiske« og »demokratiske«
Sider, forherligende det massivt jordiske og det
kraftig menneskelige i dets usminkede
Naturlighed, og med kærligt Humor levende sig selv
og Læserne ind i Smaafolks og Menigmands
Liv. En meget frodig Produktion af
Smaafortællinger, store Romaner, ogsaa enkelte
Skuespil, fylder de sidste 25 Aar af S.’s Liv. Hans
bedste Noveller skildrer, hvordan Stine bliver
Gaardmandskone, ell. hvordan et Par Sjovere
holder en behagelig Juleaften, skildrer
Hesteprangere fra Trommesalen, Skænkestuen i »Tre
Hjorter«, en Røgterkarls Kærestesorger eller
en Vaskerkones Livsfilosofi (Samlinger bl. a.:
»Fra Provinsen« [1876], »Fem Fortællinger«
[1879], »Fra Udlandet og fra Hjemmet« [1890],
»Paa Rejse« [1891]). Nogle af hans bedste
Romaner fortæller om en Tjenestepiges Liv i en
kbhvn’sk Smaaborgerverden (»Smaafolk« [1880]),
om to »Skovfogedbørn«’s Oplevelser (1884), ell.
de skildrer satirisk kbhvn’ske Dannelseskredse
fra 1860’erne og 1870’erne med Datidens
holdningsløse Æstetikertype som Centrum (»Uden
Midtpunkt« [1878], »Unge Dage«, Fortælling paa
Vers [1879]), Brydningen i en
Latinskolskøbstad mellem det gamle og det ny (»Et Aar i
Embede« [1883]) ell. en Opdragelseshistorie til
Ramme for et Tidsbillede (»T. Friis’ Historie«
[1881]). Nogle Gange henlagde S. sine
Fortællinger til sine elskede romanske Lande, til
Ludvig XIV’s Hof (»Den store Mademoiselle« i
»Fra Isle de France og fra Sorø Amt« [1888])
ell. til ital. Rokokotid (»Poet og Junker« [1892]).
Uden Tvivl skrev S. for meget og for hurtigt;
han kunde ikke ave sin Natur og havde ingen
sikker Kunstsans; hans Sprog er ofte ikke
smukt, og hans Komposition er hyppig jasket.
Nogen fin ell. dyb Menneskeforstand besad han
heller ikke, og med al sin »Realisme« havde
han ingen ægte Virkelighedsrespekt; hans gode
Hjerte, hans lystige Humør, hans romanagtige
Fantasi fortegner og omfarver uafladelig
Virkelighedens Træk under hans Pen. S. er da ogsaa
for Eftertiden sunket stærkt ned fra sin engang
forholdsvis store Position mellem
»Gennembrudsmændene«, men hans livlige, anskuelige
Fantasi stiller i alt Fald let en Situation paa
Benene, sætter let Gang i Handlingen; hans
varme, brede Medfølelse og friske ærlige Humør
er lige smittende; og magter han ikke dybere
ell. mere sammensatte Sjælstilstande, er der
meget i naive, lyrisk aabenmundede, blødt
bølgende Naturer, som han med Slægtskabets
Instinkt ypperlig forstaar at leve sig ind i. Blandt
hans Digte (Samlinger 1882 og 1886) er ikke faa
lige saa smukt følte som smukt formede, især
de, hvori hans trofaste Venskab og højsindede
Beundringstrang giver sig Udtryk.
V. V.
 |
| S. C. F. Schandorph. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
