Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Servitut - servitutes - Servius - Servius Tullius - servus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ydre for dens Skyld tilstedeværende Indretning
ell. ej. Positiv synbar er saaledes en Vejservitut,
naar den hjemler den berettigede Ret til at
have en netop for hans Skyld anlagt ell.
opretholdt Vej over Naboejendommen, men
positiv-usynbar, hvor han kun har Ret til at benytte en
Vej, som i Forvejen og til andet Brug findes paa
Ejendommen, ell. hvis han kun har Ret til at
skraa over Grunden, uden at egl. Vej findes.
Negativ kaldes i Reglen en S., der ikke hjemler
den berettigede en direkte Raaden over den
tjenende Ejendom, men derimod et Krav mod
dens Ejer af det Indhold, at han ikke maa
udøve en vis Raaden over sin Ejendom, som
ellers vilde staa ham aaben. Dertil hører de i
det praktiske Liv saa vigtige og tit saa
byrdefulde Byggeservitutter, hvorved det paalægges
Ejeren og alle flg. Ejere af en Grund, f. Eks. i
et Villakvarter, ikke at opføre høje
Beboelseshuse ell. Fabrikker, der ved Støj ell. Røg ell.
ilde Lugt forulemper Naboerne, ell. hvorved
det paalægges ikke at bygge saaledes, at det
hindrer Udsigten fra ell. skæmmer et offentligt
Anlæg e. l. Endelig kan nævnes saadanne S., der
vel kun gaar ud paa at hjemle en Raaden over
den berettigedes egen Grund, men i videre
Omfang end Hensynet til Naboejerne i Alm. tillader
det, jfr. f. Eks. den alm. Lysservitut ell. Retten
til at have Vinduer ind til Naboen til en Side,
hvor man ellers ikke har Lov dertil, efter
Danske Lovs 5—10—56, norsk L. 27. Maj 1887 § 11,
fordi man ikke har Fortov ell. tilstrækkelig
bred Passage imellem ens eget og Naboens Hus.
S. stiftes hyppigst ved Retshandel — f. Eks.
som Led i en Afhændelse af en Byggegrund —,
cg skal da tinglæses ved den tjenende Ejendom,
for at gælde over for senere Erhververe og
Kreditorer. Hyppigst stiftes ogsaa S. ved Hævd. Dog
kan ikke alle S., saaledes ikke de saakaldte
negative S., stiftes ved Hævd, da man
naturligvis ikke kan hævde sig f. Eks. en Ret til fri
Udsigt, fordi man i 20 Aar faktisk har nydt en
fri Udsigt, uden at være generet af Bebyggelse.
Fremdeles er der at mærke, at kun
positiv-synbare S. kan stiftes ved alm. tyveaars Hævd —
her hvor Hævden knytter sig til en bestemt
ydre Genstand, f. Eks. en Vej, som kun den
hævdende benytter, er den stadige Brug lettere
at konstatere og derfor Opfordringen stærkere
for rette Vedkommende til i Tide at hindre den
— men for at der kan foreligge Hævd paa en
positiv-usynbar S., f. Eks. Retten til at benytte
Naboens egen private Vej, kræves efter dansk
og norsk Ret Hævdsudøveke i længere Tid, i
saakaldet Alderstid (se Hævd). Efter norsk
Ret kan dog visse usynbare S. stiftes ved 20
Aars Hævd, nemlig Ret til Oplag af Tømmer og
visse nødvendige Vejrettigheder. En
Forudsætning for Hævderhvervelsen er det imidlertid, at
Brugen ikke er blevet indrømmet blot som en
Tilladelse, der naar som helst kan tages tilbage
— en Tilladelse til indtil videre at maatte spille
Kroket paa en Mark kan saaledes ikke tjene til
Grundlag for en Hævderhvervelse. Ophøre
kan S. igen af forsk. Grunde, saaledes navnlig
ved frivillig Opgivelse fra den Berettigedes Side
gennem en ny (tinglæst) Deklaration. Hvor en
S. er blevet paalagt ikke for en enkelt Ejendoms
Skyld, men til Fordel for samtlige Ejere af en
udstykket Grunds Parceller, for Kommunens
ell. et helt Villakvarters Skyld, vil det ofte være
et meget vanskeligt faktisk Spørgsmaal, hvem
der skal meddele Samtykke til S.’s Udslettelse,
for at Grunden kan blive fri for Hæftelsen. Der
er derfor ved L. af 14. Apr. 1905 aabnet Adgang
til efter offentlig Indstævning at opnaa
Mortifikationsdom paa slige S. Fremdeles kan en S.
