Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Son (Navn på Kar) - Son (Ladested) - Son (se Ganges) - Sonant - Sonate - Sonatine - Sonchus - Soncino - Sonde - Sondén, Per Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Son (oldn. Són), Navn paa et af de tre Kar,
hvori Skjaldemjøden (s. d.) opbevaredes.
(A. O.). G. K-n.
Son, Ladested, Folio Sorenskriveri,
Akershus Fylke, 0,20 km2 med (1920) 567
Indbyggere og smukt beliggende ved østre Side
af Oslofjorden. Stedet omtales allerede i
16. Aarhundrede, da Hollænderne dér hentede
Trælast, og nævnes 1604 som eget Toldsted. I
de første Aar efter at Oslo var anlagt, skal S.
have været større end den vordende Hovedstad,
Saa sent som i 1730 blev der udskibet tre Gange
saa meget Trælast fra S. som fra den nu saa
meget større By Moss. I 1860 var der fremdeles
en betydelig Udskibning af Trælast. Fra 1864 af
havde S. eget Skibsværft. I 1875 bestod den
hjemmehørende Flaade af 15 Fartøjer paa i alt
2222 Kommercelæster. Stedet havde da c. 700
Indb. Men i 1905 havde S. ikke et eneste Skib,
og i 1920 er Indbyggerantallet sunket ned til
567. Aarsagen til Tilbagegangen er bl. a.
Dampskibenes Udvikling og Jernbanen, som ikke har
nogen Sidelinie ned til S. I Ladestedet, hvis
Hovednæringsveje er Handel og lidt Industri,
findes Dampsaveri, Hermetikfabrik,
Baadbyggeri og Mejeri m. v. S. er et yndet
Sommeropholdssted for Bybeboere ved Oslofjorden. Her
afholdes hvert Aar Sejlregattaer. Af
interessante Bagninger mærkes Thornegaarden,
Voldegaarden og Spinderigaarden, som alle er fredet,
samt Huitfeldtsgaarden og Møllergaarden.
Denne sidste er fra 1925 indrettet til Sømands- og
Gamlehjem med Plads til 25. Antagen Formue
1922 var 1,6 Mill. Kr, og Indtægt 640000 Kr.
(Litt.: »Norges Land og Folk«: Joh. Vibe,
»Akershus Amt« [Oslo 1897]).
M. H.
Son, se Ganges.
Sonant er den Lyd i en Stavelse, der
ligesom danner dens Midtpunkt ell. Top, hvorom de
øvrige, mindre klangfulde Lyd grupperer sig (se
Stavelse). Det er hyppigst en Vokal, men
kan godt være en Konsonant, som i Dansk
nitten i den naturligste Udtale (uden e i anden
Stavelse).
O. Jsp.
Sonate (ital., af sonare, at lyde, klinge),
betegnede opr. et Musikstykke for Instrumenter
alene i Modsætning til Cantata et Musikstykke
for Sang, men er senere gaaet over til at blive
Navnet paa en bestemt Art af cyklisk
Instrumentalmusik, hvis Form i sin typiske Skikkelse
anvendes ikke alene ved Kompositioner for
Soloinstrumenter, Klaver, Violin o. s. v., men ogsaa
ved Trioer, Kvartetter, Kvintetter, Symfonier o.
s. v. Den første Komponist, der vides at have
anvendt Benævnelsen S., er Andrea
Gabriel i (1510—86), hvis S. à 5 stromenti dog er
gaaet tabt. I Slutn. af 17. Aarh. skelnede man
mellem Sonata di chiesa (Kirkesonate) og Sonata
di camera (Kammersonate); S. anvendtes
dengang omtr. ensbetydende med Sinfonia og
Ouverture som Indledning til kirkelige ell.
verdslige Sangkompositioner og komponeredes for fl.
Instrumenter; Corelli skrev S. for Violin, og
Joh. Kuhnau er den første, der anvendte
Sonateformen paa Klaverkompositioner; den
udformedes yderligere under Dom. Scarlatti, Ph. Em.
