Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaver (de Folk, som taler slaviske Sprog) - Slaveri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Wenden, som Navn paa Slovenerne ogsaa
Winden; windisch = Slovensk) samt
af Finnerne (finsk Venäjä, »Rusland«). Det
tyske Sklave, opr. »Krigsfange af slavisk
Nationalitet«, er laant fra det lat. sclavus. De
fleste af de Egne, der nu bebos af S., havde
tidligere ganske andre Indbyggere. S.’s ældste os
bekendte Hjem var Egnen mellem Weichsel,
Karpatherne og Dnjepr; Udbredelsen til de hist.
Bopæle fandt i det væsentlige Sted i 4., 5. og 6.
Aarh. e. Kr. Russernes store Udbredelse i det
nuv. Rusland (hvis ældre Indbyggere var finske,
tyrk., til Dels ogsaa iraniske Folkeslag) er dog
til Dels meget yngre (de tyrk. Kazarers
Hovedstad i Nærheden af det nuv. Astrachan blev
saaledes først erobret af Russerne Aar 969).
Medens Russernes Udbredelse mod Ø. har varet
ved til den Dag i Dag, har S.’s Udbredelse i
andre Retninger mødt definitive Grænser (paa
Balkan-Halvøen har Grækere, Rumænere og
Albanesere holdt Stand, om end ikke uden at
optage en Del slaviske Laaneord; i Italien findes
der kun slaviske Sprogøer af meget ringe Bet.)
ell. er atter bleven trængt tilbage, saaledes bl.
a. ved Indvandringen af Magyarerne, der dog
har optaget en betydelig Mængde slaviske
Laaneord; det største Tab har S. lidt mod NV.,
hvor de havde besat hele det nuv. nordøstlige
Tyskland; ved Slutn. af 12. Aarh. var disse
nordvestlige S. allerede under tysk (dansk)
Herredømme, hvad der overmaade hurtig førte til
den slaviske Nationalitets Undergang.
I deres opr. Hjem ved Karpatherne har S.
aabenbart levet under meget primitive Forhold.
Paa Grundlag af de sparsomme Efterretninger
hos gl. Forf. og Analogislutninger efter senere
Forhold har navnlig bøhm. lærde i Beg. af 19.
Aarh. søgt at tegne et anskueligt Billede af de
gl. S.’s Liv og skildret dem som et fredeligt og
mildt Folkefærd, der især levede af
Agerdyrkning, men ogsaa havde Handelsforbindelser med
Østen. Om S.’s hedenske Religion og Mytologi
vides meget lidt. Tordengudens Navn Perunŭ
er sikkert trods Vanskelighederne ved
Forklaringen af Ordets lydlige Form identisk med det
litauiske Perkúnas. De faa Meddelelser om
Nordvestslavernes Gudsdyrkelse hos Saxo
Grammaticus, Helmold og Thietmar er af senere
Lokalforskere (siden 16. Aarh.) blevne udpyntede
ved alle Slags Kombinationer og Tildigtninger.
Helmold nævner bl. a. Gudenavnet
Zcerneboch ɔ: černobog med Overs. »den sorte
Gud«; i et Skrift fra 17. Aarh., som citerer
Helmold, men ikke paa første Haand, tilføjes, at
den gode Gud hed Belbog ɔ: »den hvide
Gud«, hvad der aabenbart kun er en
Formodning af en Dilettant, som havde tilstrækkelig
Kendskab til Slavisk til at kunne smede et dog
vistnok ikke ganske vellykket slavisk Navn. Med
»slaviske Runer« er derefter dette Navn af en
Falskner i 18. Aarh. bleven indridset paa de
saakaldte Prirwitzer-Afgudsbilleder. Navnet
optræder fremdeles bl. de forfalskede bøhm.
Glosser i Haandskriftet Mater verborum (se Tschk.
Sprog og Litt.) (Litt.: Šafařik,
»Slavisk Oldtidsvidenskab« [bøhm., Prag 1837, 2.
