Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landsfyrste, men adelige Herrer beherskede det
aabne Land fra deres Borge, idet dog ved Siden
af dem Stæderne allerede fra Midten af 12.
Aarh. begyndte at vinde Bet., ligesom de
gejstlige Stiftelser efterhaanden kom i Besiddelse af
udstrakt Jordegods; desuden var der — som det
mest karakteristiske for schweiziske Forhold —
Bondekommuner, der hævdede et temmelig
omfangsrigt Selvstyre. Den Riget tilkommende
Myndighed var for største Delen i 12. Aarh. i
Hænderne paa den hertugelige Linie af Huset
Zähringen, idet Hertugerne som Landgrever af
Thurgau, Rigsfogeder i Zürich og Rektorer i
Burgund samt som Besiddere af store
Allodialgodser indtog en dominerende Stilling i S. Efter
Liniens Uddøen (1218) inddrog Kejser Frederik
II deres Rigslen, og de fleste af de schweiziske
Stænder blev da rigsumiddelbare, hvad ogsaa
de Bønder, der befolkede de tre »Waldstätte«
(Skovkantoner), Uri, Schwyz og
Unterwalden, gjorde Fordring paa, efter at de
havde faaet kejserlige Frihedsbreve. Omtr.
samtidig hermed begyndte imidlertid Greverne af
Habsburg, der som Landgrever i Aargau,
Zürichgau og Thurgau, som Fogeder for mange
gejstlige Stiftelser og som Ejere af vidtløftigt
Jordegods rundt om i Landet var mægtige og
ansete i S., at stræbe efter at opnaa
landsherrelig Myndighed, hvad der muligvis ogsaa vilde
være lykkedes dem, efter at de ved
Erhvervelsen af Ærkehertugdømmet Østerrig havde
skaffet sig betydelig Husmagt, hvis de ikke havde
mødt kraftig Modstand hos Uri, Schwyz og
Unterwalden, der 1291 fik deres Frihedsbreve
fornyede af Adolf af Nassau, Habsburgeren
Albrecht I’s Modkonge, og af Kejser Henrik VII
3. Juni 1309 opnaaede formelig Anerkendelse
som rigsumiddelbare Stænder. Da de tre
Kantoner sluttede sig til Ludvig af Bayern i hans
Kamp med Modkongen Frederik af Østerrig,
erklærede denne dem i Rigets Acht og overdrog
sin Broder, Hertug Leopold af Østerrig at
fuldføre Dommen; men 15. Novbr 1315 led
Hertugen et afgørende Nederlag ved Morgarten i
Kampen mod de tapre Bønder, hvorefter de tre
Kantoner indgik det evige Forbund i Brunnen
(9. Decbr s. A.). Det flg. Aar stadfæstede Ludvig
af Bayern deres Frihedsbreve, og 1318 sluttede
Østerrig en Vaabenstilstand med Kantonerne,
der hermed havde sikret sig et fast Grundlag
for deres Selvstændighed i Forholdet til
Habsburgerne. Dette er, hvad den virkelige Historie
lærer os om Schweizernes Frihedskamp med
Østerrig, idet Fortællingerne om de østerrigske
Landfogeder Gessler’s og Landenberg’s
Voldsfærd, Forbundet paa Rütli o. s. v. er Sagn, der
først i 15. Aarh. synes at have antaget fast
Form (se Tell). Edsforbundet udvidedes i de
flg. Aar ved Tilslutning af Luzern (1332),
Zürich (1351), Glarus og Zug (1352) samt
Bern (1353), hvilke sammen med de tre
Skovkantoner dannede de otte saakaldte »alte Orte«
Trods en Alliance med de rhinske og schwabiske
Stadforbund (1385) kom dog Schweizerne, da
Kampen med Østerrigerne genoptoges, til at
staa alene, men ikke desto mindre tilføjede de
Hertug Leopold III et blodigt Nederlag ved
Sempach (9. Juli 1386), hvor en Fjerdedel af
den 6000 Mand stærke østerrigske Hær faldt, og
efter et nyt Nederlag ved Näfels (9. Apr.