ophøre ved Frihedshævd, ɔ: derved, at den
tjenende Ejendoms Ejer vinder Hævd paa en Brug
af sin egen Ejendom, hvormed S.’s Bestaaen
ikke praktisk kan forenes, f. Eks. naar han har
tilkastet den Brønd, hvorfra Naboejeren havde
Ret til at hente Vand, og bygget sit Hus
derover, ell. naar han har bygget i Strid med
Naboens Udsigtsret, uden at denne i tyve Aar
rejser Sag imod ham i den Anledning. — Om S.
i Folkeretten, se Statsservitut.
K. B.
servitutes (lat., af servio, »tjener«) betegner
i rom. Ret visse af selve Ejeren af en fast
Ejendom til Fordel for en anden frivillig satte
Indskrænkninger i hans Ejendomsraaden, saaledes
at Ejendommen i visse Henseender tjener denne
Andens Interesser (res servit). Se
Prædialservitutter, Servitut, usus eller usus
tructus.
C. W. W.
Servius, med sit fulde Navn Maurus S.
Honoratus, rom. Grammatiker i 2. Halvdel
af 4. Aarh. e. Kr., har efterladt os en værdifuld
Kommentar til Vergil’s Digte, som foreligger i
en kortere og en udførligere Form, den sidste med
Tilføjelser af en anden Haand. Den er udgiven
af Thilo og Hagen (3 Bd, Leipzig 1878—1902).
Endvidere har han forfattet en Kommentar til
Donatus’ Grammatik og et Par mindre,
grammatiske Arbejder {udgivne i Keil’s Grammatici
latini, IV).
H. H. R.
Servius Tullius er efter Traditionen Roms
6. og næstsidste Konge, men han er i
Virkeligheden en helt sagnagtig Figur. Efter en
Beretning var han en Søn af en Slavinde ved
Tarquinius Priscus’ Hof, medens andre fortalte, at han
var identisk med den etruriske Høvding
Mastarna, som havde erobret Rom. Han skildres som
en folkekær Konge i Modsætning til hans
Svigersøn og Efterfølger Tarquinius Superbus. Hans
Navn er knyttet til den servianske Mur
og til den servianske Forfatning (se
Romerske Rige), men ingen af Delene
synes i Virkeligheden at have noget med ham
at gøre.
H. H. R.
servus (lat.), Slave-, Om Slavens
Retsstilling i den opr. nationale rom. Ret kan kun —
ad indirekte Vej, væsentlig gennem sproglige og
litterære Vidnesbyrd — visse Formodninger
opstilles. At Slaven ogsaa i det gl. Rom
formelt-juridisk betragtedes som en Ting (res), der var
underkastet Herrens Ejendomsret (dominium),
fremgaar deraf, at han ved Herrens Død
tilfaldt hans Arvinger og, saafremt ingen
Arvinger fandtes, som herreløs Ting (res nullius) var
Genstand for fri Bemægtigelse (occupatio).
Slaven kunde dernæst tilhøre fl. Personer i
Sameje (servus communis). Den Ret, Herren
(dominus) havde over Slaven, betegnes imidlertid
som Regel ved Udtrykket dominica potestas,
der ganske utvivlsomt viser, at Slaven jur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
