Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slaviske Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alfabet. Men den slaviske Ortografi var i
Begyndelsen i det lat. Klædebon højst
ubehjælpsom. Æren for at have bragt Orden i den
bøhmiske Retskrivning tilkommer i første Rk. den
berømte Reformator Jan Hus (Johan Huss).
Ejendommelig for den bøhmiske Ortografi er
især Brugen af en Hage til at adskille de
sch-agtige Lyd fra de s-agtige (š = tysk sch, ž =
fr. j, č = tysk tsch i Modsætning til c = ts).
Den bøhmiske Ortografi er i 19. Aarh. bleven
tagen til Mønster af Kroaterne, Slovenerne og
Sorberne i Lausitz. Den polske Ortografi er
temmelig forsk. fra den bøhmiske; den bruger
hyppig to Bogstaver for at betegne en enkelt
Lyd (sz = tysk sch, cz = tysk tsch), og den
anvender w i St f. bøhmisk v {udtalt som vort
v); af særlige Tegn indeholder den polske
Ortografi et gennemstreget l for at betegne en l-Lyd
med løftet Bagtunge, a og e med en Krølle
under for at betegne nasaleret o og e og
endelig ’ over Konsonanttegn for at angive
mouilleret Udtale.
Ved den videnskabelige Gengivelse i det lat.
Alfabet af russ., old- og ny-bulgariske, serbiske
Ord plejer man at anvende et System, der i alt
væsentligt hviler paa den bøhmiske Ortografi
suppleret med et Par Træk fra den polske
Ortografi og et Par kyrilliske Bogstaver i den
moderne Form (se ndf.). Ejendommeligheder i
Udtalen, som Originalortografien ikke har
Udtryk for, tages der heller ikke Hensyn til i
Transskriptionen; man skriver altsaa
Dostojevskij, Lermontov med v, skønt de
udtales med f, idet v i Slutn. af et Ord ell. foran
stemmeløse Lyd (som s) i Russisk (ogsaa i
Bøhmisk og Polsk) i Udtalen er gaaet over til f;
man skriver russisk Orjól (Bynavn), skønt
den første Stavelse i Udtalen indeholder a, da
o foran Accenten i Russisk gaar over til a. I
mere populære Værker hersker stor Vaklen i
Gengivelsen af slaviske Navne; typografiske
Grunde udelukker til Dels Anvendelsen af det
videnskabelige Transskriptionssystem, og mange
uheldige ell. urigtige Skrivemaader har, da
Kendskabet til Slavisk er saa lidet udbredt,
opnaaet en vis Hævd (Orel for Orjól,
Suwarow for Suvórov o. s. v.).
2) Sproghistorie. De s. S. danner en
egen Klasse af den indoeuropæiske Sprogæt. De
stemmer i væsentlige Punkter overens med den
østlige Halvdel af de indoeuropæiske Sprog,
idet en bestemt Rk. af oprindelige k-Lyd
optræder som s-Lyd: slava, »Berømmelse«,
slovo, »Ord« hører til gr. κλέος,
»Berømmelse«, εκλυον, »hørte«, oldn. hlýða, »lytte«;
zna-ti, »at kende« hører til gr. γιγνώσκω, dansk
kunne, kende, eng. to know. Ogsaa den
ejendommelige Udvikling af s i Slavisk minder
om østlige Sprog, se Holger Pedersen,
»Indogermanisehe Forschungen«, V 74 ff.
