Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialdemokratiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
allerede s. A. i Oktbr, men fra 1921—23
dannede S. atter Regering. 1924 naaede Partiet
726000 Stemmer (41,1 %) og dermed 104 af
andet Kammers 230 Mandater, hvorefter S. for
3. Gang overtog Regeringen, denne Gang som
tidligere med Branting som Statsminister,
støttet af det liberale Parti; efter Branting’s Død
24. Febr 1925 overtog Sandler
Statsministerposten. I første Kammer raader S. over 52 af
150 Mandater. 1917 udskiltes et
venstresocialistisk Parti, af hvilket en Del 1919 sluttede sig
til Moskva, medens den resterende Del 1923
atter sluttede sig til S. 1924 spaltedes det
kommunistiske Parti, idet en Del af Partiet med
den fra Moskva udelukkede Höglund i Spidsen
dannede det uafhængige kommunistiske Parti.
Kommunistisk Parti opnaaede 1924 c. 65000
Stemmer (3,7 %) og 5 Mandater, Uafhængigt
kommunistisk Parti c. 25000 Stemmer (1,4 %)
og 1 Mandat. Uafhængigt kommunistisk Parti
gik Jan. 1926 igen ind i S.
I Tyskland drev Wilhelm Weitling før
1848 en socialdemokratisk Agitation, hvis Spor
ganske udslettedes af Reaktionen efter 1848.
Stifterne af S. i Tyskland blev Ferdinand
Lassalle, Karl Marx og Fr. Engels. Lassalle
stiftede 1863 »Allgemeine deutsche Arbeiterverein«,
der vel havde som økonomisk Formaal at skaffe
Statshjælp til Arbejdernes
Produktionsforeninger, men fortrinsvis virkede som liberal
Arbejderforening for Indførelse af alm. politisk
Valgret; Partiet fik aldrig større Tilslutning.
I 1860’erne udviklede der sig i Tilslutning til
den af Marx 1864 stiftede Internationale og
med Marx’ »Kommunistiske Manifest« af 1848
som Grundlag, bl. a. ved August Bebel’s og
Wilhelm Liebknecht’s Agitation,
»Sozialdemokratische Arbeiterpartei«, der ved sit paa
Kongressen i Eisenach 1869 vedtagne Program
klart tager sit Udgangspunkt i den marxistiske
Socialisme og ser det socialistiske Samfund
som sit endelige Maal. 1875 sluttedes de to
Partier sammen til »Sozialistische
Arbeiterpartei«, og Gotha-Programmet udarbejdedes,
ganske overvejende i Tilslutning til Marx og
Engels, men som Indrømmelse til det tidligere
lassallske Parti forlangtes dog Statstilskud til
Oprettelse af Produktionsforeninger. Partiet
naaede ved Rigsdagsvalgene 1877 c. 9 % af
de afgivne Stemmer og voksede stadig, ogsaa
efter den første Undtagelseslov af 1878, der
forbød Partiets Eksistens. 1881 tillodes
Fagforeninger, og disse gav S. et fast Grundlag.
Undtagelseslovgivningen ophørte 1890, og Partiet
organiseredes paa ny som »Sozialdemokratische
Partei Deutschlands«, hvorefter det 1891
vedtog det rent marxistiske Erfurt-Program. I de
flg. Aar droges S. i Tyskland, som i andre
Lande, ind i den praktiske Reformlovgivning,
og dette i Forbindelse med den videnskabelige
Diskussion inden for Socialismen (ang. den
saakaldte Revisionisme, se Socialisme)
frembragte efterhaanden et vist
Modsætningsforhold inden for Partiet, hvor her, som i andre
Lande, Spørgsmaalet, om S. i givet Tilfælde bør
danne en Mindretalsregering med Støtte af
liberale »borgerlige« Partier, eventuelt deltage
i en »borgerlig« Regering, ell. det bør vente
med at danne Regering, til det alene raader
over Parlamentets Flertal, debatteres ivrigt.
