Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schimmelmann - Schimmelmann, Heinrich Carl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nedstammer fra Købmandssønnen fra Demmin
i Pommern, den senere saa navnkundige
Statsmand og Handelsmand, Grev Heinrich
Carl S. (s. d.), der 1762 købte det 31. Jan.
1681 oprettede Baroni Lindenborg (s. d.),
idet han ved Patent af 16. Apr. 1762 optoges i
dansk friherrelig Stand og ved Patent af 28.
Apr. 1779 i Grevestanden, hvorefter Baroniet 18.
Juni 1781 erigeredes til Grevskab. Han var
Fader til Statsminister, Grev Heinrich Ernst
S. (s. d.), hvis anden Hustru, »de danske
Skjaldes Moder«, som Schack Staffeldt kaldte hende,
Magdalene Charlotte Hedevig, født
Schubart (1757—1816), der var i Besiddelse
af fremragende Evner og udprægede Interesser
i æstetisk, filosofisk og politisk Retning, nøje er
knyttet til Baggesen’s, Oehlenschläger’s,
Schiller’s og Niebuhr’s Livshistorie. Ægteskabet var
barnløst. Fra Grev H. C. S.’s yngre Søn
stammer det danske Grevskabs flg. Besiddere, der,
nøje knyttede til Tyskland, ikke har spillet
nogen Rolle her i Landet. En Brodersøn,
Heinrich Ludvig Ernst S. (1743—93), blev
Generalguvernør paa de dansk-vestindiske Øer,
hvor han udmærkede sig ved human Optræden
over for den farvede Befolkning. Han optoges
29. Jan. 1780 i den danske Adel. Hans
Efterkommere lever i Tyskland.
P. B. G.
Schimmelmann [’sjeməlman’], Heinrich
Carl, Greve, dansk Statsmand, f. 13. Juli 1724,
d. 15. Febr 1782, var Søn af en Købmand i den
pommerske By Demmin, hvorfra han som
Handelslærling kom
til Stettin; her
udviklede hans
eminente
Handelstalent sig
saa hurtig, at
han allerede
ved 20 Aars
Alderen var fuldt
optaget af
forskelligartede
kommercielle
Foretagender,
der gav et
ganske godt
Udbytte, særlig
Leverancer til
den
preussiske Hær
unden 2.
Schlesiske Krig. Efter et eventyrligt Købmandsliv
med skiftende Vinding og Tab overtog han
Forpagtningen af den sachsiske Generalaccise
(1753); men det var dog først Leverancer til
den preuss. Hær ved Syvaarskrigens Beg. (1756)
og Købet af Porcelænsfabrikken i Meissen (som
han solgte igen med stor Fordel), der gjorde
ham til en rig Mand. 1759 bosatte han sig i
Hamburg, og her modtog han af J. H. E.
Bernstorff, der var blevet opmærksom paa S. ved
det Ry, der gik af hans kommercielle
Dygtighed, Opfordring til at træde i dansk Tjeneste,
idet Ministeren indsaa, hvilken uvurderlig
Nytte den dansk-norske Stat kunde have af hans
sjældne Evner paa et Tidspunkt, da Udgifterne
til det store Grænseværn i Holsten og endnu
mere Rustningerne for at kunne møde det
truende Angreb af den russ. Kejser Peter III med
fuld Kraft havde bragt Finanserne i en yderst
mislig Tilstand, medens hverken Staten eller
Banken i Kbhvn havde Kredit nok til at skaffe
Laan til Veje. S. gik ind paa Bernstorff’s
Forslag og kom efter først at have været
adjungeret den danske Resident i Hamburg (1761)
som Generalkommerceintendant til Kbhvn, hvor
han købte det Berckentin’ske Palæ (nu
tilhørende Odd-Fellow-Ordenen); herved og ved
Erhvervelsen af Baroniet Lindenborg i Jylland
(allerede tidligere var han blevet Ejer af Godset
Ahrensburg i Holsten) viste han, at det var
hans Agt at knytte sin fremtidige Virksomhed
til Danmark, hvad der fik officiel Stadfæstelse
ved hans Optagelse i den danske Adelsstand
med Barontitel og Udnævnelse til Ridder
(Storkors) af Dannebrog. 1762 blev han Medlem af
den nyoprettede Overskattedirektion, fik 1768
Titel af Skatmester og blev 1769 Chef for
Skatkamret ɔ: Statens Reservefond. Det lykkedes
S. ved den store personlige Kredit, han nød,
i Tidsrummet 1761—65 at rejse en Række Laan
paa forholdsvis gunstige Vilkaar, hvorved
Statskassen blev sat i Stand til at opfylde sine
Forpligtelser, og Banken kom ud af den yderst
farefulde Stilling, dens Masseudstedelse af
Pengesedler havde bragt den i. Dernæst forøgede
han Statens Indtægter ved Salg af dens
Jordegods og ved at paalægge den saakaldte
Ekstraskat (1762), en Personskat (»Kopskat«), paa 8
Skilling mdl., der kom til at hvile paa enhver
Person over 12 Aar uden Hensyn til Stilling
eller Indtægt. Som Deputeret i
Kommercekollegiet (fra 1767) og i
Generallandsvæsenskollegiet (fra 1768) var han den
ledende Aand i alt, hvad der blev foretaget
til Fremme af Befolkningens materielle Vel.
Hans store Idérigdom og utrættelige
Foretagsomhed kom især Handelen til gode. Struensee
nærede (ligesom Christian VII) stor Respekt
for ham og søgte derfor at vinde ham ved at
gøre ham til Medlem af den saakaldte
Geheimekonferens (Decbr 1770); S., der nødig vilde
opgive sin indflydelsesrige Stilling og de deraf
flydende Fordele, syntes ogsaa til Forbavselse
for sin gamle Omgangskreds villig til at stille
sig til Disposition for den ny Magthaver, men
det viste sig dog snart, at han ikke vilde føje
sig efter Struensee’s Villie, som denne ønskede
det, og efter at Overskattedirektionen og
Skatkamret var blevne ophævede (1771), trak han
sig efterhånden tilbage fra ham, uden dog at
lade det komme til et Brud, og nærmede sig
atter Oppositionspartiet. Efter Struensee’s Fald
blev han da ogsaa genindsat i de vigtigste af
sine tidligere Stillinger, blev Elefantridder
(1774) og Lensgreve (1779) og fik i den
paafølgende Guldberg’ske Periode større Indflydelse
end nogen Sinde før, støttet som han blev især
af Guldberg i Gennemførelsen af den vidtdrevne
Statsstøtte til ell. Statsovertagelse af Handels-
og Industriforetagender, der er ejendommelig
for Tidsrummets økonomiske Politik. Af
Regeringens Finansoperationer i hin Tid er dog
ingen blevet saa kendt og saa omdebatteret som
Statens Overtagelse af Banken (1773), der blev
 |
| H. C. Schimmelmann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
