Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Siloé, Diego de - Silopakhus - Siloti, Alexander - Silpha, Silphidæ - Silphium - Sils - Silundum - Silurformation - Siluridæ - silurisk Formation - Silurus - Silva, Antonio José da - Silva, J. M. - Silva, José Asunción - Silva, L. A. R. - Silvanus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med plastiske Arbejder, det mægtige Højalter i
S. Geronimo (udført med Medarbejdere), skøn
Mariafigur, Gonzalo og hans Hustrus ludende
Skikkelser; i Granada-Katedralen rigt
udsmykkede Døre med Ecce Homo m. m.; endvidere
fremhæves hans Statue af den hellige
Kristoforus og bl. fl. Portrætbuster og Medailloner
Busten af Gonzalez de Cordova. — Hans Fader,
Gil de S., hvis Virksomhed faldt i Burgos i
de sidste Tiaar af 15. Aarh., var ligeledes
Billedhugger, hans Navn er knyttet til de berømte
Gravmonumenter i Marmor for Kong Juan II,
hans Dronning og Infanten Don Alonso i
Karteuser-Klostret i Miraflores ved Burgos; smst.
skyldes det pragtfulde, flerfarvede Højalter i
Alabast (efter Overleveringen forgyldt med den
første af de Guldklumper, Columbus bragte
hjem) S. og Diego de la Cruz; endelig
udførte Gil de S. Gravmælet for Juan Padilla
(Mus. i Burgos, med Vægbeklædning i gotisk
Stil, medens Juans Skikkelse ganske har
Renaissancekarakter) og Alteret (med den smukke
»Anna — Selvtredie«) i Burgos’ Katedral.
(A. R.). A. Hk.
Silopakhus, se Pakhus.
Siloti [si’£åti], Alexander, russ. Pianist,
f. 10. Oktbr 1863 ved Charkov i Sydrusland, d.
7. Aug. 1918 i Helsingfors, gennemgik
Konservatoriet i Moskva, studerede 1883—86 hos
Liszt og optraadte ved talrige Koncerter. 1901
blev han Dirigent for Moskvas filharmoniske
Symfoniorkester og 1903 ansat som Dirigent i
Petrograd.
S. L.
Silpha [-fa], Silphidæ [-’fi.-l, se
Aadselbiller.
Silphium [-fi-] L., Slægt af Kurvblomstrede
(Asters-Gruppen), høje, fleraarige Urter med
trind ell. firkantet Stængel og spredte,
modsatte ell. kransstillede Blade. Kurvene er store
og har halvkugleformet ell. klokkeformet Svøb;
Hun-Blomsterne er tungeformede. Frugterne er
sammentrykte og tovingede; de mangler Fnok
ell. har to Børster. 12—13 Arter, nogle
undertiden dyrkede som Prydplanter i Haver. S.
laciniatum L. er 2—3 m høj og har stærkt
fjerdelte Blade, der er kantstillede (smlg.
Kompasplanter); Kurvene har gule
Randblomster og brungule Skiveblomster. S. formeres ved
Deling ell. Rodskud.
A. M.
Sils, 1) S. im Engadin, rætoromansk
Segl, Landsby i Schweiz, Kanton Graubünden,
ligger 1797 m o. H. paa højre Bred af Inn
mellem Silser- og Silvaplaner-Søerne og har 300
Indb. S. bestaar af de tre Partier,
S.-Baseglia, Fex og S.-Maria, hvilket sidste er et
om Sommeren stærkt besøgt Kursted. Den
smukke Silser Sø, der gennemstrømmes af
Inn, ligger 1796 m o. H., er 5 km lang, 1/4—1 1/2
km bred, 71 m dyb og har et Areal paa 4,16
km2. — 2) S. im Domleschg, rætoromansk
Seglias, Landsby i Schweiz, Kanton
Graubünden, ligger 696 m o. H., 1 1/2 km, NØ. f.
