Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Seborrhe - Sebu - Sebulon - Sebum - Sebuse - Secale - Secale cornutum - Secans - Secchi, Angelo - Secchia - Secco - Secco Recitativ - Seceders - Secentisme - Secessio - Secession
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Seborrhe [-’re’] (gr.) benævnes en abnormt
forøget Afsondring fra Hudens Talgkirtler, hvis
Sekret samler sig som et fedtet Lag paa
Hudens Overflade. Det er en kronisk, sygelig
Tilstand, der ofte beror paa en medfødt, arvelig
Disposition; den kan have sit Sæde i
Haarbunden, ell. være mere udbredt og da hyppigst
over Ansigt, Ryg og Bryst, ikke sjældent i
Forbindelse med Akne og Komedoner. Ogsaa paa
Genitalia findes hyppigt S. Naar Lidelsen er
lokaliseret til Haarbunden, fremkalder den ofte
en hyppig og typisk Form af Skaldethed. —
Behandlingen er langvarig og bestaar væsentligst
i Vaskninger med Sæbe ell. med Spiritus, i
Forbindelse med forsk. Medikamenter, af hvilke
Svovl er det bedst virkende.
(E. P-n). C. Rch.
Sebu, Sebou, Cebu, den største Flod i
Marokko, udspringer paa den nordvestlige
Skrabning af Atlas-Bjergene, strømmer med
vestlig Retning forbi Fez og udmunder ved
Mehedia i det Atlantiske Ocean. S. er 335 km
lang og optager Vadi Innauen og Vergha. I sit
nedre Løb er den 100—300 m bred og 3 m
dyb. S. gennemstrømmer for en stor Del
frugtbare Egne, og dens Dal er en vigtig
Forbindelsesvej mellem Middelhavs- og
Atlanterhavskysterne. Fønikerne kendte S. under Navnet
Sebur ell. Subur.
C. A.
Sebulon [hebr. Zebu.’lu.n], en af Israel’s
Stammer, hvis Afstamning henførtes til Jaqob’s
og Lea’s sjette Søn. S. boede mellem Naftali
og Aser, N. f. Issakar, i den sydlige Del af
Galilæas Bjergland. Den havde et frugtbart
Landskab og laa tillige ved Handelsvejen, med
Adgang til Havet. Nogen større Bet. havde den
ikke i Israel’s Historie.
J. P.
Sebum, Sevum, lat. Betegnelse for Talg.
Sebuse, Seybouse, Flod i Algier, Prov.
Constantine, opstaar paa Plateauet Ain-Beida af
to Kildefloder Vadi Zenati og Vadi Cherf og
udmunder ved Bona i Middelhavet. S. har en
Længde af 178 km og er stedse vandførende. I
Oldtiden hed S. Ubus ell. Rubricatus.
C. A.
Secale, se Rug.
Secale cornutum, se Meldrøje.
Secans, se Trigonometri.
Secchi [’sek.i], Angelo, ital. Astronom, f.
18. Juni 1818 i Reggio, d. 26. Febr 1878 i Rom,
traadte i 15 Aars Alderen ind i
Jesuitterordenen og blev Præst 1847. 1848 maatte S.