Udg. 1863; tysk Overs. med Titelen »Slavische
Alterthümer«, Leipzig 1843—44; ogsaa paa Polsk
og Russisk (nu forældet)]; Niederle,
»Slavisk Oldtidsvidenskab« [bøhm., Prag 1902 ff,
1911 ff.]; Samme, Manuel de l’antiquité slave
[Paris 1923]; Louis Leger, La mythologie
slave [Paris 1901]).
Hlg. P.
Slaveri er saa gammelt, som
Menneskeslægten har en Historie, og har fundet Sted hos
næsten alle Folkeslag, der er komne ud over
det første Kulturtrin, hvor hver Familie lever
særskilt for sig, og hvor Kvinden indtager
Slavens senere Plads. Det kendes derfor ikke hos
de sibiriske Folk ell. hos Australierne; ej
heller hos de fleste indianske Stammer, men vel
hos Aztekerne i det gamle Mexiko. Opr. er
det vel opkommet ved, at Krigsfanger gjordes
til Trælle, altsaa som et Fremskridt mod den
tidligere Nedslagtning ell. Ofring; senere er
det brugt som Straf for Forbrydelser ell. mod
Skyldnere, der ikke kunde betale deres Gæld.
At Fattigfolk af Nød solgte sig selv eller deres
Børn, har ogsaa tidlig fundet Sted. Med S.
indtræder den første Klassedeling i Samfundet,
idet Slaverne dannede Grundlaget for det
fribaarne Folk og udgjorde en væsentlig Del af
den samlede Befolkning. I Kina var der
indtil faa Aarh. før Kristi Fødsel kun Statsslaver
(Forbrydere ell. Krigsfanger); men da opkom
den Skik, at Fattigfolk solgte sig ell. Børnene
til S.; dette var for Resten meget mildt, og
Kon-fu-tse indskærper alvorlig at vise Omhu
og Skaansel mod Slaverne. I Indien har S.
bestaaet fra gammel Tid; dog maa Mænd af de
højere Kaster kun trælle for Mænd af samme
Kaste. Ogsaa fandtes S. i det gamle Ægypten
saavel som hos de semitiske Folk og i hele
Forasien. I Babylonien værnede Hammurabi’s
Love (omtr. 2000 Aar f. Kr.) Slaverne mod
Mishandling af deres Ejere, og efter Mose Lov
maatte de jødiske Slaver kun trælle i 6 Aar
og skulde derefter frigives og hjælpes i Vej af
Herren, med mindre de selv foretrak at blive
i Tjeneste hos denne, medens de indførte var
bundne for hele Livet.
Hos Grækerne var der ogsaa S. fra den
ældste Tid, idet alle Krigsfanger gjordes til
Slaver, selv de af kgl. Byrd, som det ses af
de homeriske Digte; de udsatte Børn blev
ogsaa Trælle. Da det simple Arbejde regnedes
for uværdigt for fribaarne Mænd, blev det
næsten nødvendigt at have Slaver, naar man ikke
hørte til den laveste Almue. Derfor hævder
ogsaa Platon og især Aristoteles S.’s
Nødvendighed for Samfundet. I Athen var der et eget
Torv for Slavehandel, hvortil der indførtes dels
fangne Barbarer, dels Krigsfanger fra andre
gr. Stater, dels Personer, som var opsnappede
af Sørøvere (Kretensere og Fønikere drev
dette Erhverv i stor Stil). I Byens blomstrende
Tilstand var næsten 3 Fjerdedele af
Indbyggerne Slaver, der brugtes baade i Landbrug,
Haandværk og som Rorkarle, foruden til al
Husgerning; ligeledes udgik Fløjtespillerskerne,
Danserinderne og Skøgerne fra Slavindernes
Klasse. Gennemgaaende var Slavernes Stilling
ikke haard og langtfra retløs, over for grusom
Behandling kunde de kræve Salg til en anden
Herre, og Frigivelser fandt jævnlig Sted,
medens Borgerret kun sjælden tilstodes de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