1388) sluttede Østerrig Fred med Schweizerne
(1. Apr. 1389), der nu ikke længer havde noget
at frygte af Habsburgerne. Den Magtstilling,
Forbundet herved havde opnaaet, bevirkede, at
Appenzell 1411 stillede sig under dets
Beskyttelse, og 1415 erobredes Aargau fra
Hertug Frederik af Tyrol. Det faste Sammenhold,
der saaledes havde ført Forbundet fra Sejr til
Sejr, stod en Tid i Fare for at blive sprængt,
idet det kunde forudses, at der vilde opstaa
Strid om Huset Toggenburg’s Besiddelser, naar
dette uddøde. Dette skete 1436, og under den
indbyrdes Uenighed blev S. haardt trængt baade
af Kejseren og den fr. Konge, men Enigheden
blev genoprettet (ved Fornyelse af Edsforbundet
15. Juli 1450), og 1453 sluttedes et »evigt«
Venskabsforbund mellem Frankrig og Edsforbundet.
Faa Aar efter greb Edsforbundet til Vaaben
mod Hertug Siegmund af Tyrol, der var bleven
sat i Band af Pave Pius II p. Gr. a. sin
Optræden mod Bispestolen i Brixen; Paven tilmeldte
Forbundet Bandlysningen, og Schweizerne
angreb da Siegmund, erobrede Thurgau og
tvang ham ved Fredsslutningen (1458) til at
betale 10000 Fl. i Krigsomkostninger ell. at stille
Pant for Pengene ved, indtil Betaling fandt
Sted, at overlade dem Schwarzwald og
Waldshut. Da Siegmund nødig vilde lade disse
Besiddelser komme i Hænderne paa Forbundet,
skaffede han Penge til Veje ved at pantsætte
baade Schwarzwald og Waldshut til Karl den
Dristige af Burgund; men da den af ham i de
pantsatte Distrikter indsatte Foged vilde
udstrække sin Myndighed til Territorier, der hørte
Edsforbundet til, og Karl den Dristige havde
vist en afvisende Holdning over for et
Gesandtskab fra Bern, sluttede Schweizerne 1474 et
Forbund, den saakaldte »ewige Richtung« med
Hertug Siegmund, der følte sig krænket ved Hertug
Karl’s Overmod; ogsaa Rigsstæderne i Elsass
tiltraadte dette Forbund, der var bragt i Stand
af Ludvig XI af Frankrig, som paa samme Tid
gjorde sit Bedste for at ophidse Karl den
Dristige mod Edsforbundet. Da Krigen n. A. (1475)
var udbrudt, slog Schweizerne 14. Novbr s. A.
en burgundisk Hær ved Héricourt og
tilføjede n. A. Hertug Karl selv de frygtelige
Nederlag ved Granson (2. Marts) og Murten
(22. Juni), hvorefter de faldt ind i Lothringen
for at bringe dette Lands af Karl fordrevne
Hertug Hjælp og vandt en afgørende Sejr ved
Nancy (5. Jan. 1477) over Karl den Dristige,
der faldt i Slaget. Hans Svigersøn, Maximilian
af Østerrig sluttede det flg. Aar Fred med
Edsforbundet, der paa den Tid ved en heldig Krig
med Milano sikrede sig en Grænseudvidelse mod
Syd. Udadtil var saaledes Forbundet stærkere
end nogen Sinde, men indadtil saa det netop
paa den Tid ud til, at der skulde opstaa et Brud
mellem Stæderne og Landkommunerne
(»Landene«) i de forsk. »Orte«, der tilsammen
dannede Edsforbundet. »Landene« klagede over, at
Stæderne fik større Andel i Krigsbyttet, end der
tilkom dem, og da Freiburg og
Solothurn ansøgte om at blive optagne i
Forbundet som fuldtberettigede Medlemmer, nægtede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
