Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialdemokratiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
2. Apr. 1872 som Dagblad, indtil det 10. Maj
1874 afløstes af »Social-Demokraten«. I
Anledning af en Murerstrejke var planlagt et Møde
paa Nørre Fælled 5. Maj 1872. Mødet blev
forbudt af Politiet, og Natten forinden fængsledes
de tre Førere; Forsøg paa trods Forbudet at
afholde Mødet medførte Sammenstød mellem
Militæret, Politiet og Arbejderne. Ved
Højesteretsdom af 1873 idømtes Pio 5 Aars og Brix og
Geleff 3 Aars Forbedringshus. Førernes
Indespærring lammede den unge Bevægelse, og da
Pio og Geleff efter deres Løsladelse
udvandrede til Amerika 1877, og Brix s. A. idømtes
4 Aars Forbedringshus, var Bevægelsen for en
Tid næsten tilintetgjort. Det blev Mænd fra
Arbejdernes egne Rækker, der organiserede
Bevægelsen paa ny, navnlig Skomager C. J.
Hørdum, Skræder P. T. Holm, Snedker C. C.
Andersen, Typograf E. Wiinblad og
Handskemager C. Knudsen. Partiet støttedes af de i
1870’erne dannede Fagforeninger, og efter at
Wiinblad 1881 var blevet Redaktør af
Social-Demokraten«, voksede Partiet hurtigt. 1884 fik
det sine to første Repræsentanter, Holm og
Hørdum, ind i Folketinget, 1893 de to første
Repræsentanter, J. Jensen og K. M. Klausen,
i Kbhvn’s Borgerrepræsentation. Det danske
S.’s praktiske Politik har siden 1884, da man
tog udtrykkelig Afstand fra »Visnepolitikken«,
stedse været »Reformpolitikken«: ved
Forhandling med de andre politiske Partier at opnaa
de størst mulige Resultater efter de til de
forskellige Tidspunkter foreliggende politiske
Muligheder. S. har navnlig siden 1905 paa mange
Omraader samarbejdet med det radikale
Venstre, saaledes havde de to Ministerier Zahle
1909—10 og 1913—20 kun parlamentarisk Basis
i Kraft af Støtte fra S. S. er organiseret i
»Socialdemokratisk Forbund«, der ved Nytaar
1926 talte c. 146000 Medlemmer; det arbejder i
nøje Kontakt med de faglige Organisationer,
saaledes har Socialdemokratisk Forbund og
De samvirkende Fagforbund gensidig
Repræsentanter i hinandens Hovedbestyrelse. Ved
Folketingsvalget 1924 opnaaede Partiet c. 470000
Stemmer, ell. 36,6 % af samtlige afgivne
Stemmer, og dermed 55 af Folketingets 149 Pladser;
efter dette Valg overtog S., der sammen med
Det radikale Venstre (20 Mandater) har Flertal
i Folketinget, Regeringsmagten ved Ministeriet
Stauning, hvori Nina Bang, Bording, Borgbjerg,
Bramsnæs, Dahl, Hauge, L. Rasmussen, Friis
Skotte og Steincke har Sæde. Af Landstingets 76
Pladser raader S. over de 25. Inden for de
kommunale Raad fik S. ved Valgene 1925 i
Byerne (Kbhvn, Frederiksberg og de 85
Købstæder, Handelspladser og Flækker) 46,3 % af
Stemmerne og dermed 485 af 1205 Mandater.
I Landkommunerne fik S. 19,4 % af Stemmerne
og 1562 af 9355 Mandater. Partiet har Flertal
i Kbhvn (siden 1917), i 17 Købstæder
(deriblandt Aarhus, Aalborg, Horsens, Vejle,
Fredericia og Helsingør) og 31 Sogneraad. Den
Splittelse, der i de senere Aar er foregaaet
inden for S. i en Række Lande, har i Danmark
været uden Bet. Der dannedes 1918
»Socialistisk Arbejderparti« og »Det uafhængige
Socialdemokrati«, der 1919 sammensluttedes til
»Danmarks venstresocialistiske Parti«. Dets
Navn ændredes 1920, efter Partiets Tilslutning
til Moskva, til »Danmarks kommunistiske
Parti«, men dette Parti tæller kun faa Medlemmer
og har ved de politiske og kommunale Valg
kun opnaaet nogle faa Tusinde Stemmer (ved
Folketingsvalget 1924 c. 6000 Stemmer) og har
ikke faaet nogen Repræsentant valgt.
