Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scheffer, Ary og Henri - Schefferit - Scheffler, Johann - Scheffler, Karl - Scheflo, Olav Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smertefuldt bævende, der for ham er det
vigtigste. Og det er dette, der i sin Tid skaffede
ham det store Ry. Paa en Maade bringer han
germansk Følelse ind i fr. Kunst; Goethe’s
»Faust« inspirerede ham til en hel Række
Værker (karakteristisk nok, er hans Følelseskilder
mere Digterværker end selve Livet; Billederne
fra den gr. Frihedskrig [»de suliatiske
Kvinder«, 1827, m. fl.] danner en Undtagelse), og i
disse Digterillustrationer er der megen Følelse,
megen Sjælsrenhed, men ogsaa meget bristende
og megen Sentimentalitet, som imidlertid betog
Franskmændene (Renan kalder S. homme de
cœur et de génie). Efter med en vis rørende
Sandhed at have malet taarefyldte smaa
Genrestykker (»Soldatens Enke«, »Forældreløs« etc.)
stillede han sig afgjort i Romantikernes Række
med »Gaston de Foix« (1826, Mus. i Versailles).
Her var — lidt uægte forceret — Forsøg i det
fr. romantiske Maleris kraftige Stil. I sine flg.
Værker vedbliver han at være den fantasifulde
Romantiker, men paa de stille Stier: Han
maler »Leonore« (efter Bürger) 1831 (under stort
Bifald), »Faust i sit Studerekammer« og
»Margrete ved Rokken«, »Giaur« (efter Byron), »Grev
Eberhard« (efter Schiller, Louvre), »Margrete
i Kirken« o. s. v. Et vægtigt Arbejde er
»Francesca d. Rimini og Paolo« (1834, efter Dante).
Fra den Tid træder det religiøse Maleri i
Forgrunden, særlig kredsende om
Kristus-Skikkelsen. Socialt interesseret som S. var (ivrigt med
i den orleanistiske Frihedsbevægelse), søger han
at gøre Kristus almenmenneskelig, alle
Synderes og Lidendes Ven, men i sin Stræben efter
Aandighed strander han her som saa ofte paa
det Overjordiskes Uigengivelighed. Til hans
kendteste religiøse Arbejder hører »Kristus
Consolator« (1837) og »Augustin og Moderen
Monika« (1846). Af S.’s Arbejder skal i øvrigt
fremhæves: »Mignon« i fl. Fremstilinger,
»Margrete ved Brønden« (1858), »Jakob og Rachel«,
»Mater dolorosa«, de tre Marier, to hist.
Malerier (»Slaget ved Zülpich« og »Wittekind«) i
Mus. i Versailles. Ogsaa en Del Portrætter. C.
20 Blade paa Sten og Kobber. Værker af S. ses
i talrige fr. Museer og Kirker; endvidere i
Londons Nat. Portr. Gall., Fodor-Mus. i
Amsterdam etc. I Dordrecht er rejst en Statue af
S. (1862, J. Mezzara); i samme Bys Mus. en Del
Tegninger og Malerier af S. (Litt.: Biogr. ved
Canonge [1858], Etex [1859],
Lenormant [1859], (Hofstede de Groot [1870],
Mrs. Grote, A memoir of the life of A. S.
[2. Opl., 1860]). - 2) Henri (1798—1862),
foreg.’s Broder, ligeledes Maler og Elev af
Guérin, sluttede sig i sin Kunst nær til
Broderen. Værker: »Charlotte Corday«, »Jeanne
d’Arc«, »Mme Roland« (1845), »Slag ved Kassel«
(1837, Mus. i Versailles) etc.
A. Hk.
Schefferit [∫æfə’rit], se
Pyroxengruppen.
Scheffler [’∫æflər], Johann, Pseudonym
Angelus Silesius, tysk religiøs Digter,
f. i Breslau Decbr 1624, d. smst. 9. Juli 1677.
