Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Socialisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den økonomiske Udvikling fører derfor til, at
de Velhavende stadig beriger sig paa
Bekostning af det arbejdende Samfund. Disse
Betragtninger genfindes hos Marx, der udformer
dem skarpere.
Rodbertus (1805—75) indtager en
Særstilling inden for S.’s Forf. Efter hans Lære faar
Arbejderne under den voksende Produktivitet en
stadig ringe Andel af den samlede Produktion,
en stigende Andel tilfalder Kapital- og
Grundejerne. For at bøde herpaa bør der indføres
en »Normalarbejdsdag«, d. v. s. den Tid, hvori
en normal Arbejder kan frembringe et vist
Produkt; herefter skal da ikke alene Betalingen for
Arbejdet, men ogsaa Varernes Pris, bestemmes.
Rodbertus anser det dog ikke for muligt i en
overskuelig Fremtid at gennemføre disse
Teorier, de nuv. Begreber om Ejendomsret maa
først langsomt forsvinde. Ud fra denne
Anskuelse er det naturligt, at Rodbertus aldrig deltog
i politisk ell. agitatorisk Virksomhed — han er
udelukkende Teoretiker.
Større praktisk Bet., i hvert Fald for en
Aarrække, fik Lassalle (1825—64), der med
Støtte af Statsforskiid ønskede Oprettelse af fri
Produktivassociationer; ved at gøre Arbejderne
til deres egne Driftsherrer skulde de frelses
fra »den jernhaarde Lønningslov«, efter hvilken
Arbejderne hidtil ikke har kunnet opnaa en
Arbejdsløn ud over, hvad der var absolut
nødvendigt for at opretholde Livet.
Den moderne S. koncentrerer sig imidlertid
om Karl Marx (1818—83) og
Frederik Engels (1820—95), der Januar
1848 udsendte det berømte »kommunistiske
Manifest«, hvori allerede findes de senere i »Das
Kapital« (1. Del 1867, 2. Del 1885 og 3. Del
1894) udførligt fremstillede Ideer. Marx gaar
ud fra, at der til enhver Produktionsordning
nødvendigvis svarer en vis bestemt
Samfundsorganisation, og efterhaanden som
Produktionsforholdene (Teknikken) ændres, maa derfor
ogsaa hele Samfundets økonomiske og sociale
Struktur ændres (den materialistiske
Historieopfattelse). Da nu Udviklingen gaar i Retning
af Stordrift, vil Produktionen efterhaanden
samles i et Faatal af Bedrifter
(Bedriftskoncentrationen), der ejes af nogle faa Kapitalister
(Kapitalkoncentrationen). Medens der
produceres i Fællesskab af en Mængde Personer,
tilfalder de producerede Varer en enkelt Person,
og denne individuelle Tilegnelse af
Arbejdsproduktet giver Kapitalisten en Profit. Det, der
bestemmer en Vares Værdi, er nemlig det i Varen
nedlagte Arbejde, men Arbejderen faar ikke
hele denne Værdi i Løn, idet Lønnens
Størrelse bestemmes af Arbejdskraftens Bytteværdi,
der er lig med det Arbejde, som kræves til at
producere de Varer, der er nødvendige for at
holde Arbejdskraften vedlige. Disse Varer kan
produceres paa faa Timer, men Kapitalisten
udstrækker Arbejdstiden ud over dette Lavmaal
af Tid, og den derved fremskaffede »Merværdi«
tilfalder ham. Arbejdslønnen kan ikke stige ud
over dette Minimum, idet der ved den
forbedrede Teknik stadig gøres Arbejdere overflødige,
og denne »industrielle Reservearmé« kan kun
finde Beskæftigelse under gunstige
Konjunkturer og holder ved sin Konkurrence om
Arbejdsmuligheder Lønnen nede. Ved Indførelsen
af ny Maskiner forøges Produktionen, men den
ved Teknikkens Forbedring overflødiggjorte
Arbejdskraft kan ikke aftage Varerne, og
Storindustrien gaar derfor nødvendigvis fra Krise
til Krise. Før ell. senere maa disse økonomiske
Forhold føre til en social Omvæltning, idet
Ejendomsretten til Bedrifterne overføres fra de
faa Besiddende til hele Samfundet, og det nuv.
Anarki i Produktionen vil blive afløst af fast
Organisation, hvor der vil blive produceret
Varer, ikke for at skaffe Kapitalisterne en Profit,
men for at tilfredsstille Befolkningens Behov.
For at fremskynde den nødvendige Udvikling
henvender Marx sig til hele Arbejderklassen,
og hans Indflydelse er herved blevet ganske
overordentlig stor; hele den moderne S. bygger
paa Marx. Vel er der ogsaa fra socialistisk Side
rejst Kritik af Marx’ Lære, men selv om dette
har medført, at Marx’ Teorier paa fl. Punkter
er modificeret, har det ikke svækket S.’s Vækst.
Den mest kendte Kritiker, »Revisionist«, er
Bernstein, der i sit Skrift: »Die
Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der
Sozialdemokrate« (1899) kritiserer den skarpe
Udformning af den materialistiske
Historieopfattelse. Det økonomiske Forhold afgiver vel
Grundlaget for de opstaaende Ideer, men naar
en Idé først er opstaaet, lever den sit eget Liv
og øver derigennem Indflydelse paa de
økonomiske Forhold, der saaledes ogsaa i høj Grad
paavirkes af Menneskenes Vilje. Over for
Teorien om Bedrifternes Koncentration indvendes,
at Udviklingen vel mange Steder gaar i den
Retning, men den voksende Storindustri
skaber, samtidig med at den fortrænger
Smaabedrifterne, ogsaa ny Eksistensmuligheder for
disse f. Eks. ved Reparationer (jfr. Lindberg:
»Haandværkets Fremtid« i Nationaløkonomisk
Tidsskrift, 1905), og Udviklingen gaar ikke saa
hurtig, som Marx troede; inden for
Landbruget er Udvikling snarest modsat (jfr. David:
»Sozialismus und Landwirtschaft«, 1903).
Kapitalkoncentrationen finder Revisionisterne ikke
bevist ved den faktiske Udvikling, men hævder,
at den i nogen Grad modvirkes af Bedrifternes
Organisation i Aktieselskaber. Modsætningen
mellem Kapitalister og Arbejdere, der betinger
Klassekampen, som Marx ventede skulde blive
stærkere og stærkere, anerkendes som en
Faktor af afgørende Bet. i den økonomiske
Udvikling, men Klassemodsætningerne mildnes i de
mere udviklede Stater ved den sociale
Lovgivning og Arbejderklassens Differentiering. Trods
denne Kritik, der navnlig blev imødegaaet af
Kautsky i »Bernstein und das
sozialdemokratische Programm« (1899), er Revisionisterne enige
med Marx i, at Udviklingen nødvendigvis gaar
i Retning af det socialistiske Samfund, men dets
Virkeliggørelse ligger endnu fjernt, og S.’s
Opgave er derfor ikke saa meget at arbejde for
Planen, men for Princippet: Fællesskabets
Gennemførelse i saa stor Udstrækning, som de
øjeblikkelige Forhold til enhver Tid muliggør det.
Derfor er S.’s væsentligste Maal i Nutiden at
medvirke til Udviklingen og Omdannelsen af
alle de Forhold i Statsorganismen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
