Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samfundets Raadighed over Produktionsmidlerne.
Betegnelsen S. er vanskelig at afgrænse fra
Betegnelsen Kommunisme, se herom Art.
Kommunisme, hvortil ogsaa henvises angaaende
Socialismens Historie indtil c. 1800. Trods
denne Uklarhed i Begreberne S. og Kommunisme
kan der ikke være nogen Tvivl om, at
Begreberne Socialist (en Tilhænger af det
socialistiske Samfund) og Kommunist (en Tilhænger af
det kommunistiske Samfund) ikke er enstydige.
For selv om man gaar ud fra, at S. og
Kommunisme kun er forsk. Betegnelser for samme
Begreb, nemlig det socialistiske Samfund, som
saavel Socialisten som Kommunisten har til
fælles Maal for deres Handlen, bliver der dog
en ganske afgørende Forskel i deres Stilling
over for Spørgsmaalet om, hvorledes dette Maal
skal naas: Socialisten ser det socialistiske
Samfunds Opstaaen under Udviklingens Synspunkt
og vil naa det ad Demokratiets Vej,
Kommunisten mener, at det nuv. Samfunds
økonomiske Struktur kan ændres og det kommunistiske
(socialistiske) Samfund indføres gennem en
Mindretals-Revolution, der om fornødent ved
Militærets Hjælp gør sig til Herre over
Statsmagten og gennemfører Proletariatets
Diktatur.
Den moderne S., der er opstaaet i Frankrig
i Beg. af forrige Aarh., tager ligesom
Liberalismen sit Udgangspunkt i Individet. Begge
Idésystemer indrømmer, at de enkelte Individer er
forsk. udrustede, men medens Liberalisterne
heraf drager den Slutning, at de økonomiske
Forhold hverken kan ell. bør være ensartede
for de enkelte Individer, ønsker Socialisterne,
at Samfundsmagten ved at bestemme over
Produktionen skal indrette de økonomiske Forhold
saaledes, at de enkelte Individer kan faa den
samme Basis af Undervisning og Oplæring m. v.,
og først ud fra det derved skabte
Udgangspunkt, ens for alle, bør de naturlige
Forskelligheder gøre sig gældende til Gavn ikke blot for
den Enkelte, men for Samfundet i sin Helhed.
Den moderne S. er saaledes lige saa udpræget
individualistisk som Liberalismen, undtagen i
Produktionen.
De socialistiske Forfattere deler sig i to vidt
forsk. Retninger: Paa den ene Side den ældre
utopiske S., der repræsenteres af de fr.
Socialister og Robert Owen, som venter S.
gennemført ved at faa Magthaverne til at indse,
at det er i det hele Samfunds velforstaaede
Interesse, at S. gennemføres; paa den anden
Side den realistiske, videnskabelig begrundede
S., der repræsenteres af William Thompson,
Rodbertus og først og fremmest af Karl Marx
og Fr. Engels, der anser det socialistiske
Samfund for at være den historisk-nødvendige
Konsekvens af den økonomiske Udvikling.
Utopisterne lægger Hovedvægten paa det ønskelige,
de videnskabelige Socialister, Marxisterne,
interesserer sig fortrinsvis for at undersøge,
hvad der efter de foreliggende økonomiske og
sociale Forhold er muligt og rimeligt.
Idet der angaaende de enkelte socialistiske
Forfattere henvises til de paagældende
Artikler, skal her kun i Hovedtræk redegøres for de
forsk. socialistiske Teorier i det sidste Aarh.
Saint-Simon (1760—1825, Nouveau
Christianisme, 1825) hæver Arbejdet som Kilden til
Samfundets Rigdom og Fremskridt, og da det
meste Arbejde ydes af den daarligst stillede
Klasse, bliver det Religionens vigtigste Opgave at
løfte de underste Samfundsklasser fysisk og
moralsk, saaledes at deres Anlæg frit kan udvikle
sig. Liberalismen har ingen Værdi for
Arbejderne; der maa dannes et nyt Samfund, hvor
enhver anvises Arbejde efter sine Evner og
lønnes efter sit Arbejde; ud fra dette Princip
fordres Afskaffelse af alle, Fødselsprivilegier,
spec. Arveretten. Karakteristisk for Saint-Simon
er, at han anser denne Udvikling ikke blot som
ønskelig, men som nødvendig efter de hist.
givne økonomiske og sociale Forhold, altsaa et
Tilløb til Marx’s hist. Betragtninger.
Saint-Simon’s Ideer førtes videre af Bazard, Enfantin
og Pecqueur m. fl.
Fourier (1772—1837, Théorie des quatre
mouvements, 1808) ønsker for at undgaa alle
de Gnidninger og alt det overflødige Arbejde,
der følger med den fri Konkurrence, spec.
inden for Handelen, en ny Arbejdsorganisation i
fælles Virksomheder, Falankser, hvor alt
Arbejde vil naa sin højeste Produktivitet og
derfor bliver udført frivilligt under Kappestrid.
Inden for Falanksen skal den enkelte deltage
i Konsumen efter sin Indsats af Kapital (den
private Ejendomsret er altsaa ikke ophævet),
Arbejde og Talent.
Louis Blanc (1813—82, L’organisation du
travail, 1839) fremhæver navnlig Manglerne ved
den fri Konkurrence. Han foreslaar, at Staten
ved Optagelse af offentlige Laan skal hjælpe til
Oprettelsen af store kooperative Virksomheder,
der skal være indbyrdes forbundne. Disse store
Foretagender, der i Konkurrence med de
bestaaende private Bedrifter vil være disse
overlegne, vil tvinge disse til at slutte sig til de
kooperative Værksteder. Inden for disse
Foretagender skal enhver arbejde efter sin Evne
og deltage i Udbyttet efter sine Behov.
Robert Owen (1771—1858) var Fabrikant
i Lanark og gennemførte vidtgaaende Reformer
for sine Arbejdere, som han hævede fra en
haabløs Proletartilværelse til relativ Velstand.
Ud herfra slutter han, at man ved rationel
Arbejderforsorg og Opdragelse kan gøre hele
Menneskeligheden lykkelig. Han foreslaar
Oprettelse af fri kooperative Samfund, hvor der
aflønnes ikke med Penge, men med labour
notes, og Varerne skal da udveksles gennem en
Arbejderbørs; flere Forsøg paa at gennemføre
saadanne Planer mislykkedes. Derimod fik
Owen’s Ideer varig Bet. ved den Indflydelse,
de øvede paa den eng.
Arbejderbeskyttelseslovgivning.
Hos Will. Thompson (1785—1833, Inquiry
into the principles of the distribution of Wealth,
1824) finder man den første socialistiske
Værdilære. Hans Udgangspunkt er, at det er den til
Varernes Frembringelse nødvendige
Arbejdsmængde, der skaber Værdierne. Da Arbejderne
faktisk kun faar, hvad der er nødvendigt for
dem til at opretholde Livet, men
Arbejdsproduktet er mere værd, fremkommer der et
surplus value, der tilfalder Arbejdsgiveren, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
