Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spade - spadeformet - Spader - Spadestør - Spadille - Spaendonck, Gerard van og Cornelis v. - Spagno - Spagnoletto, Jusepe de Ribera - Spagnuolo - Spahi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grøftegravning, Digesætning e. l., der
foreligger, lægges i en Vold ved Siden af Gravestedet.
Den alm. S. bestaar af Blad og Skaft. Bladet,
der saa at sige altid er af Staal, er plant og
rektangulært, med en omtrentlig Bredde af 20
cm og en Højde af 30 à 32 cm. Foroven paa
begge Sider af Skaftet er Bladet forsynet med
et Bryst ell. Traad, hvorpaa Brugeren træder
for at trykke Bladet ned i den mere ell. mindre
faste Jordmasse; skal der arbejdes særlig dybt,
kan S. forsynes med et opbøjet Traad, hvilket
f. Eks. findes paa Planteskole-S. Skaftet, der
kun er meget svagt bøjet, er næsten altid af
Træ; dets Længde er c. 75 cm. Foroven er det
forsynet med et Tværstykke ell. D-formet
Haandgreb til at fatte under Gravningen og
Løftningen. Til specielt Brug, navnlig til forsk.
Arter af Jordarbejder, faar Bladet ofte en fra
den alm. mere ell. mindre afvigende Form.
Saaledes er de Drænspader, der benyttes til at
tage de nederste Spademaal, udstyret med et
langt, smallere og stivere Blad, der sædvanlig er
smallere forneden end foroven. Til
Grøftegravning, Tørveskæring, Telefonarbejder og
Murerarbejder anvendes ligeledes særligt formede S.
A. C-n.
spadeformet (spatelformet, bot.)
kaldes Bladplader, Bladafsnit ell. Løvflige, der fra
en smallere Grund bliver noget bredere ud
imod den afrundede Spids; f. Eks. Bladene af
Tusindfryd.
(V. A. P.). A. M.
Spader, en af de fire Farver i Kortspil.
Spadestør, se Stør.
Spadille [-’diljə] (fr.), Spader Es, højeste
Trumf i L’hombre.
Spaendonck [’spa.ndonk, fr. span’då.k],
flamsk-fr. Kunstnerfamilie. 1) Gerard van, f. 1746 i
Tilburg, d. 1822 i Paris, var Elev af Herreyns,
kom c. 1770 til Paris, blev der Kongens
Miniaturmaler, senere Medlem af Instituttet. Et
Blomsterstykke af ham i Louvre. 2)
Cornelis v. (1756—1839) var ligeledes født i Tilburg
og Elev af Herreyns og ovenn. Broder. Han
virkede i Antwerpen, Mecheln og Paris og
vandt især Ry for sine Blomsterbilleder (i
Louvre »Blomster i en Kurv«).
A. Hk.
Spagno [’spanjo], se Lo Spagne.
Spagnoletto [spanjo’let.o], Jusepe de
Ribera, kaldet S., sp.-ital. Maler og Raderer, f.
