Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Planteverdenen nu har paa Jorden
sammenlignet med de ældste Beretninger, har den
Varmemængde, som Jorden har modtaget fra S. i den
hist. Tid, ikke undergaaet nogen mærkbar
Forandring. Men denne Tid er muligvis en saa ringe
Del af den Række Aar, S. har udbredt Lys og
Varme over Jorden, at man deraf ikke uden
videre kan slutte, at ikke i tidligere Tider — i
de geol. Perioder — Solvarmen kan have været
betydelig højere. Man ved, at S. er en variabel
Stjerne — Variationen er dobbelt, saavel af
lang Periode som af kort, irregulær Periode af
Orden, Dage ell. Uger —, og at dette har afgjort
Virkning paa de meteor. Forhold paa Jorden,
men hidtil er dette Spørgsmaal ikke fuldt
udredt. For Jorden, hvor hele den organiske
Verden afhænger af S., er Spørgsmaalet om,
hvorledes denne Solvarme holdes ved lige, af
vidtrækkende Bet.: Kan den skaffes til Veje ved
Forbrænding? En simpel Beregning viser, at
hvis S. var en kompakt Kulkugle, vilde den
være opbrændt i 2000 Aar; heller ikke kan S.
være et Legeme, hvis Overflade er ophedet, men
som er af lavere Temp. i de indre Lag. I saa
Fald maatte dens Temp. være sunket betydelig
i den hist. Tid ved Tabet af den Varme, S.
Straaler ud i Verdensrummet. Det staar derfor
kun tilbage at antage, at S.’s Varme
vedligeholdes efter Robert Mayer’s Hypotese ell. efter
Helmholtz’ Teori. Den førstnævnte grunder sig
derpaa, at der udvikles Varme ved, at et
Legeme, der er i Bevægelse, standses. Nu er den
Hastighed, hvormed et Legeme fra en uendelig
fjern Afstand naar S., lig 610 km pr. Sek.; vejer
dette 1 kg, vilde der, ved at det falder ned paa
S., udvikles 45 Mill. Kalorier, 6000 Gange mere
end der kunde udvikles ved Forbrænding under
de gunstigste Forhold. Nu falder der en
Mængde Meteorer ned paa Jorden, en forholdsvis
større Mængde vil følgelig fanges af S.
Jorden faar altsaa Varme saavel ved Meteorfaldet
som fra S. Young har beregnet, at vi efter denne
Hypotese faar mindre Varme i et Aar end fra
S. i et Tidssekund. Men der er en anden og
vægtigere Grund, som taler mod denne
Hypotese. Ved dette stadige Meteorfald maatte S.’s
Masse blive større, dens Tiltrækning vilde vokse,
de nærmeste Planeter, Merkur og Venus, for
kun at nævne disse, vilde bevæge sig rundt om
S. med større og større Fart. Noget saadant har
man ikke kunnet paavise. Tilbage staar kun
Helmholtz’ Teori for utvungent at kunne
forklare Vedligeholdelsen af Solvarmen. Den er
grundet paa den Omsætning af Energi, som
finder Sted i en Gasmasse, der staar under
Paavirkning af indre Gravitationskræfter og tillige
udstraaler Varme. Helmholtz antager, at S.
trækker sig sammen. Nu har Lane 1870 vist, at
i en Gaskugle, som taber Varme ved
Udstraaling og som Følge deraf trækker sig sammen,
vil Temp. stige, og at den i Virkeligheden
bliver varmere. Det varer ved, til den ophører
at være en permanent Gas, enten ved at den
begynder at fortætte sig ell. ved, at den faar en
Tæthed, hvor Lovene for de permanente
Gasarter ikke længere holder Stik. Den kinetiske
Energi, som udvikles ved Sammentrækningen af
en Gasmasse, er mere end tilstrækkelig til at
erstatte det Varmetab, som foraarsager
Sammentrækningen. Men dette er ikke Tilfældet,
hvis Massen er fast ell. flydende; da vil Temp.
synke, Legemet tabe i Varme. Men hvorvidt en
Del af den saaledes frembragte Varme vil
straale ud, afhænger af Gassens Natur. Hører
Gassen til de enatomige, f. Eks. Helium, vil
Halvparten af den udvundne Varme gaa med til
den indre Temperaturstigning, den anden
Halvdel vil straale ud. Er Gassen toatomig, f. Eks.
Brint, gaar 5/6 af den hele Energigevinst til
indre Temperaturforøgning, kun 1/6 straaler ud.
Og er Gassen treatomig, f. Eks. Kulsyre,
Straaler ingen Varme ud, alt vil gaa med til at
forøge Temp. i det indre af Gasmassen. Saaledes
vil Gassens Natur spille en prædominerende
Rolle, de forsk. Stoffer optræder højst
forskelligt, og dette vil i høj Grad bidrage til at gøre
denne Teori meget usikker. For at kunne
beregne den Varmemængde, som udvikles ved
Sammentrækningen, maa man kende den Lov,
hvorefter S.’s Tæthed vokser mod Centret.
Forholdene i S.’s Indre er os dog aldeles ubekendte.
Da man ikke kan anstille Laboratorieforsøg med
Materien under de Temp.- og Trykforhold, som
eksisterer i S.’s Indre, maa man støtte sit
Ræsonnement til mere ell. mindre holdbare
Hypoteser. Helmholtz har antaget, at S. trækker sig
sammen paa en saadan Maade, at den altid
forbliver homogen, en muligvis noget dristig
Hypotese, men antages nu, at S. er bygget op af
enatomigt Stof, vil efter Emden (1907) en
Sammentrækning af S. af 50 m aarlig være nok til
at dække Varmetabet, som udgør for hvert
Gram af dens Masse c. 2 Gramkalorier. Først
efter 14500 Aars Forløb vilde S.’s Diameter være
formindsket med 1″. Havde S. trukket sig
sammen fra uendelig Udstrækning til sin nuv.
Størrelse, vilde den kun i 12 Mill. Aar have kunnet
dække Varmetabet, forudsat at det den Tid har
været af samme Størrelse. Gaar man ud fra
andre Forudsætninger, kan dette Tidsrum blive
forstørret til 20—25 Mill. Aar. Men ud over
denne Tid kan S. ikke have straalet jævnt ud
Varme af samme Styrke som for Tiden, hvis
man forudsætter, at ingen andre Energikilder
end Kontraktion kommer i Betragtning. Og hvis
S. trak sig saa meget sammen, at den fik samme
Tæthed som Jorden, ɔ: til Fjerdeparten af sit
nuv. Volumen, vilde den saaledes udviklede
Varme vare for endnu 10 Mill. Aar. Men længe
før S. er blevet saa sammenskrumpet, maa man
være forberedt paa, at den er blevet dækket af
en tyk Skorpe, hvorved dens Udstraaling vil
være sunken saa vidt, at alt organisk Liv ikke
mere kunde eksistere paa Jorden. Men
Geologerne forlanger et højere Tal for Jordens Alder.
Efter Oceanernes Saltholdighed maa Jorden
have været til i mindst 100 Mill. Aar, og
Bjergformationerne forlanger ogsaa en Levealder af
samme Størrelsesorden. Til endnu længere
Tidsrum kommer man for den Tid, som behøves for
at udvikle det organiske Liv paa Jorden. Og
Studiet af de radioaktive Stoffer forlanger en
Alder af Jorden, som gaar op til fl. Milliarder
Aar. Men hertil strækker ikke
Kontraktionsteorien til. Der maa være andre Energikilder
paa S., som erstatter den Varme, den Straaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
