Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sigtning - Sigt- og Sagefaldsret - Sigtrygg - Sigtuna - Sigt-Veksler - Sigtyr - Siguenza - Sigurd (nordisk Mandsnavn) - Sigurd (se Hedenstierna, K. J. A.) - Sigurd (Biskopper) - Sigurd Eindridessøn - Sigurd Faavnesbane - Sigurd Hring - Sigurd Jarlssøn - Sigurd Jorsalafare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendes »fint Korn«, ɔ: at Kornets Spids ses i
Bunden af Kærven, træffer man for lavt. — S.
udgør en vigtig Del af de milit. forberedende
Skydeøvelser og drives under hele Soldatens
første Uddannelsestid. Ved den saakaldte
»Svensk S.« bruges et fastspændt Gevær og et
bevægeligt Retningspunkt, der paa Elevens Vink
rettes ind i Sigtelinien; ved at markere
Retningspunktets Plads paa Skiven og derefter
gentage Operationen kan man paa sikker Maade
kontrolere Nøjagtigheden af S.
(E. P.). C. Q.
Sigt- og Sagefaldsret, se Sagefald.
Sigtrygg, nordisk Mandsnavn (»den i Kamp
paalidelige«; findes ogsaa i sene Kilder som
Odins-Navn). Navn paa flere Konger i
Vikingetiden, bl. a. 1) dansk Konge med
Sæde i Hedeby, Søn af Gnapa, faldt 941 paa Tog
til Normandiet; hans Moder Æsfrid
Odinkarsdatter rejste til Minde om ham to Runesten
(Vedelspang-Stenene), og Harald Blaatand
underlagde sig nu »alt Danmark«. (Litt.: L.
Wimmer, »Sønderjyllands hist.
Runemindesmærker« [1892]; Samme, »Danske
Runemindesmærker« I [1895]). 2) S. Silkeskæg,
Konge i Dublin omtr. 1000.
(A. O.). G. K-n.
Sigtuna (oldn. Sigtún, »Kamp- ell.
Sejrssletten«), lille sv. By, i Sthlm’s Len, ved en Arm
af Mälaren. Den er en af Sveriges ældste Byer,
ødelagdes 1187 af Esterne; med Sthlm’s
Opkomst var dens Blomstring forbi. 1924 havde
den 736 Indb. (Litt.: O. Palme, »S.« [Upsala
1912]).
G. C.
Sigt-Veksler, d. s. s. Avistaveksler, se A
vista.
Sigtyr (»Kamp-Gud«), i nordisk Mytologi et
af Odins Navne.
G. K-n.
Siguenza [si’gwænþa], By i Mellemspanien,
Landskabet Ny-Kastilien og Prov. Guadalajara,
ligger 985 m o. H. paa venstre Bred af Henares
og ved Banen fra Madrid til Zaragoza. (1920)
5700 Indb. Byen har Rester af gl Stadmur, en
gl maurisk Alcazar (Borg), nu Biskoppens
Residens, Domkirke samt smuk Akvædukt. I S.
tilvirkes Lærred og Hatte, og siden Vestgoternes
Dage er Byen Bispesæde. 3 km fra S. ligger
Villa Vieja, paa hvis Plads Oldtidens
Segontia antages at have ligget.
C. A.
Sigurd, nordisk Mandsnavn, af urnordisk
Sigi-warður, egl. »Sejr-Vogter«, og etymologisk
set samme Navn som Sivard, der i øvrigt ogsaa
er indkommet som Laan fra nedertysk i Formen
Sivart.
G. K-n.
Sigurd, se Hedenstierna, K. J. A.
Sigurd hed fl. af de Hird- og
Missionsbiskopper, som i 10.—11. Aarh. bistod de norske
Konger ved Omvendelsesværket i Norge: men der
er Uklarhed om Identiteten af de forskellige.
