Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solformørkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indtræffer ved Middag 78° Ø. f. Grw., vil den 1945
finde Sted 20° V. f. Grw. Antallet af
Formørkelser i en enkelt Sarosperiode er omtr. 70;
det varierer med 2 ell. 3, paa den ene ell.
anden Side, da ny Formørkelser kommer til
paa den østre Grænse, ell. gamle gaar ud paa
den vestre; i begge Tilfælde som ganske smaa
ved Maanens opstigende Knude, begynder de
i Nordpolegnen, slutter i Sydpolegnen (omvendt
for den nedstigende Knude); gaar efter 14
Gange at have været partielle over til at blive
totale i Polaregnen; saaledes begynder den
totale S. 29. Juni 1927 som en liden partiel
Formørkelse i Nordpolegnene 4. Jan. 1639 og
bliver ved at være partiel til 26. Maj 1873;
næste Gang 6. Juni 1891 er den ringformet total
og 17. Juni 1909 optræder den for første Gang
som total i Nordpolegnene, men trækker sig
mere og mere Syd over, saa den 21. Aug. 2107
er kommet over paa den sydlige Halvkugle.
S. af 1927 varer i Maksimum kun 0,7 Min., men
flytter sig for hver Gang Syd over og bliver
af længere Varighed. 11. Aug. 1999 vil den
vare 2,6 Min. og indtræffe ved Middag 46° n.
Br. og 18° Ø. f. Grw. Den ovf. nævnte S. 21.
Aug. 1914 tilhører en anden Sarosperiode, der
begyndte 6. Marts 1049 som en liden partiel
S. ved Sydpolen (Maanens nedstigende Knude);
den var sidste Gang partiel 1. Juni 1193,
hvorpaa den blev total fra 12. Juni 1211 til 3.
Oktbr 1986, hvorefter den paa ny bliver partiel,
men nu i de nordlige Polaregne. Størst
Varighed i dette Aarh. vil S. 20. Juni 1955 have,
nemlig 7,2 Min.; den begyndte 19. Septbr 1541
som partiel i Sydpolaregnene, som total 17.
Juni 1703 og dens Totalitetszone trak sig Nord
over, saa den 29. Maj 1919 kom over paa den
nordlige Halvkugle. En Varighed af 7,2 Min.
vil ogsaa S. af 25. Juni 2150 have, men S. af
5. Juli 2168 vil derimod vare 7,5 Min., den
længste Varighed, man kommer til at opleve;
Totalitetszonen vil gaa over den sydlige Del
af det indiske Ocean nær Madras. Af de 70
S. i en Sarosperiode er 29 sædvanlig
Maaneformørkelser og 41 S., men af de sidste
er tilnærmelsesvis 27 centrale, idet 17 er
ringformede, og 10 er totale. Men disse 41 S.
vil komme igen 68 til 75 Gange i en Periode paa
henimod 1350 Aar. Denne Sarosperiode, som
allerede Kaldæerne kendte, blev benyttet til at
forudsige Formørkelser. Den udgør meget nær
et helt Antal anomalistiske Maaneder, hvorved
det meste af Ujævnheden i Maanens Bevægelse
er elimineret. 239 saadanne udgør
nemlig 6585,54 Dage. En endnu nøjagtigere
Sarosperiode er den sidstnævnte paa 358
synodiske Maaneder ell. 28 julianske Aar og 345
Dage. 3 af disse Perioder giver 86 julianske Aar
og 304 Dage, 18 Cykler svarer meget nær til 521
julianske Aar. Den er først benyttet af
Oppolzer, senere nærmere undersøgt af Stockwell.
