Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - servus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tillige opfattedes som en Person (persona). Og
dette Synspunkt har opr. sikkert været det
overvejende. Slaven opfattedes som bærende i
sig en Kim til Personlighed, som hvert givet
Øjeblik ved Frigivelse kunde komme til fuld
Udfoldelse. Slaven behandledes og betragtedes i
det gl. Rom som hørende til Familien. Til
gr. (hom.) oikeus (senere oiketes, »Husslave«)
af oikos, Hus«, Husfællesskab«, svarer lat.
famulus, der har Forbindelse med familia,
»Husstand« (senere »Familie«). Om Slavens opr.
nære Tilknytning til Familien findes endvidere
en sproglig Reminiscens i Anvendelsen af lat.
puer (»Dreng«, pueri, »Børn«) i gammellatinske
Egennavne for Slaver, Marci-por, »Marcus’
Slave«, Luci-por, »Lucius’ Slave«. Paa
tilsvarende Maade anvendtes i det gl. Grækenland
pais, »Barn«, om Slaven. Opr. har der sikkert
ikke bestaaet en skarp social — og følgelig
ikke heller en skarp retlig — Forskel mellem fri
og ufri. En saadan Forskel har vanskeligt
kunnet danne sig under de ældste Tiders
primitive Livsforhold. Slaveholdet har utvivlsomt
været yderst begrænset. En enkelt Slave og en
enkelt Slavinde har rimeligvis været Reglen. Et
Vidnesbyrd herom har vi i den nævnte
Navneskik blot at betegne Slaven som Marcus’ ell.
Lucius’ Slave. Fri og ufri deltog sammen i det
huslige Arbejde og Jordens Dyrkning, saaledes
som vi inden for gr. Kulturomraade ser det i
de homeriske Digte. Slaven var endvidere som
Regel erhvervet af Staten som Krigsbytte og
derpaa sub hasta (Ejendomsrettens Symbol) vel
sub corona (Sejrens Symbol) offentlig udbudt
til Salg. Hvem der blev Slave ell. Herre, har
derfor som Regel beroet paa Vaabenheldet. Men
Krigslykken kunde snart vende sig og gøre
Herren til Slave. — Og hermed stemmer de
sparsomme litterære Vidnesbyrd. Paa det religiøse
Omraade har Slavens Stilling nærmet sig
Barnets. Ligesom hos Grækerne og Germanerne tog
Slaven Del i Familiens Kultus. Paa Festdagene
fremsagde ogsaa han Bønnerne til Husguderne.
I visse Tilfælde kunde han endog i Husherrens
Navn foretage de kultiske Handlinger.
Husherren frembar ogsaa Ofre for Slaverne, og naar
de døde, for deres Manes. Og Slavens Grav
hørte ligesom Familiens øvrige Grave til »de
hellige Ting« (res religiosæ). — Privatretlig
havde Slaven lige saa lidt som filius-familias
fuld jur. Personlighed. Iflg. den
gammelromerske Familieordning var kun pater-familias
privatretlig »uafhængig«, homo sui juris (i
Modsætning hertil betegnedes den øvrige Husstand
af fri og ufri som alieni juris). Kun
Familiefaderen kunde retlig have selvstændig Formue
(patrimonium). Slaven var dog ikke uden
Handleevne, men denne var ligesom
»Familiesønnens« stillet i Familiefaderens (ɔ: i
Familiens) Tjeneste. Hvad han erhvervede,
erhvervedes eo ipso for Familiefaderen. Og ved sine
skadegørende Handlinger forpligtede han
Herren iflg. actiones noxales. Slaven kunde dernæst
af Familiefaderen erholde til Bestyrelse visse
Formuedele, peculium (s. d.). Og dette
peculium, der vel retlig vedblev at være
Familiefaderens udelukkende Ejendom, har utvivlsomt
i høj Grad bidraget til at forbedre, ikke blot
