Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schleich, Karl Ludwig - Schleich, Martin - Schleicher, August - Schleiden, Matthias Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
studerede i Zürich, Greifswald og Berlin, hvor han
promoverede 1886. Han blev derefter Assistent
ved den kir. Universitetsklinik i Greifswald, men
flyttede kort efter til Berlin, hvor han oprettede
en kir. Privatklinik (1889). Senere blev han
Overlæge ved Teltow Hospital i Gross-Lichterfelde.
S. er Opfinder af den saakaldte
Infiltrationsanæsthesi, en Form for lokal Bedøvelse, der
opnaas ved i Huden at indsprøjte S.’s
Opløsning, en Blanding af Morfin, Cocain og Salt i
Vand. Metoden fremlagdes paa
Kirurgkongressen i Berlin 1892 og mødtes straks med
glødende Uvilje og direkte personlige
Forhaanelser. S., der havde gennemprøvet sin Metode
paa sig selv og andre, stolede nemlig i den Grad
paa den, at han i sit Foredrag lyste den
universelle Narkose i Band af »ideelle, moralske og
strafferetlige Grunde«. Først senere forstod man,
hvilket uhyre Fremskridt Metoden var. — S.
var en genial, men impulsiv og stridbar Natur,
hvad bl. a. Schweninger, Bismarck’s Livlæge,
fik at føle, ogsaa med Militærlægerne under
Verdenskrigen kom han i Strid, da han udtalte,
at Hærens mange Generallæger mere var
Generaler end Læger. S. isoleredes efterhaanden
mere og mere, men fandt sin Trøst i Æstetikken,
idet han malede, komponerede og digtede med
betydeligt Talent, og skrev filos.-med. Værker,
der skattedes højt, men over for disse sidste,
der ofte er noget fantastiske, stod Lægestanden
som sædvanligt afvisende. Derimod agtedes han
højt i den Kreds af Musikere og Digtere, der
omgav ham, og han forenedes i inderligt
Venskab med Aug. Strindberg og R. Dehmel. Fra
sin Uddannelsestid hos Virchow havde han
bevaret stor Interesse for Nerve fysiologien. Han
fremsatte en Teori om Nervekittets (Neuroglias)
Bet. som Hæmningssystem, og i sine senere Aar
arbejdede han meget med de hysteriske
Tilstande, over for hvilke han indførte en rationel
Arbejdsterapi. Hans væsentligste med. Skr. er:
»Schmerzlose Operationen« (1894), »Über
Immunität« (1896) og »Neue Methoden der
Wundheilung (1899). Af hans filos.-belletristiske Skr.
anføres: »Vom Schaltwerk der Gedanken« og
Selvbiogr. »Besonnte Vergangenheit« (1922), der
begge er blevet Folkebøger i egl. Forstand.
»Weisheit der Freude«, en Aforismesamling,
ligeledes.
J. S. J.
Schleich [∫la^ik], Martin, tysk Forf., f. i
München 12. Febr 1827, d. smst. 13. Oktbr 1883.
Han studerede Filologi i sin Fødeby, blev
Journalist og udgav i Aarene 1848—71
Vittighedsbladet »Münchener Punsch«. En kort Tid var han
ogsaa virksom som Politiker og Medlem af
Landdagen. Han har skrevet en Række
Lystspil, af hvilke navnlig »Der Bürgermeister von
Füssen«, »Die Haushälterin« og »Ansässig« er
prægede af et livfuldt Lune. Efter S.’s Død
bearbejdede og udgav M. G. Conrad hans
efterladte Roman »Der Einsiedler« (1886), »Ges.
Lustspiele und Volksstücke« (2 Bd, 1862), »Neue
Lustspiele und Volksstücke« (1874).
C. B-s.
Schleicher [’∫la^ikər], August, tysk
Sprogforsker, f. 19. Febr 1821 i Meiningen, d. 6.