Efter denne vil en Formørkelse, der indtræffer
engang ved den ene Knude, gentage sig ved den
anden efter 358 synodiske Maaneder, og stod
Solen ved den første Formørkelse nøjagtig i
Knuden, vil den nu være 0,04° forbi den anden
Knude. Begynder derfor en Formørkelse ved
den ene Grænse af Formørkelsessfæren, vil den
være en liden partiel Formørkelse ved den ene
Pol. 358 synodiske Maaneder senere vil den
gentage sig ved den anden Pol, men 0,04°
nærmere den modsatte Knude, og nu vil
Formørkelsen være lidt større; dette vil hænde omtr.
200 Gange i Løbet af 5800 Aar, inden
Formørkelsen kommer Knuden saa nær, at den bliver
central. Nu vil den vedblive at være central i
625 Perioder ell. 1810O Aar, i hvilken Tid
Formørkelse szonen vil komme Jordens Ækvator
nærmere og nærmere, og derpaa rykke mod
Polen, hvor Formørkelsen vil vise sig mindre og
mindre efter hver Gentagelse i atter 5800 Aar,
hvorpaa Formørkelsen overskrider Grænsen, for
at den kan finde Sted, og uden for denne
Grænse vil den være i 118400 Aar. I Alm. vil en ny
Formørkelsesperiode af denne Art komme ind
i Grænsen for Formørkelsessfæren
gennemsnitlig en Gang i 413,54 Aar, men der vil komme
lige saa mange ind, som der gaar ud. En
bestemt Formørkelsesperiode vil altsaa have en
Varighed af 1025 Cykler ell. omtr. 29600 Aar.
Denne Periode, der er betydelig nøjagtigere end
Sarosperioden, vil med Held kunne benyttes til
Undersøgelse af, naar gl. hist. Formørkelser
har fundet Sted. Men her kan det vise sig, at
vistnok har en S. fundet Sted, men ikke paa
den Dag, da den hist. Begivenhed fandt Sted.
Et bekendt Eksempel herpaa er
Stiklestadformørkelsen. Slaget fandt Sted 29. Juli 1030 efter
de hist. Kilder. Hansteen beregnede, at S.
indtraf 31. Aug. 1030. Snorre har slaaet disse to
Begivenheder sammen, muligvis for at faa et
Analogon svarende til, hvad der indtraf ved
Kristi Korsfæstelse. Da Fastsættelsen af Datoen
for disse hist. Formørkelser er af Vigtighed for
en nøjagtigere Bestemmelse af Maanens
Bevægelse, har Ginzel i »Astronomische
Untersuchungen über Finsternisse«, I—III (Wien
1882—84) diskuteret en Del ældre Formørkelser. I
»Spezieller Kanon der Sonnen- und
Mondfinsternisse« (Berlin 1899) har han undersøgt, hvor
alle de i Tidsrummet 900 f. Kr., til 600 e. Kr.
optrædende Formørkelser har vist sig i den
klassiske Oldtids Landomraade, og Schroeter
har fortsat dette Arbejde for Europa for
Tidsrummet 600—1800 e. Kr. (»Sonnenfinsternisse«,
1923).
Ved de partielle S. vil man ikke mærke
nogen videre Forandring i Dagslyset, ved totale
derimod vil man, omtr. 10 Min. før Totaliteten
begynder, se en betydelig Svækkelse, og
Omgivelserne ser ud til at være mere belyste af
Kalciumlys end af Sollys. Det grønne i
Vegetationen bliver mere graat, de højere liggende
Partier af Himmelen viser sig blygraa, og
Horisonten omkranses af en grønliggul Farve. I
det sidste Øjeblik før Totaliteten, da man
endnu ser Solen som en tynd, lysende Stribe, vil
denne p. Gr. af Ujævnhederne paa Maanen
opløses i distinkte lysende Punkter. Man ser
Maaneskyggen komme trækkende fra V. som en
mørk truende Sky, og i det Øjeblik, man fanges
af den, forsvinder alt Dagslys; paa Himmelen
ser man den sorte Maaneskive omgiven af en
sølvhvid Lyskrone, hvori der viser sig i de
forskelligste Retninger enkelte Straalebundter af
betydelig Længde; inde ved Maaneranden ser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
