Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
foruden at Nærværelsen af lyse Linier i Spektret
taler tydeligt nok for, at den ikke kan være et
terrestrisk ell. lunart Fænomen. Desuden
kommer hertil en selvlysende Gas, som findes
hverken paa Maanen ell. i vor Atmosfære.
Koronaen tilhører S.; men hvorledes den er at
forklare, er endnu Fremtiden forbeholdt. At den
ikke alene indeholder Gas, men ogsaa fast ell.
flydende Materie, viser den delvise Polarisation.
Og Koronaen kan ikke være nogen Solatmosfære
i terrestrisk Bet. af Ordet. Det Stof, hvoraf den
bestaar, maa være yderst tyndt, thi man har fl.
Eksempler paa, at Kometer er gaaet igennem
den uden at blive det mindste perturberede i
deres Bane. Til Dato er det ikke lykkedes at
give en tilfredsstillende Forklaring af dette S.’s
yderste Lag. Bigelow har søgt gennem en
magnetisk Teori at forklare den som bestaaende af
Strømme af elektriske Udladninger, men denne
Teori er ikke mere tilfredsstillende end Ebert’s
elektromagnetiske Teori. Schaeberle har mere
antaget Korona for at være Stof slynget ud fra
S., muligvis er dette Stof drevet væk fra S. ved
»Lystrykket«, men i alle disse Teorier gøres der
ikke Rede for dette mystiske Stof Coronium, som
man kun her har paatruffet, og som er vidt
forskelligt fra enhver anden hidtil kendt Form af
Materien, hvad enten man tænker paa
terrestrisk, solar ell. kosmisk Materie. Men
forhaabentlig faar man engang Løsningen af, hvad
dette Stof er for noget, saaledes som man for
nogle Aar siden fik Rede paa, hvad Helium, som
foruden at forekomme i Solkromosfæren ogsaa
findes paa en hel Del Stjerner, er for en Gas.
Først naar det lykkes at fotografere Korona i
fuldt Dagslys, og man saaledes stadig kan
forfølge den, først da kan man vente at komme
Løsningen nærmere. Det ser ud til, at man nu
kan faa fotograferet Korona uden for
Solformørkelse, hvis man kan faa reduceret
Himmelgrundens Belysning til c. 1/100. Forholdet
mellem Lyset af hele Korona til Fuldmaane
er c. 0,5.
Man har gentagne Gange søgt at faa et Maal
for S.’s totale Lysmængde ved at sammenligne
den med det Antal Normallys i 1 m’s Afstand,
der maatte til for at fremkalde den samme
Belysning, som S. skaffer, naar den er i
Middelafstand og staar i Zenit. Lægges Exner’s
Maalinger til Grund, skulde der behøves 60000
Normallys, naar man tager Hensyn til Absorptionen
i Jordens Atm.; det Antal Lys, som maatte til
for at lyse lige saa slærkt i S.’s Afstand som
denne, vilde da beløbe sig til til 134 X 1025.
Intensiteten af S.’s Lys ɔ: Lysmængden pr.
Fladeenhed er c. 200000 Gange Intensiteten af
et Normallys, naar Hefner’s Værdi lægges til
Grund (se Fotometri). Man har gjort
Forsøg paa at sammenligne Sollyset med andre
terrestriske Lyskilder, der er intensivere end
Normallyset. Saaledes har Fizeau og Foucault ad
fot. Vej fundet Intensiteten af S.’s Lys til 150
Gange det Drummond’ske Kalklys. Russel har
fundet, efter Diskussion af de hidtil offentliggjorte
fotometriske Bestemmelser, at Sollyset er 465000
Gange Fuldmaanelyset, 4000 . 106 klarere end
Jupiter, 50000 . 106 klarere end Capella. Dens
Lysstyrke udtrykt i Stjerne størrelse (s. d.) er
— 26,72; 60 . 109 lysstærkere end Capella; dens
absolutte Lysstyrke derimod + 4,8 Størrelse.
Lysintensiteten paa S.’s Overflade er undersøgt
af Pickering og end nøjere af Abbot, der har
paavist, at de røde og gule Straaler taber mindre
i Lysstyrke ud mod Randen end de blaa og
violette Straaler, der er omtr. dobbelt saa meget
svækkede, som de førstnævnte. Følgelig vil et
Fotografi af S. vise Randpartiet betydelig
mørkere, end det ses i Kikkert. Aarsagen hertil er
den, at i de midterste Partier absorberes
mindre Lys af de ovenliggende Gaslag end i
Randpartierne. En Undersøgelse over
Varmeintensiteten paa de forsk. Dele af Solskiven, bl. a. af
Langley og Frost, viser, at de termiske Forhold
har gennemgaaende samme Forløb, som de
yderste synlige Straaler i det røde. Aarsagen til
denne alm. Aftagelse af Energien fra Midten af
Skiven mod Randen er at søge i den Atm., som
omgiver S., og det kunde være af Interesse at
vide, hvor lysstærkere og varmere S. vilde vise
sig, hvis denne Atm. ikke eksisterede. Resultatet
af de hidtil foretagne Maalinger er, at i det
synlige Spektrum absorberes kun 1/4 til 1/2 af det
opr. Lys. Undersøgelser over den termiske
Virkning af Solpletterne har vist, at
Varmeudstraalingen af Umbra kun er 54 %, Penumbra 80 %
af Fotosfærens.
Var den Varmemængde, som Jorden modtager
fra S., jævnt fordelt over Jorden, vilde den med
Værdi af Solkonstanten (s. d.) sat til 1,94 ell.
1,84 Gramkalori pr. cm2 pr. Min. aarlig smelte
et Islag af 33 m’s Tykkelse. Den Varmemængde,
S. udstraaler til alle Sider i Verdensrummet, vil
udgøre 3,4 X 1029 Gramkalorier. Bestemmelse af
S.’s effektive Temp. giver med Benyttelsen
af Stefan’s Lov en Værdi af 5540° C, en Værdi
som vel bliver at forhøje til 6100° C, naar man
tager Hensyn til Absorptionen i Solatmosfæren.
Lægges Wien’s Forskydningslov til Grund, faar
man Værdien 5600, og Plank’s Energiligning
fører til samme Værdi. S.’s virkelige Temp.
kendes ikke, kun saa meget kan siges, at den maa
være højere end den effektive. Saa vidt man
har kunnet erfare af den Udbredelse, Dyr- og
 |
| Fig. 8. Total Solformørkelse. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
