Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilknytning, der førte til Foreningen 1603.
Jakob I (1406—37) begyndte de store
Godsinddragelser fra Adelen og inddrog de store Len,
som havde tilhørt Jarlerne af Lennox,
Strathearn. March og Mar, og for at skaffe sine
Undersaatter en retfærdigere Retspleje end
Baronernes Domstole, oprettede han i Court of
Sessin en Domstol for hele sit Rige og lod
Lovene offentliggøre paa Skotsk. Hans Værk
fortsattes af Jakob II (1437—60), som kuede
Slægten Douglas og inddrog dens Gods og 1455
fik vedtaget en Parlamentsakt, ifølge hvilken
fortsatte Godsinddragelser tillodes Kronen for
at afhjælpe dens Fattigdom. Men Rigets Ulykke,
at Stuart’erne næsten alle kom paa Tronen som
Mindreaarige, hindrede en rolig Vækst af
Kongemagten. Under Jakob III (1460—83) kom
Orkn-Øerne og Shetlands-Øerne under S. ved
Jakob’s Ægteskab med Margrete fra Danmark,
Christian I’s Datter, og Jakob IV (1483—1516)
bragte de vestlige Højlande og Øerne under et
fastere Herredømme og større Kultur. — Den
skotske Kirke havde 1472 faaet sit eget
Ærkebispedømme i St Andrews, og 1492 blev
Glasgow et andet Ærkesæde, men Gejstlighedens
slappe Moral forbedredes ikke derved. —
Handelen førtes især med Nederlandene, og
Flamlænderne var i Handel Skotternes Læremestre.
Landet udførte kun Naturprodukter og maatte
indføre alle Tøjer og Industrivarer, hvorom
Andrew Halyburton’s Hovedbog fra 1492—1503
vidner. En egl. Krigsflaade blev først bygget af
Jakob IV, der ogsaa grundlagde S.’s første
Fiskerflaade. S. var et langt fattigere Land end
f. Eks. det samtidige Danmark. I Højlandene
levede den keltiske Befolkning stadig i det
primitive Klansamfund. — Bogtrykkerkunsten
indførtes af Walter Chapmann og Andrew Millar
1507, og et nyt Univ. blev 1495 grundet i
Aberdeen foruden de 2, som allerede fandtes i St
Andrews og Glasgow. Under Jakob V
(1513—42) tog den reformatoriske Bevægelse hurtig
Vækst; stærkest var den bl. Lollarderne i
Ayrshire, hvor senere Wishart og Knox fandt deres
ivrigste Tilhængere. Luther’s Skrifter fandt saa
villige Læsere i S., at Parlamentet 1525 forbød
at indføre dem, og 1528 blev Patrick
Hamilton af Knox, regnet for Reformationens
første Vejbryder i S., brændt i St Andrews. —
Da Jakob V var død, nedbrudt af Sorg over
Nederlaget ved Solway Moss, blev John
Hamilton, Greve af Arran, Formynder for hans
spæde Datter Marie Stuart (1542—67), men
Arran var en svag Regent, og den ledende
Mand i Skotland var Ærkebispen af St
Andrews. Kardinal Beaton. Han fortsatte Alliancen
med Frankrig, og Parlamentet erklærede alle
med England afsluttede Traktater for ugyldige.