faktisk, men ogsaa retlig, Slavens Stilling inden
for Familien. Slaven blev Familiefaderens
uundværlige Medarbejder. Og gennem Udbyttet ved
Pekuliets Bestyrelse, ved hvilken han ofte
havde en anden Slave som Hjælper (vicarius),
kunde Slaven skabe sig en Formue, der satte
ham i Stand til at købe sin Frihed. Ogsaa
Slavens »Ægteskab« (contubernium) anerkendtes
som en lovlig Forbindelse, der tillagdes en vis
Retsvirkning. Det Barn, der fødtes i et
contubernium mellem en Slave og en fri Kvinde,
fulgte Moderens Stand. Og Skik og Brug
knyttede til Slave-Ægteskabet en Art
Blodsslægtskab, cognatio servilis, der gjaldt som
Ægteskabshindring. Endelig var Slaven ligesom den
øvrige Husstand underkastet Familiefaderens
Husherremyndighed og den dermed forbundne
Hustugtsret (vitæ necisque potestas), der for
saa vidt var uindskrænket, som den ikke var
knyttet til nogen statslig indgribende, bindende
Retsnorm, men som ikke mindst i de ældste
Tider, da Lydigheden mod gl Sædvane var dybt
rodfæstet, sikkert reelt har været nøje og fast
begrænset ved de fra Fædrene nedarvede, ved
Skik og Brug fastslaaede Love. — Fra henimod
Republikkens Slutning indtraadte saavel socialt
som retlig en væsentlig Ændring i Slavens
Stilling. Slavernes Antal var i Tidernes Løb blevet
stærkt forøget. De stammede dernæst ikke som
tidligere fra beslægtede Nabofolk, men fra
fjerne og fremmede overvundne Stammer, der
hverken havde Sæder og Skikke ell. Religion
tilfælles med Sejrherrerne. Herren betragtede
Slaven som værende af en lavere Race, og
optog ham allerede derfor ikke længere i
Familien. I de rige rom. Huse, hvor Slavernes Antal
nu ofte beløb sig til fl. Hundreder, maatte de
nødvendigvis være henviste til deres indbyrdes
Samliv. Men heraf fulgte uvilkaarligt, at
Slavernes Behandling blev mindre human. Medens
tidligere den formelle Rets strenge Regler
mildnedes af Sæderne, anvendtes nu — og da
navnlig i de fornemme, toneangivende Kredse —
Loven med stadig stigende Haardhed. Herrens
gl. formelt uindskrænkede Ret over Slaven
udnyttedes til det yderste. Dette førte imidlertid
atter — under Indflydelse af den Humanitet,
der under gr. Paavirkning udgik fra den
stoiske Filosofi — til en Indgriben fra den hidtil
neutrale Lovgivningsmagts Side. Den Opfattelse,
der senere findes udtalt hos de klassiske
Jurister, at Slaveinstitutionen er stridende mod
Naturen og »Naturretten«, møder vi allerede hos
Cicero og Seneca. Fra Kejsertidens Lovgivning,
fra Augustus til Antonierne, udgik en Rk.
Retsforskrifter (Love, Senatsbeslutninger,
Konstitutioner), der til Beskyttelse af Slaverne mod
Misbrug kraftigt greb ind i Husherrens Autonomi.
Lex Petronia (Aar 19 e. Kr.) forbød Herren
egenmægtigt at prisgive Slaverne til de vilde
Dyr ved de offentlige Lege i Cirkus. Et Edikt
af Kejser Claudius erklærede den Slave fri, der
gl og syg forsømtes af Herren. Ved en
Forordning af Antoninus Pius straffedes for Manddrab
Herren, der uden Grund dræbte en Slave
(endnu paa Hadrian’s Tid straffedes ikke i Alm.
Drab af filius). Magistraterne bemyndigedes
dernæst til at tvinge Herren til at sælge den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