Bach, Haydn og Mozart og fik sin endelige, nu
hævdvundne Form under Beethoven, der
hævede den til den højeste poetiske Fuldkommenhed.
— S. bestaar som Regel af fire Satser, af hvilke
navnlig den første Allegro er karakteriserende
for Sonateformen. Den falder i tre Hoveddele:
i den første, der gerne gentages, fremsættes,
undertiden efter en kort Indledning, Temaerne,
oftest et kraftigt, rytmisk markeret Hovedtema,
og et mere sangbart Sidetema; i den anden Del
»gennemføres« de, ɔ: underkastes en motivisk,
harmonisk ell. kontrapunktisk Bearbejdelse, i
tredie Del endelig vender Hovedtemaet tilbage,
hvorpaa Satsen afslutter med en Coda. Anden
Sats er i Modsætning til første i langsomt
Tempo, Andante ell. Adagio, tredie Sats som Regel
en Scherzo ell. Menuet, og sidste Sats igen i
hurtig Tempo, enten i samme Form som første
Sats, ell. som Rondo, Variationer, Fuga ell. i
mere fri Form.
S. L.
Sonatine, en lille Sonate i mindre
gennemarbejdet Form, let fattelig og let at udføre, som
Regel kun i to ell. tre Satser, og ofte skreven
med instruktivt Formaal for Øje.
S. L.
Sonchus [’såŋkus], se Svinemælk.
Soncino [son’t∫ino], Sonzino, By i
Norditalien, Prov. Cremona, ligger 15 km ØNØ. f.
Crema ved højre Bred af Oglio. (1911) 9500
Indb. S. har nogle smukke Bygninger,
hvoriblandt et Slot fra 15. Aarh. Byen har Møller,
Silkevæverier og Teglværker.
Sporvognsforbindelse med Milano, Brescia og Bergamo.
C. A.
Sonde [’såndə] er et tyndt, stavformet
Instrument, 12—15 cm langt ell. mere, oftest af Metal
og i Reglen af Sølv for at være bøjelig, saa at
man kan give S. den Form, som i de givne
Tilfælde er hensigtsmæssig. S. er et
Undersøgelsesinstrument, som benyttes til at indføre
(sondere, Sondering) i Saar ell. Fistler
for derved at bestemme disses Retning og
Dybde, for at føle, om de gaar ind til Knoglen,
om der i Dybden af Saaret ligger et
Fremmedlegeme (f. Eks. en Kugle) o. s. v.
Man bruger ogsaa S. til at indføre gennem
Legemets naturlige Kanaler, men anvender
dertil i Reglen særlig formede Instrumenter. Som
Eksempler herpaa kan nævnes Sten-S. til
Undersøgelse for Sten i Blæren, Urethral-S.,
Taarevejs-S., Spiserørs-S., som
indføres i Urinrøret, Taarevejene og Spiserøret for
at undersøge disse Kanaler, særligt for at
undersøge, om der findes Forsnævringer,
eventuelt til Behandling af saadanne Lidelser.
V. Sch.
Sondén [sån’de.n], Per Adolf, sv. Digter
og Litteraturhistoriker, f. 12. Maj 1792, d. 2.
Juni 1837, Student i Upsala 1809. S. sluttede sig
til den unge Kreds, som dannede »nya skolan«,
og han optraadte i dennes Tidsskrifter med
forsk. Digte, udgav 1812 »Sagobrott:
Nickenback, Fröken Snöhvit« og en Oversættelse af
Oehlenschläger’s »Correggio«, og Aaret efter
»Fredmans håndskrifter«. 1817 blev han Præst
og delte derefter sit Liv mellem sine præstelige
Krav og litterære Sysler.
Som Digter har S. mindst Fortjeneste, hans
»Dikter« (1829), der gav Vitalis Anledning til
bitter Satire, er uden Fantasi ell. Originalitet;
men derimod har han udført et dygtigt
Arbejde som Litteraturhistoriker. Et stort Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