Det var forgæves, at Henrik VIII søgte at faa
et Giftermaal bragt i Stand mellem sin Søn
Edvard og Marie Stuart, og da han under sin
Krig med Frankrig sendte Lord Hertford med
en Hær ind i S., øgedes kun Hadet til England
ved Hertford’s grumme Plyndringer mellem
Berwick og Edinburgh, selv om Skotland
tiltraadte Freden mellem England og Frankrig
1546. — Mod Reformationsbevægelsen foer Beaton
haardt frem og lod Kalvinisten Georg Wishart
brænde som Kætter i St Andrews, men herved
voldte han sin egen Undergang. En Skare af
Wishart’s Tilhængere i Forstaaelse med Henrik
VIII af England trængte ind paa Ærkebispens
Borg i St Andrews og myrdede ham 1546. Vel
fik Regenten Arran atter indtaget St Andrews
med fr. Hjælp, men kort derpaa rykkede
Somerset (tidligere Hertford) ind i Landet med
den Hensigt at tvinge Skotterne til at gaa ind
paa et Giftermaal mellem Edvard VI og Marie
Stuart. Overlegen ved sine fremmede
Lejetropper tilføjede han Skotterne Nederlaget ved
Pinkie og hærgede grusomt og brændte Leith. men
denne Grumhed bragte Regeringen til at sende
Marie Stuart over til Frankrig for at giftes med
Henrik II’s Søn Frants, den Betingelse, som
Henrik stillede for at yde S. Hjælp. Alliancen
sluttedes da 1548, og en fr. Flaade sendtes til
S. og forjog Englænderne. — Frankrigs
Indflydelse i S. var nu saa stærk, at Enkedronningen,
Marie af Guise, 1554 bevægede Arran til at
nedlægge Regentskabet, hvorpaa hun selv overtog
Styrelsen. Hendes Politik gik ud paa at holde
S. paa det nøjeste knyttet til Frankrig ved fr.
Embedsmænd og Garnisoner og at nedslaa den
bestandig voksende Reformationsbevægelse. Da
Adam Wallace blev brændt som Kætter 1550,
æggede det kun Protestanterne ivrigere frem,
og Ærkebisp Hamilton’s Katekismus, hvorved
den kat. Lære blev fremsat klart og
maadeholdent, og en Mellemvej søgtes mellem de to
Trosretninger, fik ingen Virkning. Ny
Forkyndere som Harlow og Willock, der under Maria
den Blodige var kommet flygtende fra England,
og fremfor alle John Knox vandt Tilhængere
bl. Almue, Borgere og Adel. I Decbr 1557
dannedes da det første Covenant (et Trossamfund i
S.), underskrevet af Jarlerne af Argyll, Glencairn,
Morton, Lord Lorne og Erskine, der forpligtede
sig til ikke at helme, før de havde gjort deres
Tro til Landets Religion. Mere og mere
indtrængende blev nu Protestanternes Fordring til
Regentinden om Tilstaaelse af offentlig Afholdelse
af Gudstjeneste, Prædiken paa Modersmaalet og
Nadveren i begge Skikkelser. Regeringen
svarede imidlertid med ny Forfølgelser, og den
80-aarige Walter Mill’s Død paa Kætterbaalet
harmede Protestanterne, men disse sidste, især
Adelen, dreves nu ogsaa frem af Begær efter
Kirkens rige Gods, Halvdelen af hele Landets.
Da Marie af Guise 1559 forbød Prædikere at
tale uden Regeringens Tilladelse, voksede
Spændingen til det yderste, og s. A. vakte en Tale
af Knox en rasende Billedstorm i Perth, hvor
Dominikanernes og Franciskanernes Klostre
ødelagdes. Enkedronningen fik nu Hjælp fra
sine Brødre Guise’rne i Frankrig, der siden
Henrik II’s Død var overmægtige og vilde gøre
S. til en fr. Provins og derved kue England;
hun besatte nu Leith med en fr. Hjælpehær.
Protestanterne henvendte sig til England om
Hjælp. Elisabeth, der var forbitret paa Knox,
stillede sig først afvisende, men Cecil, der
frygtede Frankrigs Magt i S., fik et Forbund i
Stand 1560. En eng. Flaade kom, og
Franskmændene maatte forlade Leith; kort efter døde
Regentinden Juni 1560. — Protestanterne
gjorde da det endelige Brud med Romerkirken, og
Parlamentet, hvortil ogsaa Lavadelen gav
talrigt Møde, Vedtog 8. Aug.: Afskaffelse af Pavens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
