Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schwarzhorn - Schwarzschild, Karl - Schwarzwald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er 2930 m høj og danner Berneroberlands
nordlige Hjørnepille mod Brienzer-Søen og
Hasli-Dalen. Mindre kendte er S. i Albula-Gruppen i
Kanton Graubünden, der er 3150 m højt, og
det 3204 m høje S. i Walliser-Alperne.
(H. P. S.). O. K.
Schwarzschild [’∫varts∫elt], Karl, tysk
Astronom, f. 9. Oktbr 1873 i Frankfurt a. M., d.
11. Maj 1916 i Potsdam, studerede i Strassburg
og München, blev 1896 Assistent ved Kuffner’s
Observatorium i Wien, nedsatte sig 1899 som
Privatdocent i München, blev 1901 Direktør for
Observatoriet i Göttingen og Prof. ved Univ.
smst., 1909 Direktør for det astrofysikalske
Observatorium i Potsdam. S. var en af de
betydeligste Astronomer fra den senere Tid, og hans
videnskabelige Virksomhed omfattede
Himmelmekanik, Astrofysik, Stellarastronomi, store
Partier af den teoretiske Fysik, Optik,
Elektricitetslære og den moderne Atomteori. Han har paa
alle disse Felter leveret Arbejder af blivende
Værd og grundlæggende Bet. Hans samlede Afh.
er c. 170 i Tallet. Ved Siden heraf har han
konstrueret nye astron. Instrumenter, t. Eks. hans
Schraffierkasette og hængende Camera, og hans
Sekstant for Luftskibsfart, og bragt i Forslag
ny Metoder inden for den astron.
Observationskunst. Af hans mere teoretiske Arbejder
nævnes: »Druck des Lichtes auf kleine Kugeln
und Arrhenius’ Theorie der Cometenschweifen«
(1901), »Poincaré’s Theorie des Gleichgewichts
einer homogenen rotierenden Flüssigkeitsmasse«
(1897), »Beiträge zur photographischen
Photometrie der Gestirne« (1900), »Die Bestimmung
von Sternhelligkeiten aus extrafocalen
photographischen Aufnahmen« (1900), »Aktinometric
d. Sterne b. z. Grösse 7,5 in der Zone 0° bis +
20° Deklination A. B.« (1910—12), »Verfahren d.
Bahnbestimmung bei spektroskopischen
Doppelsternen« (1900), »Untersuchungen zur
geometrischen Optik«, I—III (1905—06), »Über die totale
Sonnenfinsterniss von 30. Aug. 1905« (1905),
»Über das Gleichgewicht der Sonnenatmosphäre«
(1906), »Beitrag zur Bestimmung von
Radialgeschwindigkeiten mit dem Objektivprisma«
(1913), »Über die Eigenbewegung der Fixsterne«
(1907), Ȇber die Bestimmung von Apex und
Vertex nach der Ellipsoidhypothese« (1908). Bl.
hans Arbejder om Atomteori nævnes: »Zur
Quantenhypothese« (1916). Mere populær er: »Über
das System der Fixsterne« (1909). Sammen med
Birck har S. udarbejdet: »Tafeln zur
astronomischen Ortsbestimmung im Luftballon bei
Nacht« (1909). Som Direktør for Observatoriet i
Göttingen har S. udg. dets Publikation:
»Astronomische Mitteilungen«, VII—XIII (1905—06). S.
var Redaktør for Astronomi i »Encyclopædie d.
matematischen Wissenschaften«, Bd VI, Part 2,
og fra 1910 Medudgiver af »Astrophysical
Journal« som Vogel’s Efterfølger.