Thusis mellem Hinterrhein og Albula og har
(1920) 526 Indb., tysk- og italiensktalende. S.
har protestantisk og kat. Kirke samt et Par
gamle Adelshuse. I Nærheden ligger det gamle
Slot Baldenstein samt Ruinerne af Borgene
Hoch-Realta, Ehrenfels, Campi og Campobello.
3) Se Soglio.
(H. P. S.). O. K.
Silundum, Legering af Silicium og Kul,
benyttes ofte som Modstandsmateriale i elektriske
Ovne o. l., da det har stor Modstandsfylde og
kan taale Opvarmning til c. 1800°.
A. W. M.
Silurformation er i den systematiske
Geologi Betegnelsen for det næstældste af de
palæozoiske Systemer. S. deles nu alm. i to
Formationer, hvoraf den nederste (ældste) kaldes
den ordoviciske, den øverste (yngste) den
gothlandiske (s. d.).
J. P. R.
Siluridæ, se Maller.
silurisk Formation, d. s. s.
Silurformation.
Silurus, se Malle.
Silva [’si£va], Antonio José da (kaldet
O Judeo), port. Forf., f. i Rio de Janeiro 8.
Maj 1705, d. i Lissabon 18. Oktbr 1739. Hans
morsomme Folkesyngespil og mytologiske
Operaparodier (Operas do Judeo) gjorde stor
Lykke i Portugal, hvor Forfatteren levede og var
meget populær. Hans mest kendte Værker er:
Labyrinto de Creta, Variedades de Protheu,
Guerras de Alecrim e Mangerona, Vida de D.
Quixote, Esopaida, Amphitryão og Encantos
de Medea. S., der var af jødekristen Familie,
blev forfulgt af Inkvisitionen og arresteret
Oktober 1737. Han blev halshugget og
derefter brændt ved Autodafé. Hans Liv er
behandlet i Skrifter af Ferd. Wolf (Wien 1860)
og E. David (Paris 1880). Under Navnet
Theatro comica portuguez udkom hans Stykker
1744 (2 Bd).
Chr. H.
Silva [’si£va], J. M., se Mendes Leal.
Silva [’silva], José Asunción, sp.-amer.
Digter (1865—96). Han var Columbianer, f. i
Bogotá, hvor han ogsaa døde. Tidlig kom han
paa Rejse til Europa, hvor navnlig Baudelaire
fik Indflydelse paa ham. Han havde opr. været
meget velhavende, men mistede sin Formue, og
nogen egl. Deltagelse i det praktiske Liv er
ikke at notere for hans Vedk. Derimod læste
og grublede han meget, kom stadig dybere ind
i en pessimistisk Livsanskuelse og lagde denne
for Dagen i sin lyriske Digtning, som er stærkt
præget af Melankoli og røber et meget
betydeligt Talent, som vilde have skaffet ham høj
Rang i den nyere sp. Digtekunst, hvis hans Liv
ikke var endt saa snart. I formel Henseende
er han original og forbereder, saaledes har
man i Alm. bedømt ham, den modernistiske
Retning, der senere navnlig udfolder sig
gennem Rubén Dario’s Forfatterskab. Man har ikke
meget tilbage af S.’s Frembringelser, idet et
Skib, hvori en stor Del af hans Manuskripter
fandtes om Bord, gik til Bunds ved et
Skibbrud. Kort Tid efter berøvede Digteren sig selv
Livet. En god Udg. af hans efterladte Poesier
besørgedes af B. Sanin Cano (Paris 1913);
derimod maa Udgaven Barcelona 1898 (ved
Hernando Martinez) betegnes som slet.
E. G.
Silva [’si£va], L. A. R., se Rebello da S.
Silvanus, en rom. Guddom af lgn. Præg
som Faunus og Mars (til hvem S. ogsaa findes
som Tilnavn), oftest opfattet som en
venligsindet Beskytter af Menneskers Virksomhed i
Landbrug, navnlig dog alt, hvad der staar i
Forbindelse med Skoven (silva, deraf Navnet);
dog tilskreves ogsaa den Uhygge, som just i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