Udviklingen var her, som i andre Lande,
gennemgaaende den, at den moderate Fløj
efterhaanden vandt stærkere og stærkere frem.
Ved Verdenskrigens Udbrud stilledes S. over
for Spørgsmaalet om Partiets Stilling til
Krigen, spec. Bevilling af de fornødne Midler.
Partiets Stilling blev i Tyskland, som i de
andre krigsførende Lande (Rusland undtaget), at
S., bortset fra en forsvindende ringe Minoritet,
stemte for Krigsbevillingerne.
I Tyskland dannede Krigsbevillingsnægterne
i Beg. kun en Fraktion inden for Partiet, men
ved Gotha-Kongressen Apr. 1917 organiserede
de sig som selvstændigt Parti, »Unabhängige
Sozialdemokratische Partei Deutschlands« (U.
S. P. D.), hvortil bl. a. sluttede sig Karl
Liebknecht, Rosa Luxemburg, Klara Zetkin,
Hilferding, Mehring, Ledebour, Hoffmann, Bernstein,
Kautsky, Däumig og Haase, medens Mænd som
Ebert, Scheidemann, Noske, David, Landsberg,
Hermann Müller og Otto Wells forblev i S. P.
D. Fra U. S. P. D., der dog ikke helt vilde
bryde Forbindelsen med S. P. D., udskiltes Jan.
1919 »Spartacusbund«, der stillede sig i afgjort
Modsætning til det gamle S., navnlig ved at
forkaste Demokratiet og det parlamentariske
Styre som egnede til at naa det socialistiske
Samfund, men i St f. erklærede sig for
Tilhængere af Proletariatets Diktatur og
Raadssystemet; til Spartacusbund, der kort efter kaldte
sig »Kommunistische Partei Deutschlands« (K.
P. D.), sluttede sig bl. a. Liebknecht, Rosa
Luxemburg (der begge blev myrdet 15. Jan.
1919), Hoffmann og Klara Zetkin. Ved
Rigsdagsvalgene 1920 fik S. P. D. c. 5,9 Mill., U. S.
P. D. c. 5,0 Mill. og K. P. D. 0,5 Mill. Stemmer.
Ved Kongressen i Halle 1920 spaltedes U. S. P.
D., idet en Del af Partiet med Däumig og
Stöcker som Førere gik over til
Kommunisterne. Næsten hele den resterende Del af U. S.
P. D. gik Septbr 1922 over til S. P. D., men
med Ledebour som Fører opretholdtes dog
formelt U. S. P. D., men Partiet fik ved
Rigsdagsvalgene 1924 kun c. 100000 Stemmer og ingen
Mandater og er nu uden Bet. Ved
Rigsdagsvalget Maj 1924 fik S. P. D. c. 6,0 Mill.
Stemmer og ved Valgene Decbr s. A. c. 7,9 Mill.
Stemmer (26 %) og 131 Mandater, K. P. D.
fik i Maj c. 3,7 og i Decbr c. 2,7 Mill. Stemmer
(9 %) og 45 Mandater. Ved Præsidentvalget
Marts 1925 fik S. P. D. c. 29 % og K. P. D. c.
7 % af de afgivne Stemmer. S.’s Organ er
»Vorwärts«, Kommunisternes »Rote Fahne«.
Efter Revolutionen 1918 overtog S.
Regeringsmagten med Scheidemann som Statsminister,
medens Ebert (død 28. Febr 1925) valgtes til
Præsident. Under de siden 1918 hyppigt
skiftende politiske Forhold har S. fl. Gange
dannet Regering med liberal Støtte og til andre
Tider støttet liberale Regeringer.
I England var den stærke
Oppositionsbevægelse i 1830’erne og 1840’erne mere politisk
end socialt orienteret. Den første
socialdemokratiske Organisation stiftedes 1881 af Henry
M. Hyndman under Navn af Democratic
Federation; faa Aar efter forandredes Navnet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
