Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXI: Schinopsis—Spektrum / 246 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sensualisme - Sensualitet - sensuel - sensu stricto - Sentens - Sententiarier - Senter - sentere - sentimental - Sentinum - Senussi - senza - Seo de Urgel - Seoni - Sepalodi - separat - Separatfred - Separation

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hos Hume (Treatise. 1739—40) og i hele den
senere eng. Psykologi. Det urigtige er, at noget
Stof i Bevidstheden modtages rent passivt. En
tilsyneladende passiv Sansning er i
Virkeligheden stedse en Sanse virksomhed, paa
ethvert Punkt finder i Bevidstheden en
Sammenfatten (Syntese), en Udvælgelse (Koncentration)
og i større ell. ringere Grad en Genkendelse
(Perception) Sted. Dette ligger allerede i den
Tilføjelse: nisi intellectus ipse, som Leibniz
gav Locke’s Sætning; sin klareste Udvikling
fandt Bevidsthedens opr. Aktivitet i Kant’s
Syntesebegreb. Sin mest udprægede Form har
S. fundet i Condillac’s Psykologi (Essai sur
l’origine de la connaissance humaine (1746),
Traité des sensations (1754); hans kendte
Eksempel er her Statuen, der efterhaanden ude fra
besjæles, Bevidstheden, der bliver til som en
Sum af passive Fornemmelser. Sin videre
Udførelse fandt denne psykolgiske Teori med
større ell. ringere Modifikation hos Ch. Bonnet
(Essai de psychologie [1755], Essai analytique
sur les facultés de l’âme [1759]), Georges
Cabanis (Les rapports du physique et du
moral de l’homme [1802]) og Destutt de
Tracy (Eléments d’idéologie [1801—15]).
(A. T-n.).

Sensualitet (nylat.), Sanselighed.

sensuel (fr.), sanselig.

sensu stricto (lat.), i streng Forstand,
strengt taget.

Sentens (lat. senténtia), Mening, Dom,
Tankegang; kort og fyndig Læresætning (med moralsk
Pointe).
H. H. R.

Sententiarier, se Lombardus.

Senter (Søv.), Planker, der bruges til at
holde Spanterne paa deres Plads, medens Skibet
er under Bygning, og inden Klædningen er
paalagt.
C. B-h.

sentere (fr.), føle; fælde en Dom.

sentimental (fr.). overdrevent følelsesfuld,
skabagtig.

Sentinum, Oldtidsby i Umbrien i Italien ved
det nuv. Sassoferrato. Her vandt
Romerne 295 f. Kr. en afgørende Sejr over Gallerne
og Samnitterne.
H. H. R.

Senussi, et muhammedansk Reformparti,
stiftet i 1830’erne af en nordafrikansk Teolog
Muhammed ibn Ali es-Senussi. Partiet, der nu
har sit Centrum i Djarbub-Oasen V. f. Ægypten,
har øvet betydelig Indflydelse overalt i Afrika
og bestandig udmærket sig ved en stærk
europæerfjendtlig Fanatisme; S.-Bevægelsen er
parallel med og opstaaet ved de samme Faktorer
som den mahdistiske Bevægelse i Sudan ell.
Wahhabismen i Arabien.
J. Ø.

senza [’sentsa] (ital.), uden; bruges meget i
den mus. Terminologi: s. Ped.: uden Pedal; s.
piatti: (stor Tromme) uden Bækken.
S. L.

Seo de Urgel [’sæu-d_e-ur’зæ£], By i det
nordøstlige Spanien, Prov. Lerida, ligger 104
km NØ. f. Lerida i Segres Dal paa
Sydskraaningen af Pyrenæerne. (1920) 3500 Indb. S. de U.
er en fuldstændig middelalderlig By med en
smuk romansk Katedral fra 13. Aarh. Byen er
Sæde for en Biskop, der ogsaa har den
gejstlige Overhøjhed over den lille Republik
Andorra, der begynder 12 km N. f. S. de U. Byen
har spillet en stor strategisk Rolle og er 1704,
1809 og 1823 indtagen af Franskmændene.
(H. P. S.). C. A.

