Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scheflo, Olav Andreas - Scheibe, Johann Adolph - Scheidegg - Scheidemann, Philipp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
yderligere, da S. under et Fængselsophold, som
han havde paadraget sig ved sin Agitation, 1925
skrev Bogen »Den røde tråd i Norges historie«,
der blev stemplet som umarxistisk. Ved
Partiets Landsmøde 1925 genvalgtes han dog som
Redaktør af Hovedorganet.
Wt. K.
Scheibe [’∫a^ibə], Johann Adolph, tysk
Musiker og Musikforfs f. i Leipzig 1708, d. i
Kbhvn 22. Apr. 1776. Han studerede opr. Jura
i Leipzig, men maatte af økonomiske Grunde
opgive Studeringerne og slog sig paa Musikken.
1729 deltog han i en Konkurrence om
Organistpladsen ved Thomas-Kirken, hvor bl. a. Seb.
Bach var Meddommer, men fik ikke Pladsen,
begav sig derefter paa Rejse, stærkt optagen af
musiklitterære Studier, hvortil han havde faaet
Impulsen fra Gottsched’s Æstetik, udgav
1737—40 »Der kritische Musikus«, der vakte megen
Opmærksomhed ved dens skarpe Polemik mod
den ital. Opera og dens Udfald mod Bach.
Samtidig optraadte han som frugtbar Komponist,
blev 1739 Kapelmester hos Statholderen i
Holsten, Markgreven af Brandenburg-Kulmbach,
blev herfra 1740 kaldet til Kbhvn, hvor han
efter at have komponeret forsk. Kantater, bl. a.
til Indvielsen af Slotskirken, udnævntes til kgl.
Kapelmester. Ved Christian VI’s pietistiske Hof
fik han rig Lejlighed til at virke i
Kirkemusikkens Tjeneste, komponerede en Række
Oratorier, Passioner og Kantater, ogsaa for det ny
oprettede »Musikalske Societet«, fremdeles en
Klagesange ved Christian VI’s Død. S. havde i
Virkeligheden rig Anledning til her at istemme
Klagesang, thi ved det ny Regimente ved
Frederik V’s Tronbestigelse tabte han ganske sin
Indflydelse, maatte se paa, at den ital. Opera
blev indkaldt paa ny til Kbhvn, mistede sin
Stilling som Kapelmester 1748, efterfulgt af en
Italiener, Scalabrini. I sin litterære Opposition
mod Italienerne, der nu paafulgte, blev S.
støttet bl. a. af sin Ven Holberg. I Fortalen til sit,
for Resten uopførte; Syngespil »Thusnelde«
(1749) hævder han Sprogets og den poetiske
Sandheds Ret ganske paa samme Maade som
Gluck 20 Aar senere i Forhalen til »Alceste«, og
der er det interessante Sammentræf af
Begivenheder, at Gluck just henad denne Tid, i Sæsonen
1748—49, opholdt sig i Kbhvn som Kapelmester
ved den ital. Opera. 1749 gik S. i frivilligt
fleraarigt Eksil til Sønderborg, hvor han virkede
baade musikalsk og litterært, bl. a. ved en tysk
Oversættelse af »Peder Paars« (1750). S. vendte
omsider tilbage til Kbhvn, optraadte 1761 med
et nyt stort Oratorium »Der wundervolle Tod
des Welterlösers« og senere med forsk.
Kantater og Passioner. Han blev valgt til at
komponere Sørgemusikken ved Frederik V’s Død til
Tekst af Johs. Ewald. Tallet paa S.’s
Kompositioner løber højt op (200 kirkelige Værker, 150
Fløjtekoncerter, 70 Værker for Kammermusik
etc.), men kun en ringe Del heraf blev trykt.
Sin egl. Bet. har han ved sin reformatoriske
Virksomhed som Forf. Han er vel en af de
første, der har fremsat Maximen om den
flerstemmige Musiks nære Forbindelse med Nordens
Folk, fremdeles om Nødvendigheden af en
indre Stilforbindelse mellem Ouverturen og den
paafølgende Opera. Af en planlagt stor
Kompositionslære naaede han kun at fuldføre 1 Bd.