Allernærmest er de s. S. beslægtede med den baltiske
Sprogklasse, hvormed de kan forenes til en
Dobbeltklasse (se Litauisk Sprog). En
Ejendommelighed ved Slavisk (modsat Litauisk)
er Opgivelsen af de fleste nedarvede
Konsonantgrupper; i den ældste Form, hvori vi kender
Slavisk, opviser det kun aabne Stavelser
(Stavelser, som ender paa en Vokal ell. et
selvlydende r ell. l); derimod kan Stavelserne nok,
om end kun inden for meget snævre Grænser,
begynde med mere end een Konsonant. Den
simple Stavelsebygning er Resultat af en Rk.
lydlige Processer: Bortfald af en Konsonant
(sŭnŭ, »Søvn«, litauisk sapnas, oldn.
svefn), Overgang fra Diftonger til enkelte
Vokaler, Sammensmeltning af n ell. m med en
foregaaende Vokal i samme Stavelse til en
Nasalvokal (pątĭ, »Vej«, lat. pons, Gen. Plur.
pontium; i de fleste moderne Sprog undtagen Polsk
har Nasalvokalerne atter mistet den nasale
Udtale), Udvikling af en Overgangslyd mellem r
ell. l og en flg. Konsonant (litauisk varna,
»Krage«, russ. vorona, oldbulg. vrana,
serb. vrana, bøhm. vrána, polsk wrona;
smlg. ogsaa oldbulg. gradŭ, »By«, serb. grad,
russ. gorod, et ogsaa som Bestanddel af fl.
velbekendte Egennavne forekommende Ord, der
svarer til dansk Gaard, oldn. garðr). Den
saaledes vundne simple Stavelsebygning gik
imidlertid atter tabt ved den ejendommelige
Skæbne, som de to opr. korte Vokaler i og u
fik; disse var allerede i Oldbulgarisk saa stærkt
forandrede, at de maatte skrives med to
særlige dertil opfundne Tegn (som i vor
Transskription enten beholdes uforandrede ell.
gengives; med ĭ og ŭ); i de moderne Sprog er disse
to ejendommelige Lyd aldrig bevarede, men
dels blevne til andre Vokaler, dels faldne bort
(i Ortografien blev Tegnene for de bortfaldne
Vokaler til Dels staaende som stumme Tegn,
hvis opr. Bet. man ikke havde nogen som helst
Anelse om; saaledes især i Russisk). Bortfaldet
fandt Sted i saa stor Udstrækning, at derved
fremkom en Rk. Konsonantgrupper, der til Dels
forekommer os meget uvante og vanskelige.
Bortset fra det nære Slægtskab med Baltisk
kan der i Slavisk findes spec. Lighedspunkter
dels med østlige Sprog (slav. bogù, »Gud«:
oldpers. baga, »Gud«; eet og samme Ord for
»hellig« i Slavisk-Baltisk og i Iranisk, nemlig
det Ord, der bl. a. optræder som første Led af
Gudenavnet Svante-vit; med Bet. »Gud« og
»hellig« forekommer disse Ord ikke i andre
Sprog), dels ogsaa med Germansk, som hører
til de vestindoeuropæiske Sprog.
Laaneord har de enkelte slaviske Sprog
optaget fra deres Naboer: Slovensk, Polsk og
Bøhmisk har været underkastede en stærk tysk
Indflydelse; i Russisk, Serbisk og Bulgarisk
findes mange tyrk. Ord o. s. v. (i Russisk findes
ogsaa iraniske Laaneord: sobáka, »Hund« er
det mediske σπάκα, som Herodot anfører).
Ved Siden heraf findes ogsaa ældre Laaneord,
som er fælles for alle s. S., først og fremmest
en stor Mængde germanske Ord. De ældste af
disse germanske Laaneord stammer utvivlsomt
spec. fra Goterne (fra hvem ogsaa Litauerne
og Finnerne har laant et stort Antal Ord).
Til de ældste Skelnemærker mellem de
enkelte s. S. hører den forsk. Behandling af en
fællesslavisk Lyd, der var opstaaet dels af kt
foran Fortungevokaler, dels af tj (Eksempel:
litauisk naktis, »Nat«, serb. noć,
oldbulgarisk noštĭ, nybulg. nošt, russ. noč, polsk
og bøhmisk noc); ligesaa den forsk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