Seoni [s_i’o_un_i], Distrikt i Divisionen Jabalpur,
Centralprovinserne, Forindien, skovrigt
Plateauland, 8303 km² med (1911) 395981 Indb.
Hovedstaden S. ligger ved Jernbanen
Bombay-Allahabad og har 12000 Indb.
M. V.

Sepalodi (bot.) betegner Omdannelsen af
Bægerblade til Kronblade ell. kronbladlignende
Blosterblade.
A. M.

separat (lat.), adskilt, særskilt;
Separatværelse, et Værelse for sig selv i et Hospital,
en Restaurant etc.

Separatfred, Fred, der ikke sluttes med
samtlige krigsførende Magter, men kun med een
ell. fl. af dem. Undertiden følger det allerede
af selve Forbundet mellem de allierede Magter,
at ingen af dem er berettiget til at slutte Fred
med Fjenden paa egen Haand. Ofte er
imidlertid et Forbud mod at slutte S. udtrykkelig slaaet
fast ved Overenskomst mellem en Gruppe
krigsførende Magter. Fra ældre Tid kan anføres
Frankrigs Traktat af 8. Febr 1635 med
Nederlandene, af 11. Juli s. A. med Hertugerne af
Savojen, Parma og Mantua og af 20. Marts 1636
med Sverige. Saadanne Traktatforbud mod S.
forekommer ogsaa i 18. Aarh. — f. Eks. i en
britisk-preussisk Traktat af 11. Jan. 1757 — og er
navnlig alm. under Napoleonskrigene i Beg. af
19. Aarh.; alene fra Aaret 1813 haves syv
Tilfælde. Danmark traf en saadan Aftale med
Rusland 8. Febr 1814 i Hannover. Under
Krimkrigen indgik Frankrig, Storbritannien og
Tyrkiet 12. Marts 1854 en lgn. Overenskomst, der
blev udvidet og bekræftet 10. Apr. og 2. Decbr
s. A. Endvidere kan nævnes den tysk-østerr.
Alliancetraktat af 7. Oktbr 1879 og det
britisk-japanesiske Forbund af 12. Aug. 1905. Ved en
Overenskomst, der blev afsluttet i London 5.
Septbr 1914, forpligtede Frankrig, Rusland,
Storbritannien og kort efter Japan sig til ikke
at slutte S. under Krigen og til ikke at
anmode om Fjendens Fredsbetingelser uden
forudgaaende Aftale med hver af de andre
Allierede. Ruslands Forpligtelse fik ingen Bet., da
efter Statsomvæltningen Sovjetregeringen
sluttede Fred med Centralmagterne i
Brest-Litovsk 3. Marts 1918 uden sine hidtidige
Allieredes Medvirken. (Litt.: Coleman
Phi1lipson, Termination of war and treaties of
peace [London 1916], S. 111—114; Hatschek,
»Völkerrech« [Leipzig 1923], S. 364 ff.).
G. R.

Separation (lat.), Adskillelse i Henseende
til Bord og Seng (separatio quoad mensam et
thorum), betegner et offentligt Indgreb (efter
Begæring af begge Ægtefæller ell. den ene af
dem) i et bestaaende Ægteskab, der indtil videre
sætter en Række af Ægteskabets {Samlivets)
Retsvirkninger ud af Kraft, men dog bevarer
Ægteskabsbaandet, saa at andet Ægteskab ikke
kan indgaas. S. er kendt fra den kanoniske, den
kat. Ret, som ikke vilde anerkende
Ægteskabets Opløsning ved Skilsmisse og derfor navde
Brug for S.’s mildere Virkning, navnlig hvor der
forelaa Ægteskabsbrud. Reformationen hjemlede
Skilsmisse (s. d.), og samtidig gik hos os S.
næsten helt af Brug. Den blev atter hyppigere

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>