Han studerede Medicin i Strassbourg og
Leyden, promoverede i Padua, hvor han opholdt
sig 1647—48, blev Livlæge hos Hertugen af
Württemberg—Oels, bosatte sig derpaa i sin
Fødeby, hvor han under Paavirkning af Jacob
Böhme’s Forkyndelse gik over til Katolicismen
og blev kejserlig Hofmedikus. 1661
Franciskanermunk, 1664 Raadsherre og Hofmarskalk
hos Fyrstebiskoppen af Breslau. Med den
Fanatisme, der i Reglen griber Overløberen,
bekæmpede S. nu den evangeliske Kirke og
angreb Reformatorerne. Som Digter er han
følelsesfuld med mange symbolske Udtryk, mystisk
i sit religiøse Sværmeri, men blev ikke
upaavirket af Tidens sødladne Hyrdepoesi, der ofte
mærkes i hans religiøse Lyrik. Bl. hans
kirkelige Sange, der endnu synges, kan nævnes:
»Ich Will dich lieben meine Stärke« og »Mir
nach, spricht Christus, unser Held«. Af en
inderlig Tone er hans »Geistreiche Sinn- und
Schluszreime« (5 Bd, 1657, udg. af Ellinger
1885, af Bölsche 1905). »Die heilige
Seelenlust, oder geistliche Hirtenlieder der in ihren
Jesum verliebten Psyche« (4 Bd, 1657, udg. af
Ellinger 1901), »Sämtliche poetische
Werke«, udg. ved D. A. Rosenthal (2 Bd,
1862). (Litt.: P. Wittmann, »A. S. als
Konvertit, mystischer Dichter und Polemiker«
[1842]; A. Kahlert, »A. S.« [1853]; C.
Seltmann, »A. S. und s. Mystik« [1896]; O. E.
Hartleben, »A. S.« [1896, 2. Opl. 1904]).
C. B-s.
Scheffler [’∫æflər], Karl, tysk
Kunstkritiker, f. 1860 i Hamburg, har gennem en Del
Monografier (Ludw. v. Hoffmann, Menzel [1916],
Meunier, Liebermann [1906, 2. Opl. 1912], H. v.
de Velde [1913]), en Fører gennem Berlins
Nationalgal. m. v., men især som Redaktør (fra
1906) af det førende Kunsttidsskrift »Kunst und
Künstler« øvet megen Indflydelse i stærkt
fremskreden Retning paa moderne tysk Kunstsyn.
A. Hk.
Scheflo [∫æf-], Olav Andreas, no. Politiker,
f. paa Steinkjær 9. Septbr 1883, fór tilsøs
1900—02, var Medarbejder i det socialistiske Blad
»Ny Tid« i Trondhjem 1906—10, i
»Social-Demokraten« i Oslo 1910—14 og Redaktør af
»Arbeidet« i Bergen 1914—18, da han, ved den radikale
Retnings Sejr inden for Det norske
Arbejderparti, blev Redaktør af »Social-Demokraten«,
som han redigerede i nær Tilknytning til den
tredie Internationale’s Politik. 1921 afløstes han
som Redaktør af Martin Tranmæl og valgtes s.
A. til Stortingsmand fra Oslo. I den flg.
Stortingsperiode fungerede han med stor Dygtighed
som Det norske Arbejderpartis (og efter dettes
Sprængning 1923 som Norges kommunistiske
Partis) parlamentariske Leder; kendt er hans
Slagord fra Trontaledebatten 1922 om
Kommunisterne som det norske Venstres »ægtefødte
Børn«. 1924 var han Ordfører ved
Behandlingen af Forslaget om Forandring af
Hovedstadens Navn. Ved Arbejderpartiets Sprængning
1923 blev S. Redaktør af det nye kommunistiske
Partis Hovedorgan »Norges Kommunistblad«.
Efter Partiets Nederlag ved Stortingsvalget 1924
— hvor S. selv faldt igennem i Oslo — skred S.
i sit Blad til et Opgør med en enkelt Fraktion
bl. sine Partifæller, en Optræden som vakte
Mishag bl. Moskva’s nærmeste Allierede i
Partiet, og som medførte, at S. for en Tid blev
fjernet fra Redaktørstillingen. Misnøjen uddybedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
