Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skandinavisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Drottningholm 15. Juni) udtalte, at »for Fremtiden er
Krig umulig mellem skandinaviske Brødre«. I
Marts 1857 tilbød han ligefrem et Forbund med
Danmark indtil Ejderen, men Tyskeren
Scheele, som var dansk Udenrigsminister, fik
Frederik VII til at afslaa Tilbudet i Helstatens
Interesse, hvorhos han selv officielt betegnede S.
som en »poetisk Idé, som Historien aldrig har
kunnet anvise en mere bestemt Karakter«. S. A.
fremsatte Blixen-Finecke i sit Flyveskrift
»Skandinavismen praktisk« Tanken om en gensidig
Adoption af Kongehusene for saaledes at
forsone disses Interesser med Folkenes Ønsker, og
i en Række Flyveskrifter blev Spørgsmaalet om
en nærmere Enhed mellem Landene drøftet fra
begge Sider. Allerede 1856 havde Svenskeren
Lallerstedt behandlet Sagen i et større Skrift
paa Fransk og Svensk (»Skandinaviens farhågor
och förhoppningar«). 1857 holdtes endvidere
baade det første nordiske Kirkemøde i Kbhvn
(det 4. 1871), og det første Folkemøde i
Ramlösa, og nu gjorde fl. af Bondevennernes
Førere sig til Sagens Talsmænd over for Almuen.
Endelig udkom 1861 den første Mellemrigslov
mellem Danmark og Sverige om civile Dommes
Udøvelse i det andet Rige, og under Danmarks
Strid med Tyskland udtalte det svensk-norske
Udenrigsministerium sig afgjort for Danmarks
Ret til Slesvig som en fælles nordisk Sag.
Allerede under den orientalske Krig enedes de
nordiske Regeringer om fælles
Neutralitetserklæringer (30. Decbr 1853). 1860—63 var der
gentagne fortrolige Sammenkomster mellem
Frederik VII og Karl XV, der var endnu ivrigere
for S., end hans Fader havde været, og ved
den sidste af disse paa Skodsborg i Juli 1863
aftaltes Grundtræk til et Forsvarsforbund.
Forinden var der s. A. baade af den sv. Rigsdag
og det norske Storting udtalt en alm. Billigelse
af Regeringens Optræden til Bedste for
Danmark.
Alt syntes saaledes rede til Traktatens
Afslutning, men Tysklands truende Optræden og den
sikre Udsigt til en Krig, hvorpaa man slet ikke
var forberedt, vakte Betænkeligheder hos de
ledende svenske Statsmænd. Da Frederik VII i
Novbr døde, var Karl XV personlig fast
besluttet paa at yde Danmark Hjælp, ja, vilde endog
selv føre sine Tropper (de »22000«), ligesom
hans Broder Oscar ønskede at gaa med; men
han kunde ikke overvinde sine Regeringers
Modstand, især efter at Rusland havde truet
med at ville skride ind i saadant Fald. I selve
Krigen tog ligesom 1848 mange Svenskere og
Nordmænd frivillig Del. 1. Apr. 1864 foreslog
Kong Karl en nordisk Union med fælles
Parlament, dog kun omfattende Nordslesvig, samt
en tilhørende Familiepagt mellem Kongehusene,
og paa London-Konferencen støttede den
sv.-norske Sendemand afgjort Danmarks Krav.
Men den danske Regering, som endnu ikke
havde opgivet Haabet om at redde Holsten ell.
i hvert Fald hele Slesvig, viste ingen varm
Interesse for Forslaget, som derfor nødvendig
faldt til Jorden. Ved Krigens ulykkelige Udfald
led S. et haardt Knæk, fordi Danmark ikke
havde faaet den Hjælp fra Broderlandene,
hvorpaa det saa trygt havde haabet, og
Slesvigs Tab gjorde dets Stilling endnu svagere.
Dog dannedes der kort efter Foreninger i alle
tre Lande til at virke for Enhedstankens
Udbredelse (Skandinavisk Selskab i Oslo Juli 1864,
Nationalforeningen i Sthlm Dec. 1864 og Nordisk
Samfund i Danmark 1865). Der holdtes ogsaa
ny Folkemøder, 1865 ved Stehag i Skaane, 1869
ved Hillerød, og Kronprins Frederik’s
Ægteskab med Karl XV’s Datter Louise i Sommeren
1869 vakte alm. Glæde i de nordiske Lande som
Varsel om et godt Forhold mellem
Kongehusene. (1897 knyttedes et nyt Baand, da deres
Datter Ingeborg ægtede Kong Oskar II’s yngre
Søn Carl; disses ældste Datter Margareta
ægtede 1919 Prins Valdemar’s yngre Søn Axel).
Alligevel traadte den politiske S., som deraf
burde have suget Næring, snart helt i
Baggrunden, til Dels som Følge af Frankrigs
Nederlag 1870, fordi Virkeliggørelsen nu viste sig
skudt ud i en uvis Fremtid. De ovennævnte
politiske Foreninger ophørte efter faa Aars
Forløb, ligesom det fælles »Nordisk Tidskrift för
Politik, Ekonomi och Literatur«, der nærmest
var deres Organ, kun opnaaede at udkomme i
5 Bd (1866—70). Ligeledes standsede
Studentermøderne 1875, og »Nordisk
Universitets-Tidsskrift«, hvoraf udgik 10 Bd 1854—64, var
allerede gaaet ind efter den anden slesvigske
Krig.
Tanken om at grundlægge en nærmere Enhed
mellem Nordens Folk var dog ingenlunde
udslukket, men rettedes nu mod mere bestemte
praktiske Forhold, hvorved dels materiel, dels
aandelig Enhed fremmedes. 1872 kom
Møntenheden, 1880 gennemførtes en fælles
Veksellov og 1892 en Sølov, 1905—07 en Lov om Køb
og Salg, og 1917—19 en Lov om Aftaler;
endelig 1921—25 en fuldstændig Ægteskabslov,
hvorved borgerligt Ægteskab blev fuldt ligestillet
med det kirkelige, og Hustruens Retsstilling
væsentlig forbedret baade i de formueretlige
Forhold og m. H. t. hendes Børn. Desuden er der
kommet fl. Fælleslove af mindre indgribende
Bet. (om Varemærker, Handelsregistre og
Checks). Jan. 1926 sluttedes mellem de tre
nordiske Riger indbyrdes Overenskomster om
ubetinget Voldgift i alle folkeretlige Tvistemaal,
der kan opstaa imellem dem.
Da Norges strenge Hævdelse af sin
Selvstændighed over for Sverige Juni 1905 førte til, at
Foreningen med Sverige brast efter 91 Aars
Varighed, godtgjorde Kong Oscar II Sandheden
af sin Faders Ord 1856, om Umuligheden af en
Krig mellem nordiske Broderfolk, idet han
frivillig gav Afkald paa sin Kongeværdighed i
Norge, hvorefter Adskillelsen fuldbyrdedes ved
fredelig Overenskomst mellem de to Landes
Regeringer. Senere valgtes den danske Konges
yngre Søn Karl ved Folkeafstemning til Konge
i Norge, og han overtog sit ny Hverv som
Haakon VII 5 Maaneder efter Bruddet og 525 Aar
efter sin Navne Haakon VI’s Død som sidste
særlige Konge i Norge.
Da Verdenskrigen 9 Aar senere i
Sommeren 1914 udbrød, var Følelsen af Nordens
Sammenhold saa stærk, at alle tre Konger med
Folkenes fulde Samstemning efter Gustaf V’s
Opfordring mødtes 1915 i Malmö og 1917 i Oslo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