J. Fr. S.
Schwarzwald [’∫vartsvalt], Bjergland i det
sydvestlige Tyskland, mod V. grænsende til den
øvre Rhin-Slette, over hvilken det løfter sig
som en mægtig Vold. Fra Säckingen ved
Rhinen strækker S. sig 158 km i nordøstlig
Retning indtil Durlach. Bredden er størst mod Syd,
60 km, mindst mod Nord, 22 km. Det højeste
Punkt, Feldberg (1493 m) ligger i den
sydvestlige Del; i det store og hele aftager
Bjergdragets Højde imod N. Vestsiden skraaner stejlt
ned imod den lavtliggende øvrerhinske Slette,
og S. virker derfor, set fra denne Side, som en
mægtig Bjergmur. Derimod stiger S. paa
Østsiden jævnt fra den schwabiske Slette, saa
umærkeligt, at kun Skovens stigende Overvægt
over Agerlandet viser, at man kommer op i
Bjerglandet. S.’s Bjergformer er ensformige:
Højflader og afrundede Kupler, som ved dybe
Dale er skilte i Bjerge og Bjergrygge, der ikke
danner nogen fortløbende Kæde. Da Vestsiden
modtager en betydelig større Nedbør end
Østsiden, ligger Vandskellet langt mod Ø., og de
fleste af Vandløbene strømmer direkte til
Rhinen gennem snævre, maleriske Dale. Fra den
nordøstlige Del strømmer de til Neckar, og et
mindre, østligt Omraade med brede, lidet
indskaarne Dale hører til Donau. Den
betydeligste af S.’s Floder er Kinzig, hvis Dal skærer
S. helt igennem fra Ø.—V. Af andre Dale, der
alle udmærker sig ved deres landskabelige
Skønhed, kan nævnes Murg, Gutach og Wilde
Gutach i det nordlige S. og Wiese, Wehra og
Alb i det sydlige. Bl. de talrige Vandfald hører
det syvdelte, 150 m høje Triberger-Fald og
Büttensteiner-Faldene til de smukkeste, ikke
blot i S., men i Tyskland overhovedet.
Ejendommelige for S. er de mange højtliggende
Moser og Bjergsøer. S. er med Undtagelse af
de nøgne ell. græsklædte højeste Kuller dækket
af mørke Naaleskove, hvorfra Navnet S.
stammer. Det har været i Brug siden 8. Aarh.;
tidligere betegnedes det af Romerne som Silva
marciana (Markomannerskoven). — Den
geologiske Bygning. Det er gamle Stenarter,
Gnejs og Granit, hyppig gangformet
gennemsatte med Eruptiver, der danner S.’s Kerne. I
de nordlige og østlige Egne dækkes de af
Triaslag, fornemmelig broget Sandsten, som hælder
imod Øst. Af de mere fremtrædende
Højdepunkter bestaar Feldberg og Belchen (1413 m)
i den sydlige Del af Gnejs, Blauen (1165 m)
af Granit, Hochkopf (1263 m) af Porfyr og
Hornisgrinde (1164 m), mod N. af broget
Sandsten. S. er den østlige Flanke af en vældig
Fold, hvis Vestflanke er Vogeserne, og hvis
midterste Parti er sunket ind langs Brudlinier
og nu dækkes af den øvre Rhindals
Flodaflejringer. Disse Jordskorpebevægelser fandt Sted
i Tertiærtiden og ledsagedes af Vulkanudbrud.
Saaledes er den lille Bjergknude Kaiserstuhl,
der ligger i Rhindalen ud for et Brudomraade,
den saakaldte Freiburger Bugt, der her griber
ind i S., en Vulkanruin fra denne Tid. De
mange Varmtvandskilder, af hvilke de ved
Baden-Baden, Badenweiler, Säckingen og
Wildbad er de mest kendte, er vulkanske
Eftervirkninger. I Istiden var S. delvis gletscherklædt,
særlig Egnen omkr. Feldberg, og bevarer
endnu i sine Terrainformer Mindelser om Isens
Virksomhed. Saaledes ligger Feldsee og
Mummelsee i gamle Botner, medens Titisee og
Schluchsee er afdæmmede af Morænevolde.
Klimaet er køligt og regnrigt.
Aarstemperaturen aftager 6 1/2° fra Foden til Toppen, og
længe efter, at Vaaren har holdt sig Indtog i
Rhin-Dalen, hersker Vinteren endnu paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