forlade Italien og rejste til England, hvor han
en Tid opholdt sig i Stonyhurst, gik derpaa
til Amerika, hvor han arbejdede ved
Georgetown College Observatory i Washington, til han
1849 blev kaldet til Rom som Direktør for
Observatoriet ved Collegio Romano. I sin ny
Stilling, rigt understøttet af Paven og fra 1870 af
den ital. Stat, udfoldede S. paa de forskelligste
Omraader af den praktiske Astronomi,
Meteorologi og Geofysik en mangesidig Virksomhed,
som først blev afbrudt ved hans Død. Men
naar de Resultater, som han mente at være
kommet til saavel i sine spektralanalytiske
Undersøgelser over Solen som Stjernerne (se
Spektralanalyse), ikke altid har vist sig
at holde Stik, saa er Grunden hertil mest at
søge i hans for raske Behandling af de stillede
Problemer, foruden i hans Arbejders
Mangeartethed. Havde S. været mere kritisk og
grundigere, vilde han sikkerlig være blevet den
største moderne Astrofysiker. Bl. hans talrige
Afh. og Skr nævnes: Catologo delle stelle di cui
si é determinato lo spettro luminoso (1867),
Sugli spettri prismatici delle stelle fisse (1868),
Le soleil (1876) og Le stelle (1877). De af S. i
tidligere Aar anstillede talrige og til Dels
omhyggelige Observationer af Planeter,
Stjernetaager og Dobbeltstjerner er samlede i Memorie
dell’ Osservatorio del Collegio Romano (5 Bd,
1851—63). I Bulletino Meteorologico, hvoraf 16
Bd, 1862—77, er udgivne af S., har han
meddelt en større Række mindre Afh. Sin
Meteorograf udstillede S. i Paris 1867. 1854 maalte S.
en Grundlinie efter Pavens Foranstaltning og
har beskrevet sit Arbejde i Afh.: Sulla mesura
della base Trigonometrica esiguita sulla Via
Appia (1854—55). (Litt.: Denza, A. S.
[Turin 1878]; Moigno, A. S. [Paris 1879, 1882];
Millosevich, A. S. [Rom 1903]).
J. Fr. S.
Secchia [’sek.ia], Flod i Norditalien,
udspringer i de etruriske Apenniner,
gennemstrømmer under mange Krumninger og med
overvejende nordøstlig Retning Provinserne
Reggio nell’ Emilia, Modena og Mantova og
udmunder i højre Bred af Po et Stykke neden
for Mincios Munding. S. har en Længde af 157
km og er sejlbar paa en Strækning af 57 km.
I sit nedre Løb afgiver den Vand til flere
Kanaler. S. er Oldtidens Gabellus.
C. A.
Secco [’seko] (ital.), tør; male a s. (al s.)
ɔ: male paa tør Grund, modsat Vægmaleri a
fresco. Der males a s. med Mineralfarver paa
den omhyggelig og glat pudsede Kalkgrund.
Middelalderens Kalkmalerier var saaledes
gerne udførte a s. Allerede den praktiske
Ulempe, at Farven er tilbøjelig til at skalle af og
let kan viskes ud, banede Vej for
Freskomaleriet.
A. Hk.
Secco Recitativ [’seko-], se Recitativ.
Seceders [si’si.dəz] (eng.: »udtraadte«),
Benævnelse inden for den skotske Statskirke for
en presbyteriansk Kirkeafdeling, som 1733
udskilte sig fra Statskirken. Udtrædelsen skyldtes
ikke nogen Afvigelse paa det dogmatiske
Omraade, men Ønsket om at faa en fuldt ud
demokratisk Kirkeforfatning.
A. Th. J.
Secentisme [set∫æn’tisme], i den ital.
Litteraturs Historie Betegnelse paa den svulstige,
kunstlede og ofte smagløse Stil, der
karakteriserede mange af Italiens Digtere i 17. Aarh.
(il secento); den falder omtr. sammen med
Begrebet »Marinisme«, Giovanni Battista Marini’s
maniererede Stil. Ogsaa i Kunsthistorien
bruges Betegnelsen, der da bliver omtr. lig
»Barokstik.
(E. G.). E. M-r.
Secessio (lat.), Udvandring. Særlig bruges
Ordet om de Udvandringer af Plebejerne, som
omtales fl. Gange i den rom. Historie, og
hvorved de søgte at tvinge Patricierne til at gaa
ind paa deres Fordringer i politisk Henseende.
Der omtales i alt 3, som henlægges til Aarene
494, 449 og 287 f. Kr. De to første skal have
gaaet til det hellige Bjerg (sacer mons) ell. til
Aventinerbjerget, og den tredie til Janiculus.
H. H. R.
Secession (af lat. secéssio, Udtræden,
Skilsmisse) betegner i Kunsten en Udtræden af en
Gruppe Kunstnere af et Kunstnersamfund ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