Decbr 1868 i Jena. Han studerede først i
Leipzig og Tübingen Teologi og ved Siden deraf
Filosofi og orientalske Sprog, men opgav 1843
Teologien og studerede nu i Bonn klassisk
Filologi og andre Sprog. 1846 tog han her
Doktorgraden og habiliterede sig s. A. som Docent i
sammenlignende Sprogvidenskab. Dette blev
nu hans egl. Fag, idet han som Speciale
navnlig dyrkede slaviske Sprog. 1850 blev han Prof.
ved Univ. i Prag, egl. i klassisk Filologi, men
hans Fag gik stiltiende over til Sanskrit og
sammenlignende Sprogvidenskab. 1852 foretog
han med Understøttelse af Wien-Akademiet en
sprogvidenskabelig Rejse til Litauen. Resultatet
heraf var hans vigtige »Handbuch der
litauischen Sprache« (I Grammatik [1856], II
Læsebog med Folkedigte, Eventyr o. l. og Glossar
[1857]). Da han imidlertid ikke kunde forsone
sig med de nationale og politiske Forhold i
Prag, opgav han 1857 sin Stilling her og tog
imod et Professorat i Jena i sammenlignende
Sprogvidenskab og gammeltysk Filologi. Her
virkede han da til sin Død. S. har, særlig
gennem sit Hovedværk: »Compendium der
vergleichenden Grammatik der indogerman.
Sprachen« (1861, 4. Opl. 1876), mere end nogen
anden sat sit Præg paa den sammenlignende
Sprogvidenskabs Metode og Udvikling i Tiden
fra omtr. 1850—76. Karakteristisk for ham er
den Maade, hvorpaa han vil bringe alt, hvad
der vedrører Sprogenes Liv, ind under en
bestemt, mere ell. mindre vilkaarlig postuleret
Systematik, og særlig hans Forsøg paa at
rekonstruere et forhistorisk Sprogtrin for vor Æt,
»Die indogermanische Ursprache«, ud fra
hvilket han atter søger at forklare de enkelte
Sprogs Former. Der spores herved en afgjort
Paavirkning, dels fra Hegel’s Filosofi, dels fra
Naturvidenskaberne, hvilke han fra ung af
havde interesseret sig for. Selve Sprogvidenskaben
ansaa han for en Gren af Naturvidenskaberne.
Foruden hans allerede nævnte Arbejder maa
fremhæves: »Sprachvergleichende
Untersuchungen« (2 Bd, 1848—50), »Formenlere der
kirchenslawischen Sprache« (1852), »Litauische
Märchen« (1854), »Zur (Morphologie der
Sprache« (i Petrograd-Akademiets Memoirer, 1859),
»Die deutsche Sprache« (1860, 3. Opl. 1874),
»Die Darwinsche Theorie und die
Sprachwissenschaft« (1863, 3. Opl. 1873), »Laut- und
Formenlere der polabischen Sprache« (1871).
Sammen med F. F. A. Kuhn redigerede S. fra 1856
Tidsskriftet »Beiträge zur vergleich.
Sprachforschung«; hertil og til »Zeitschrift für vergl.
Sprachf.« har han leveret ikke faa Bidrag.
Vilh. Th.
Schleiden [’∫la^idən], Matthias Jakob,
tysk Botaniker, f. 1804 i Hamburg, d. 1881 i
Frankfurt a. M. Han studerede først Jura, blev
1826 Dr. jur. i Heidelberg og praktiserede som
Advokat i Hamburg. Siden 1833 studerede han
Botanik i Göttingen og Berlin, og 1839 blev han
Prof. i Botanik i Jena, hvor han virkede til 1863,
da han for en kort Tid kom til Dorpat. Siden
1866 levede han som Privatmand. Foruden ved
enkelte mere populære Skrifter (saasom »Die
Pflanze und ihr Leben« [1847; 6. Opl. 1864], »Das
Meer« [1865], »Die Rose« [1873]) samt ved
Udgivelsen af »Zeitschrift für wissenschaftliche
Botanik« (1844—46), som han udgav sammen med
C. Nägeli, er han især bleven berømt som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
