Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schimmelmann, Heinrich Carl - Schimmelmann, Heinrich Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
underlagt Overskattedirektionen og derved kom
under S.’s Ledelse; for denne Foranstaltning,
der er blevet stærkt angrebet, maa S., skønt
han, da det kom til Stykket, havde store
Betænkeligheder mod dens Gennemførelse, bære
Hovedansvaret. Det var i øvrigt ikke blot paa
det finansielle og kommercielle Omraade, S.’s
Ord havde den største Vægt, hans Indflydelse
mærkes alle Vegne, idet ban, som Bernstorff
siger, var Sjælen i alt, hvad der skete i Statens
indre Sager. Den imponerende Stilling, han
saaledes indtog som dansk Statsmand, særlig i
sin sidste Tid, havde han tilkæmpet sig ved
sine fremragende Egenskaber: Evnen til altid
at finde Udveje, naar den finansielle Nød var
størst, Forretningsmandens sikre Bedømmelse
af den foreliggende Situation og den Energi og
Haardhed, hvormed han vidste at gennemføre
sine Planer. Men ud over sin snævre
Omgangskreds, der i Betragtning af hans store
Egenskaber bar over med hans Fejl, var han alt
andet end afholdt. Allerede Ekstraskatten og
den Ubarmhjertighed, hvormed han
gennemførte den, vakte stærk Uvillie; den Maade,
hvorpaa han til egen Fordel udnyttede sin
Dobbeltstiling som privat Købmand og Statens
betroede Finansmand, bl. a. ved Køb af forsk.
Statsvirksomheder, satte forstaaeligt nok meget
ondt Blod, selv om han intet Steds kan gribes
i noget utilladeligt. Endelig stødte han mange
fra sig ved sin Mangel paa Kultur og Smag og
ved ganske at savne aandelige Interesser. Hans
Helbred led efterhaanden ved den anstrengende
Virksomhed, men trods sin tiltagende
Sygelighed vilde ban ikke give Slip paa Arbejdet,
idet han lige til sin Død holdtes oppe af sin
stærke Pligtfølelse. (Litt.: Høst, »Heinrich
Carl, Greve af S.« [»Clio«, Bd I, Kbhvn 1813];
J. Schovelin, »Fra den danske Handels
Empire«, I [Kbhvn 1899]; Koch, »Kabinettet
i Struensees Tid« [»Hist. Tidsskr.«, VII, 3,
Kbhvn 1902]; E. Holm, »Danmark-Norges
Historie«, III—V [Kbhvn 1898—1906]; Bobé,
»Efterladte Papirer fra den Reventlow’ske
Familiekreds«, V [Kbhvn 1902]; E. Nystrøm,
»H. C. S.« [»Tilskueren«, 1914, II, Kbhvn]).
(C. F.). C. A. T.
Schimmelmann [’sjeməlman’], Heinrich
Ernst, Greve, dansk Finans- og Statsminister,
ældste Søn af foreg., f. 4. Decbr 1747, d. 9.
Febr 1831, kom fra sin Fødeby Dresden 1759
til Hamburg og derfra til Danmark, hvor hans
ypperlige Evner uddannedes ved en
omhyggelig Undervisning, der afsluttedes med en
Udenlandsrejse (1767). Efter sin Hjemkomst fortsatte
han sine Studier, som han helst vilde ofre sig
helt for; men da Faderen vilde have ham ind
paa Embedsbanen, føjede han sig efter hans
Ønske og blev da 1773 Medlem af
Overskattedirektionen og Deputeret i Kommercekollegiet,
1776 1. Deputeret i samme Kollegium og
Deputeret i Finanskollegiet, i hvilke Stilinger han
til Dels kom til at arbejde under Faderens
Ledelse, hvad der var en udmærket Skole for
ham som Embedsmand, og han blev da ogsaa
alle sine Dage et Mønster paa Pligttroskab og
utrættelig Iver i Tjenesten. Heri lignede han
sin Fader, men i Modsætning til dennes kolde
Forstandighed, nøgterne Forretningssans og
haarde Villie stod som de fremtrædende
Egenskaber hos Sønnen et Følelsesliv, der gjorde
ham til en sand Menneskeven, og en Fantasi,
der vel
nærmest henviste
ham til at leve
Livet som
Skønaand,
men førte med
sig en betydelig
Kombinationsevne, der
tilstrækkelig
tøjlet ogsaa
kunde gøre sin
Nytte i
Finansstyrelsen; men
sangvinsk, som
han var, lod
han sig som
Statsmand lede
af en
Optimisme, der
nemmede hans
Handlekraft og medvirkede til den Mangel paa
Fremsyn, der ofte prægede hans Planer; den
hjertensgode og elskværdige Mand med det
uanselige Ydre og det forlegne Væsen (han var
tillige meget distrait, navnlig i sine senere Aar,
hvorom der fortælles mange kuriøse Historier)
forstod ikke at gøre sin Personlighed gældende
i samme Grad som Faderen. S. A., som denne
døde (1782), blev S. Kommerceminister og
Medlem af Skatkammer- og Overbankdirektionen,
hvilke sidste Embeder han dog allerede næste
Aar fjernedes fra som Følge af
Uoverensstemmelse med Guldberg. Han medvirkede derefter
til Regeringsskiftet 1784, opnaaede atter sine
forrige Stillinger og blev tillige 1. Deputeret i
Finanskollegiet med Titel af Finansminister.
Det flg. Aar fremlagde han en udførlig,
tilsyneladende meget lovende Plan til
Tilvejebringelsen af god Orden i Finanserne, ifølge hvilken
Statsgælden skulde kunne være afbetalt 1815 og
Pengesedlerne bragte op til Pari, men saa løst
opbygget, at den mindste Rystelse, som
Krigstilløbet 1788, var ved at faa det hele til at gaa
i Staa. 1790’erne med de gunstige
Handelskonjunkturer syntes dog endnu at love godt,
og denne Periode, i hvilken han, der 1788 blev
Statsminister (ɔ: Medlem af Statsraadet),
arbejdede sammen med Bernstorff og Reventlow,
var vistnok hans lykkeligste Tid. Resultatet af
deres Samvirken viste sig i den frisindede
Handelslovgivning, Oprettelsen af 2 Speciesbanker
(en solidt underbygget og kraftigt ledet for
Hertugdømmerne og en ufuldkomment sikret og
lidet modstandsdygtig for Kongerigerne), og
fremfor alt i den ypperlige Toldlov af 1797, for
hvilken S. selv tilskrev sig Hovedæren. Denne
tilkommer ham uomtvistelig for Forordningen
af 16. Marts 1792, der forbød Handel med
Negerslaver paa de dansk-vestindiske Øer fra
1803 at regne; denne Forordning, hvorved
Danmark kom til at gaa i Spidsen for Nationerne i
Kampen mod den afskyelige Slavehandel, og
som S. gennemførte trods de vestindiske
 |
| H. E. Schimmelmann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