I Norge søgte Marcus Thrane, ligesom Fr.
Dreyer i Danmark, under Paavirkning af
Februarrevolutionen i Paris 1848 at fremkalde en
socialdemokratisk Bevægelse. Forsøget blev,
ligesom i Danmark, uden varigt Resultat. Den
socialdemokratiske Arbejderbevægelse begyndte
først igen 1878 ved den Virksomhed, den
danske Agitator P. L. Jantzen udfoldede. 1885
stiftedes i Oslo, efter Initiativ af Bogtrykker Chr.
H. Knudsen, en socialdemokratisk Forening,
hvis Ledelse han overtog. Sit Organ fik Partiet
fra Nytaar 1886 i »Social-Demokraten«; 1887
grundlagdes »Det norske Arbeiderparti« som
socialdemokratisk Landsorganisation, men
Partiet voksede langsomt; først 1903 erobredes 4
Mandater i Stortinget, men derefter tog
Bevægelsen Fart; allerede 1909 fik Partiet 90000
Stemmer og 11 Mandater. Det norske
Arbejderparti organiseredes med Fagforbundene som
Kollektivmedlemmer. 1921 sluttede Flertallet af
Partiet sig til Moskva; det tilbageværende
Mindretal, der grundlagde »Norges
socialdemokratiske Arbeiderparti«, maatte for saa vidt
begynde sin Organisation paa bar Bund, som
Flertallet raadede over hele det
organisatoriske og administrative Partiapparat. 1923
spaltedes Kommunistpartiet, idet Flertallet af dette
sagde sig løs fra Moskva; der findes saaledes
i Norge tre Arbejderpartier: 1) »Norges
socialdemokratiske Arbeiderparti« (tilsluttet 2.
Internationale, Organ: »Den nye Social-Demokraten«,
Førere: Magnus Nilssen, Olav Oksvik), der ved
Stortingsvalget 1924 talte 87000 Stemmer (9 %)
og fik 8 Mandater, 2) »Det norske Arbeiderparti«
(ikke tilsluttet hverken 2. ell. 3. Internationale,
Organ: »Norske Arbeiderbladet«, Førere:
Tranmæl, Lian [død 1925], Edv. Bull), der talte 178000
Stemmer og fik 24 Mandater, samt 3) »Norges
kommunistiske Parti« (tilsluttet 3.
Internationale, Organ: »Norges Kommunistblad«, Førere:
Scheflo, Arvid Hansen), der talte 58000
Stemmer og fik 6 Mandater.
I Sverige fandtes indtil 1879 kun en
enkelt socialdemokratisk Forening, men i Løbet
af 1880’erne voksede S. stærkt, samtidig med
den sv. Industris Opsving. Hjalmar Branting
(d. 1925), der fra 1887—92 var Redaktør af
Partiets Organ »Social-Demokraten« (begyndt
at udkomme 1885) blev den dygtige,
maalbevidste Leder, og 1889 stiftedes Sveriges
socialdemokratiske Arbejderparti, der hurtig
voksede sig stærkt. P. Gr. a. Valgretscensusen var
Branting dog S.’s eneste Rigsdagsmand fra
1896—1902; 1902 valgtes 4, 1905 15, og efter at
Vælger an tallet ved Valgreformen 1907 var
fordoblet, naaedes 1908 35 Mandater. Allerede 1917
indtraadte S. i en Koalitionsregering med de
Liberale, og Marts 1920 dannedes den første
rent socialdemokratiske Regering med
Branting som Statsminister; Regeringen faldt dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