(1773).
A. H.
Scheidegg [’∫a^idæk], Scheideck, Navn
paa fl. Højdepunkter og Pas i Midtalperne og
særlig i Schweiz, af hvilke fremhæves
Rigi-S., Store og Lille S. i Schweiz samt Reschen-S.
i Tyrol. Ordet S. betegner egl. det højeste
Punkt af et Pas ell. »Sadel« paa tværs af en
Bjergkæde. Store S. ell. Hasli-S. og Lille
S. ell. Wengern-S. ligger begge i Kanton
Bern i det saakaldte Berneroberland.
Førstnævnte, hvis Pashøjde er 1961 m, ligger mellem
Wetterhorn og Schwarzhorn og fortsættes
mellem Eigers og Lauberhorn i Lille S. (2064 m),
der skraaner temmelig brat ned mod
Lauterbrunnen. Over Lille S. aabnedes 1893 den 19
km lange Wengernalp Bane. — Reschen-S.
(Pashøjde 1495 m) i Tyrol ligger tæt ved den
schweiziske Grænse mellem Spöl- og
Ötzthaler-Alperne og danner Vandskellet mellem Inn og
Adige.
(H. P. S.). O. K.
Scheidemann [’∫a^idəman], Philipp, tysk
socialdemokratisk Politiker, f. 26. Juli 1865 i
Kassel som Søn af en Haandværksmester. Han
blev oplært som Typograf, tilhørte fra sit 18.
Aar det socialdemokratiske Parti og sit Fags
Sammenslutning, overtog 30 Aar gl
Redaktionen af et socialdemokratisk Ugeblad i Giessen,
blev 1900 Dagbladsredaktør i Nürnberg, 1902 i
Oftenbach, 1905 i Kassel. 1903 valgtes han til
den tyske Rigsdag i den udprægede
Industrikreds Solingen. Han blev en af Arvtagerne efter
Bebel, var under Verdenskrigen den egl. Fører
for Flertallet inden for det socialdemokratiske
Parti i Tyskland. Under hans Ledelse stemte
Partiet for Krigsbevillingerne, men hævdede
samtidig over for de tyske Imperialister Kravet
om en Forstaaelsesfred med Fjenden. Allerede i
Krigens første Maaneder opstod Slagordet
»S.-Fred«. Sammen med Erzberger var han
Hovedmanden for Rigsdagens »Fredsresolution« af
19. Juli 1917, hvori der krævedes »Fred uden
Anneksioner og Skadeserstatninger«. De
socialdemokratiske Politikeres Indflydelse steg meget
under Krigen, og særlig S. blev ofte kaldt til
Forhandlinger med Regeringen. I Juni 1918
valgtes han som den første Socialdemokrat paa
denne Post til Rigsdagens Vicepræsident, og 3.
Oktbr s. A. optoges han som Minister uden
Portefeuille i Prins Max al Badens Kabinet.
Hurtig blev nu det truende Sammenbrud for
Tyskland til Virkelighed, og S. gjorde sig over
for Kansleren til energisk Talsmand for
Kejserens Abdikation. Ved Revolutionens Udbrud
9. Novbr nedlagde han sin Ministerpost; s. D.
proklamerede han som Taler i en
Folkemængde uden for Rigsdagsbygningen den tyske
Republik. 10. Novbr overtog han, Ebert. Haase
og tre andre Regeringens Førelse som
»Folkekommissærer«. Den ny Regering optraadte med
Fasthed over for kommunistiske Vælgere, og
S. og hans »flertalssocialistiske« Meningsfæller
frigjorde sig snart fra det ved Revolutionen
paatvungne Fællesskab med
»Mindretalssocialisterne«. 6. Febr 1919 valgtes S. af
Nationalforsamlingen til Præsident for det første
republikanske Rigsministerium. Han trak sig tilbage
20. Juli 1919, da han ikke mente som Ⱦrlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