Sikre er 1) S. ell. Jon, Olav Trygvason’s
Hirdbiskop, som var kommet med Kongen fra
England, og efter Slaget ved Svold gik til
Vermland, hvor han døde som Missionær. 2) S., Olav
Haraldsson’s Hirdbiskop, som ogsaa var
kommet fra England, var med Kongen ved
Stiklestad og levede endnu til henved Midten af
Aarhundredet. Han maa have spillet en
Hovedrolle ved Udformningen af den ældste
Organisation af den norske Kirke. Forsk. fra disse er
vistnok 3) den danske S., som af Kong Knud
blev sendt til Norge som Hirdbiskop, først hos
Haakon Jarl, siden hos Svein Alfivasson; han
var en Hovedstøtte for det danske Vælde i
Norge, men maatte flygte fra Landet alt kort
efter 1030.
Edv. B.
Sigurd Eindridessøn, Norges Ærkebiskop
1231—52, var Søn af en af Kong Sverre’s
Birkebeinere og optraadte i det længste som
Fredsmægler mellem Kong Haakon Haakonssøn og
hans Svigerfader Hertug Skule; endda under
den Katastrofe, der ved Elgeseter Klosters
Brand afsluttede Tronstridighederne, stræbte
han at redde den sidstes Liv. S. E. var en af
Norges kraftigste Ærkebiskopper, og ikke mindst
formaaede han at hævde sin Myndighed i de
norske Skatlande. Lige over for Kong Haakon
lykkedes det dog ikke at gøre gældende de
Fordringer, som var opstillede af Forgængere som
Eystein og Erik. Vel viser den omkr. 1244
udfærdigede Kristenret, at den kanoniske Ret
havde fundet ikke liden Indgang; men skønt den
var kommet i Stand ved Overenskomst mellem
Kongen og Ærkebiskoppen, udfærdigedes den
dog kun i den førstnævntes Navn. Ogsaa i
Trondhjem Domkirkes Bygningshistorie
indtager S. E. en fremtrædende Plads, idet han 1248
paabegyndte Bygningen af Vestskibet.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Sigurd Faavnesbane (oldnord. Sigurðr
Fáfnisbane), den ypperste Sagnhelt i Norden
og hos den gotiske Folkestamme; Hovedperson
i den ældre Edda’s Heltekvad (samt i
Nibelungenlied); født efter sin Fader Sigmund’s
Død; faar Stumperne af Sværdet Gram, og
hans Fosterfader Regin smeder dem sammen;
dræber Slangen Faavne og fører dens Guld
bort paa sin Hest Grane; vækker en
tryllebunden Valkyrie af hendes Dvalesøvn (senere
opfattet som Brynhild; jfr. Sigerdriva);
ægter Kong Gjuke’s Datter Gudrun, rider forklædt
som sin Svoger Gunnar igennem »Flagreluen«
ind til Brynhild’s Jomfrubur; Brynhild opdager
Svigen og faar sin Husbond til at dræbe S. F.;
Drabet udføres sædvanlig ved Gunnar’s yngre
Broder Guttorm. Se nærmere under
Volsung-Ætten. Andre Navne for samme Helt:
Sigfrid (tysk), Sigurð svein (norske
og færøske Folkeviser, Þiðrek’s Saga), Sivard
Snarensvend (danske og sv. Folkeviser).
(A. O.). H. El.
Sigurd Hring, Sagnkonge; se Ring.
Sigurd Jarlssøn, Søn af Erling Skakke og
Aasa den Lyse, opfostredes efter Slaget i
Norefjord hos Kong Sverre, men sluttede sig til
Øskjeggernes Flok og efter dens Nederlag til
Baglernes Parti som en af dets fornemste
Høvdinger. Han deltog i Kampene i Viken, Bergen
og Trondhjem, men magtede ikke at undsætte
Reidar Sendemand paa Slotsfjeldet ved
Tunsberg. Da han efter Kong Sverre’s kort efter
paafølgende Død og Forviklingernes Løsning
forsvinder af Historien, antager man, at han efter
Kong Haakon Sverressøn’s Tronbestigelse har
forladt Landet. En Indskrift fra Vinje Kirke i
Telemarken, der hidrører fra denne Tid
(Sommeren 1201), vidner om hans uforsonlige Had
til Kong Sverre, hans Faders og Brødres
Banemand.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Sigurd Jorsalafare, Norges Konge
1103—30, Søn af Kong Magnus Barfod, deltog, 12 Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
