Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solfa-Metoden - Solfatara - solfeggiere - solfeggio - Solferino - Solfisk - Solfjerne - Solformørkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Intervallerne gennem Øret, og uden Anvendelse
af den tempererede Stemning (se
Temperatur), og anvender de fra Solmisationen kendte
Tonebenævnelser do, re, mi, fa, sol, la, si (ti)
paa Skalatonerne i alle Tonarter, saaledes at
Grundtonen altid kaldes do, det andet Trin re
o. s. v., hvorhos ved Overgangen fra en Tonart
til en anden Overgangstonen faar dobbelt Navn
(f. Eks. la’mi), efter sin Stilling i baade den gl
og ny Tonart. I England har Metoden fundet
stor Udbredelse gennem de af Curwen stiftede
Institutioner Tonic Solfa Association og Tonic
Solfa College; andensteds har den ikke vundet
synderligt Indpas, saa lidt som den paa lgn.
Principper hvilende Chevé-Metode, der i
sin Tid spillede en vis Rolle i Frankrig.
S. L.
Solfatara, et af de mest bekendte
Vulkankratere paa de flegræiske Marker ved Neapel.
Krateret, hvis Højde er c. 200 m o. H., bestaar
dels af trakytisk Tuf, dels af Lava.
Sandsynligvis har S. haft sit sidste Udbrud 1198; i
Nutiden spores den vulkanske Virksomhed kun
gennem Udstrømning af Luftarter, særlig af
Svovlbrinte. Andre Vulkaner, hvis Virksomhed
ligeledes indskrænkes hertil, kaldes derfor ofte
Solfatarer.
J. P. R.
solfeggiere [-fe’dje’rə]. se ndf.
solfeggio [sol’fedзo] (ital.), af
solfeggiere, Sangøvelse, hvorved Tonerne ikke
synges paa Tekst, men paa enkelte for
Tonedannelsen særlig gunstige Stavelser ell. Vokaler,
hvortil i Reglen anvendes de gl.
Solmisationsbenævnelser (se Solmisation).
S. L.
Solferino, Landsby i den ital. Prov.
Mantova; bekendt p. Gr. a. Slaget 24. Juni 1859
mellem Franskmændene og Sardinierne under
Kejser Napoleon III og Østerrigerne under Kejser
Frants Josef. Begge Hære var under
Fremrykning. Allerede Kl. 2 1/2 om Morgenen angreb
Franskmændene i Medole de østerr. Forposter,
som kastedes. Franskmændene stødte imidlertid
snart paa alvorlig Modstand, og Kampen var
længe uafgørende. Østerrigerne bragte ikke
deres Kræfter til samlet Anvendelse, men de
sattes ind og opbrugtes efterhaanden. Da 2. fr.
Korps under Mac Manon ved Middagstid brød
frem mod San Cassiano i Østerrigernes Flanke,
nødsagedes de Kl. 3 Eftermiddag til Tilbagetog
til Cavriana. 2. fr. Korps og Garden fulgte den
tilbagegaaende Bevægelse og tvang Østerrigerne
til videre Tilbagegang, men fulgte ikke ud over
Cavriana. Østerrigernes Tab udgjorde 13100
Døde og Saarede, 8600 Savnede og 13 Kanoner.
De forenede Hære mistede tilsammen c. 17200
Mand. (Litt.: »Der ital. Feldz. 59« v. Gr.
Genst [Berlin]; »Der Krieg i Ital. 59« v. K. K.
Genst (Wien]; Kunz, »Von Montebello b.
Solferino«; Moltke, »Der ital. Feldz. 59«).
(B. P. B.). O. F.
Solfisk, d. s. s. Klumpfisk, se
Fastkæber.
Solfjerne, se Aphelium.
Solformørkelse finder Sted, naar Maanen
ved Nymaane er saa nær Ekliptika, at dens
Skygge falder paa Jorden. De Punkter paa
Jordens Overflade, der kommer i Maanens
Halvskygge, som altsaa ser Maanen dække en Del af
Solen, har en partiel S. De Punkter, som
kommer i Maanens Kerneskygge, vil se Maanen
med dens større apparente Diameter dække
Solen og have en total S.; de Punkter, som
ligger i Skyggens Akse, vil se Maanens Centrum
dække Solens Centrum og have en central
Formørkelse. Dersom Kerneskyggens Spids naar
længere end til Jordens Overflade, vil paa denne
Maanens apparente Diameter være større end
Solens, og den centrale Formørkelse være total.
Naar Skyggens Spids derimod ikke saa langt
som til Jordens Overflade, vil fra denne Solens
apparente Diameter være større end Maanens,
og den centrale Formørkelse være
ringformet, idet den af Maanen udækkede Del af
Solen viser sig
som en smal
Ring om
Maanens Rand. Er
i Figuren S
Solen, J
Jorden, M
Maanen i dens
Bevægelse fra V.
mod Ø. i Pilens
Retning, vil en
Iagttager ved
m have en
total Formørkelse, medens de,
der befinder sig
ved p og q, kun
har en partiel
Formørkelse.
En Iagttager i
n vil i samme
Øjeblik se en
Berøring af
Maanen og den
østlige
(venstre) Solrand, medens den, der er i n’, vil
have en Berøring af Maanen med den
vestlige (højre) Solrand. De, som er uden
for Strøget n, m, n’, b’, vil have fuldt
Solskin. S. viser sig altsaa ikke lige stor fra alle
de Punkter af Jorden, hvor Solen er synlig, som
Tilfældet er med Maaneformørkelse, der, naar
den f. Eks. er total, er det for den halve Jord.
Dette kommer deraf, at ved en
Maaneformørkelse kommer Maanen ind i Jordens Skygge, og
Lyset fra Solen bliver hindret i større ell.
mindre Grad fra at naa til dens Overflade; ved en
S. derimod stiller Maanen sig som en Skærm
mellem Solen og Jorden, og derved vil Sollyset
blive udestængt fra de Egne, som ligger
saaledes til, at de træffes af den rette Linie, som
forbinder Solen og Maanen, medens de, som
ligger udenfor, har fuldt Solskin. S. begynder,
naar Maanen er kommen til M’; thi da vil den
første Berørelse finde Sted mellem Halvskyggen
og Jorden, og det Punkt (a), hvor dette
indtræffer, vil have Solen netop i Opgang; den
ender, naar Maanen er kommen til M’’, thi da
forlader Halvskyggen Jorden ved Punktet b, som
netop ser Solen gaa ned. Af samme Grund vil
den totale Formørkelse begynde paa et Sted,
som har Solen i Opgang, og Kerneskyggen vil i
en Bredde, der aldrig kan overstige 270 km,
stryge over Jorden fra V. til Ø. og forlade
 |
| Solformørkelse. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
