Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sicilien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jern, Manufakturvarer, Sukker og
Kolonialvarer. Skibstrafikken paa S. er meget stor, og tre
af Øens Havne hører til de vigtigste i Italien,
idet Palermo, Messina og Catania i Omsætning
kun staar tilbage for Genua, Neapel og Livorno.
Af andre vigtige Havne nævnes Siracusa,
Licata, Girgenti, Marsala og Trapani. Til Lands
staar S.’s Samfærdselsmidler langt tilbage.
Endnu 1866 havde Øen kun den ene Landevej fra
Messina til Palermo, og den benyttedes kun af
400 Mennesker aarlig, idet de fleste Rejsende
foretrak Søvejen. Nutildags regner man paa S.
1 km Kørevej for hver 110 Indb., og der
fandtes (1921) 1600 km Jernvej; men store Dele er
endnu ufremkommelige for Køretøjer, og i
Svovlminedistrikterne foregaar Transporten
stadig ved Muldyrkaravaner. — Inddeling.
S. deltes tidligere i 3 Distrikter ell. valli, Val
Demone mod NØ., Val di Noto mod SØ. og Val
di Mazzara mod V.; men denne Inddeling er nu
hævet, og i Stedet findes 7 Provinser, Messina,
Catania, Siracusa, Caltanisetta, Girgenti,
Trapani og Palermo, hvilke yderligere deles i 24
Kredse og 357 Kommuner. I militær Henseende
danner S. 10. Armékorps. En Kassationsret
findes i Palermo og Appellationsretter i Palermo,
Messina og Catania. Disse tre Byer har tillige
hver sit Univ. I gejstlig Henseende har S. 13
Bispedømmer samt 5 Ærkebispesæder i
Palermo, Messina, Catania, Siracusa og Montreale.
(Litt.: Th. Fischer, »Beiträge zur
physischen Geographie der Mittelmeerländer,
besonders S.’s« [Leipzig 1876]; Lasaulx, »S.«
[Bonn 1879]; A. Schneegans, »S., Bilder
ans Natur, Gesch. u. Leben« [Leipzig 1886];
Rumpelt, »S. und die Sicilianer« [1902—07];
Fischer, »Die sizilische Frage«
[»Mittelmeerbilder«, I]; Bruccoleri, La Sicilia di Oggi
[1914]).
(H. P. S.). C. A.
Historie. S.’s Historie har lige fra den
ældste Tid været rig paa Afveksling, og
mangfoldige Folk har i Tidernes Løb kæmpet om
Herredømmet over Øen. Det Folk, hvorefter
Øen har sit Navn (gr. Sikelia), Var
Sikelerne, som menes at være indvandrede fra
Syditalien, men ved Siden af dem fandtes i den
vestlige Del af S. et andet Folk, Sikanerne,
som efter nogle Oldtidsforfatteres Mening var
af iberisk Afstamning, medens Elymerne,
der ligeledes boede i de vestlige Egne, ansaas
for at stamme fra Orienten ligesom
Fønikerne, der allerede meget tidlig satte sig fast fl.
St. paa S. Men det Folk, der i Oldtiden kom
til at spille den største Rolle paa S., var
Grækerne. Allerede i 8. Aarh. f. Kr. begyndte
de deres Kolonisationstog til S., og snart rejste
der sig langs Kysterne den ene gr. Plantestad
ved Siden af den anden. I de fleste af disse
var Befolkningen dorisk, saaledes i Syrakus,
som var grundlagt af Korinthiere, og i
Stæderne paa Sydkysten, Kamarina. Gela,
Akragas (lat. Agrigentum) og Selinus, men i
den nordlige Del af Øen fandtes ogsaa ioniske
Kolonier, f. Eks. Katane, Naxos, Zankle
(Messana) og Himera. Den sikeliske
Befolkning blev herved trængt tilbage til det indre
af Øen, hvor den gr. Indflydelse kun langsomt
naaede hen, men imod V. vedblev Fønikerne
at holde sig, idet de stadig understøttedes fra
karthagisk Side; deres vigtigste By var
Panormos. Inden for de gr. Stæder herskede der
jævnlig Partistridigheder, som i fl. Tilfælde
førte til, at Magten tilfaldt Tyranner; i
Akragas herskede saaledes i Midten af 6. Aarh. den
berygtede Tyran Falaris. Senere hævede
Gelon, der opr. kun var Herre over Gela,
Syrakus til stor Magt, idet han underlagde sig
omtr. Halvdelen af S. Men hans Herredømme
truedes stærkt af Karthagerne, hvem det
dog lykkedes ham i Forbindelse med Tyrannen
Theron i Akragas at overvinde i et stort
Slag ved Himera, samtidig med, at Grækerne
i Moderlandet afslog Persernes Angreb (480).
Gelon stiftede et helt Dynasti i Syrakus, men
efter nogen Tids Forløb blev Tyrannerne, under
hvem S. i mange Henseender havde naaet en rig
Udvikling, styrtede, og aristokratiske ell.
demokratiske Forfatninger indførte i de gr. Stæder.
Samtidig rejste Sikelerne under Anførsel af
Duketios sig imod deres gr. Undertrykkere,
dog uden Held. Men imellem de gr. Stæder
indbyrdes indtraadte der nu Splittelse, idet de
doriske Stæder søgte at undertrykke de ioniske,
og hermed begyndte allerede S.’s
Nedgangsperiode. Vel lykkedes det Syrakusanerne at
afslaa Athenernes Angreb, da de 415 blandede sig
i Stridighederne paa S. og sendte en stor Hær
derover, men faa Aar efter rettede Karthagerne
et ødelæggende Slag mod Grækerne paa S.
Selinus og Himera blev erobrede og plyndrede
(409), og kort efter tillige Akragas (406). Alene
Syrakus holdt Stand imod dem, efter at den
dygtige og energiske Dionysios havde
opkastet sig til Tyran, og ham lykkedes det at
lægge hele den østlige Del af S. under sig. Men
efter hans Død fortsattes Kampene endnu
længe, og i selve Syrakus udbrød der
Partistridigheder. For en Tid lykkedes det Timoleon
at forsone de stridende Grækere og at bibringe
Karthagerne et svært Nederlag ved Floden
Krimisos (340). Fra nu af dannede Floden
Halykos Grænsen imellem den gr. og den
karthagiske Del af S. Snart begyndte dog Kampene
igen, og Agathokles, Tyran og senere
Konge i Syrakus, bekæmpede Karthagerne med
stor Kraft, samtidig med, at han med Vold
tvang alle de gr. Stæder til at underkaste sig
hans Herredømme. Men efter hans Død (289)
indtraadte der en alm. Opløsningstilstand paa
S.; de gr. Stæder bekrigede hverandre,
Agathokles’ Lejetropper plyndrede paa egen Haand,
og Karthagerne fik paa ny Fremgang. Forgæves
søgte Kong Pyrrhos af Epeiros at
tilvejebringe ordnede Forhold (278—75). Mere Held
havde derimod Syrakusaneren Hieron, som
omtr. 270 antog Kongetitelen i Syrakus.
Imidlertid begyndte nu ogsaa Romerne at blande
sig ind i Forholdene paa S., da de frygtede for,
at Karthagerne skulde have for stærk
Fremgang. S. blev da Skuepladsen for den 1.
puniske Krig (264—41), som endte med, at Romerne
bemægtigede sig Herredømmet over den Del af
Øen, som Karthagerne tidligere havde besiddet,
medens Syrakus traadte i Forbund med Rom
og under Hieron’s udmærkede Regering tog et
nyt Opsving. Men efter at Syrakusanerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
