Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jurisdiktion, Fordømmelse af alt, der stred mod
den ny Lære, og strengt Straffeforbud for kat.
Messe. Ren ny Kirkeordning blev da
gennemført, hvorved Menighedsraad bestaaende af
Præster og Kirkeældste styrede Sognene,
medens Presbyterier var satte over hver enkelt
Kreds af Sogne, og over hele S.’s Kirke stod
som øverste Myndighed General Assembly.
Kirkegodset ønskede Knox og hans Tilhængere
frataget den gamle Kirke og lagt over til den ny;
men dette strandede paa Adelens Modstand,
thi mange Adelige havde tilrevet sig Kirkegods,
og en Ordning indtraadte, hvorved Bisperne og
Prælaterne beholdt deres Kald og Gods mod at
underholde presbyterianske Præster til at
prædike paa deres Omraade. Ved denne Ordning
kunde Adelen, hvor den besatte Embederne,
sikre sig Indtægt af Kirkegodset. — Da Marie
1561 var vendt tilbage fra Frankrig, fortsattes
Brydningen mellem den gamle og ny Tro. Knox
irettesatte Marie Stuart for at have afholdt
Messe og fik Ærkebispen af St Andrews straffet
af samme Grund, men Marie holdt fast ved den
kat. Tro og fortsatte det venskabelige Forhold
til Frankrig. Al Mulighed for en fredelig
Forbindelse med England, saaledes som den
ønskedes af S.’s betydeligste Politikere Murray og
Maitland of Lethington, ophørte ved Marie’s
Giftermaal med Darnley, og de deraf flg.
Begivenheder hidførte hendes Tronfrasigelse 1567 og
Fangenskab i England. — Under Jakob VI
(1567—1625) (se Jakob I) blev Forholdet til
England og Katolikkerne det politiske
Hovedspørgsmaal. Regeringen i Jakob’s
Mindreaarighed førtes af de efter hinanden følgende fire
Regenter Murray, Lennox, Mar og Morton. Alle
førte de en engelsk-venlig Politik rettet mod
Katolikkerne, thi endnu var disse talrigst i
Landet, og Folket i Højlandene og 1/3 af Adelen var
katolske. Morton begyndte paa en Ordning af
Kirken, som viste i episkopal Retning, dels for
at berige sig, dels for at nærme den mere til
den eng. Titlerne Ærkebisp, Bisp, Abbed og
Prior beholdtes; disse fik ogsaa Kirkegodset
nominelt under sig, men de adelige Patroners
Udbyttelse af Embederne blev mere og mere
skamløs, og Morton gav dem selv det sletteste
Eksempel ved til Ærkebiskop i Andrews at
udnævne den første af de saakaldte
»Tulchan-Bisper«, Prælater, der ligesom den af Morton
indsatte Ærkebiskop overgav Patronen næsten
al Indtægt af Embedet. Efter at Morton var
blevet styrtet af Jakob’s Yndling Lennox,
beherskede denne Kongen til 1582, og efter ham blev
James Stuart, Greve af Arran, Kongens Yndling;
denne fik Jakob I til at forfølge
Presbyterianerne, og Andrew Melville, efter Knox’ Død
Presbyterianernes Fører, maatte en Tid forlade
Landet. — Altbestemmende for Jakob I som
Konge blev hans Tragten efter at opnaa den
eng. Kongekrone efter Elisabeth, og da
Elisabeth ved Hjælp af Jakob’s Yndling Gray,
Arran’s Afløser, havde bragt et Forbund i Stand
mellem S. og England (1585), lod Jakob sin
Moders Henrettelse 1587 gaa hen uden at bryde
med England. Da han var bleven eng. Konge
(1603) og S. var blevet stillet i Personalunion til
England, regerede han det let fra England
gennem det egenmægtig sammensatte Statsraad og
ved Parlamenterne, som han beherskede ved
Bestikkelser og ved Uddelinger af Kirkens Gods,
som han havde tilrevet sig. Dog glemte han
ikke S., skønt han til Trods for sit Løfte kun
besøgte det en eneste Gang. I Parlamentet 1604
og 1606 fremkom, ban med en Plan om en
Realunion mellem S. og England: der skulde herske
frit Handelssamkvem mellem Landene og være
Fællesborgerskab mellem begge Folk, men dette
strandede paa Englændernes Uvilje, og Jakob
opnaaede kun, at Skotter, fødte efter hans
Tronbestigelse i England, de saakaldte postnati,
skulde være eng. Statsborgere. I sin
Kirkepolitik fortsatte han først i Morton’s Spor med at
nærme Kirkens Ordning til den eng. og søgte,
bistaaet af Adamson, Ærkebiskop af St
Andrews, at gennemføre den episkopale Kirke.
Men den presbyterianske Gejstligheds Modstand
var for stærk, og efter at først Kirkegodset var
lagt under Kronen 1587, genindførte han den
rene presbyterianske Kirke 1592. Men denne
Kirkeordning stemte ingenlunde med Jakob’s
Opfattelse af Forholdet mellem Kongemagt og
Kirke, og snart styrede han atter i episkopal
Retning; Presbyterianernes ypperste Førere,
deriblandt Melville, fjernedes fra Landet,
Bisperne fik deres Myndighed igen, Ærkebispen og 2
Bisper sendtes til England og modtog den
apostolske Indvielse, og 1612 godkendte det
afhængige Parlament Jakob’s Foranstaltninger, og ved
Bisperne kunde han nu beherske Kirken. Han
kunde derfor paatvinge General Assembly
(Generalkirkeforsamlingen) de 5 Artikler i Perth
1618, hvoraf den vigtigste var, at Nadveren
skulde nydes knælende. Trods alle Jakob’s
Ændringer vedblev dog Menighedsraadene at
bestaa, og gennem disse holdt den presbyterianske
Aand sig uovervindelig i Kirken. — Priselig var
Jakob’s Iver for at bosætte Befolkningens
Overskud, saaledes ved Kolonisationer paa
Hebriderne, og til Ulster flyttede skotske Bønder, der
dyrkede Landet op, medens Kolonien Ny-S.
grundedes i Nordamerika. Karl I (1625—49)
(s. d.) var endnu ivrigere end Jakob efter at
bringe den skotske Kirkes Gudstjeneste i
Overensstemmelse med den eng. Kirkes, hvortil Laud
stærkt tilskyndede ham, og 1637 søgte Karl at
gennemføre en ny Liturgi i S., udarbejdet af
nogle skotske Bisper med Laud som Raadgiver.
Liturgien var den eng. Common Prayer Book
med kat. Tilsætninger. Da man imidlertid
prøvede at holde Gudstjeneste efter den i
Edinburgh Juli 1637, udbrød her en rasende Tumult,
og i Foraaret 1638 indgik Skotterne et nyt
Covenant (Trosforbund), som gik ud paa at bevare
Evangeliet rent, og Adelen stod Gejstligheden
bi, thi den frygtede at miste det Kirkegods, den
i Tidens Løb havde erhvervet. Senere paa
Aaret ophævede Covenanters Bispeembederne
og genoprettede den presbyterianske
Kirkeordning, og 1639 udbrød den Krig mod Karl I, som
drog den eng. Borgerkrig, Karl’s Nederlag og
Fangenskab med sig. Det Forsøg, som Markien
af Montrose gjorde paa fra Højlandene at rejse
Karl’s Sag, mislykkedes, og da Hertugen af
Hamilton, de moderate Presbyterianeres Fører,
til Fordel for Karl faldt ind i England, led han
Nederlag ved Preston mod Cromwell 1658 og
blev straffet med Døden. Efter Karl I’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