i Játiva (nu San Felipe) i Kongeriget Valencia
1588 (efter andre 1589), d. i Posilippo ved
Neapel 1652, var Elev i sit Hjemland af Francisco
Ribalta, men kom tidlig til Neapel, hvor han
muligvis har været Elev af Caravaggio, i hvert
Fald har Kendskabet til dennes Kunst haft
afgørende Bet. for hans Udvikling. Studierejser
foretog S. derefter gennem Italien med Ophold
i Rom, Parma, hvor han studerede Correggio’s
Værker, og rimeligvis ogsaa i Venedig, thi fra
venetiansk Kunst spores stærk Paavirkning i
hans Kunst. Efter at have prøvet al Slags
Afsavn og forgæves søgt at skaffe sig en Position
i Rom drog han tilbage til Neapel og erobrede
sig snart i Byens Kunstliv den Førerstilling,
som hans fremragende Evner berettigede ham
til. 1630 blev han Hofmaler for Vicekongen,
Hertugen af Ossuña, 1644 modtog han af Paven
Kristus-Ordenen. — S. er Side om Side med
Caravaggio den neapolitanske Naturalismes
Førstemand; som denne træder han i skarp
Opposition til Eklektikerne og deres
»idealistiske« Kunst. Ogsaa han vælger sine Modeller
fra de laveste Folkelag og skyr ikke
Hæsligheden, hvor den synes ham karakterfuld og
ejendommelig. Ikke heller gaar hans djærve
Realisme af Vejen for Skildringen af det
grufulde, det oprørende raa, saaledes som det viser
sig i fl. af hans Billeder med Marterscener. At
han skulde have følt særlig Nydelse ved at
skildre disse frastødende Optrin, er der ingen
Grund til at tro; han har blot her som overalt
forlangt den yderste Virkelighedstroskab af sin
Kunst. — Som Maler staar S. Maal med de
største: med Modeleringens plastiske
Sikkerhed forbinder han en Lyskraft og Fylde i
Koloritten, der kan minde om den bedste
venetianske Kunst (desværre er hans Billeder ofte
stærkt eftermørknede i Skyggerne); hans brede
overlegne Pensel er af en enestaaende mesterlig
Sikkerhed i Gengivelse af Stoffet; her kan blot
mindes om den Maade, paa hvilken han formaar
at gengive den gl. rynkede Hud paa de asketiske
Eneboere og hellige, der optræder saa talrige i
hans Kunst. — Kun et lille Tal af S.’s
Hovedværker skal her fremdrages. Bedst er han
repræsenteret i Prado-Galeriet i Madrid og i
Neapel. Den første Samling ejer ikke mindre
end 60 Billeder, deriblandt Jakobsstigen, den
hellige Bartholomeus’ Martyrium (Kopi i
Berlin), Ixion og Prometheus samt den hellige
Franciscus’ Ekstase som de mest fremragende.
I Neapel ejer Domkirken det mægtig virkende
Billede af den hellige Januarius, der uskadt
træder ud af Ildovnen, i S. Martino ses den
betagende Skildring af Korsnedtagelsen samt
Fremstillingen af Apostlenes Kommunion; i
Museet smst. et af hans interessanteste mytol.
Billeder: Silen mellem Satyr og Fauner. Af
øvrige Hovedværker nævnes kort: Hyrdernes
Tilbedelse (Louvre), Maria’s Konception
(Augustinerkirken i Salamanca), den hellige
Sebastian (Berlin, det samme Emne i Museet i
Neapel), i Dresden endelig den hellige Laurentius’
Martyrium, Diogenes med Lygten og den skønne
Fremstilling af Maria Magdalena (ogsaa kaldet
Maria ægyptica). I de fleste større Samlinger
er S. repræsenteret ved eet ell. fl. af sine
Billeder med hellige Eneboere ell. Asketer, saaledes
i Kbhvn’s Kunstmus.: den hellige Onofrius
(1630) og den hellige Hieronymus (1673), i
Bergens Mus. S. Hieronymus. — Af hans mageløst
friskt og aandfuldt gjorte Raderinger nævnes:
Silen med Satyrer og Bakkantinder, Amor
pisker en Satyr, den hellige Hieronymus,
Bartholomæus’ Martyrium og det skønne
Rytterportræt af Don Juan d’Austria. (Litt.: A. L.
Mayer, »J. de Ribera« [Leipzig 1908, 2. Udg.
1923]; Utrillo, J. d. R. [Barcelona 1907]).
(A. R.). A. Hk.
Spagnuolo [spa’njuålo], se Crespi, G. M.
Spahi (Sipahi) er et pers. Ord for Kriger.
Navnet overførtes paa særlige, af Statskassen
lønnede tyrkiske Rytterafdelinger og senere
tillige paa de af Lensmændene stillede Ryttere.
I Frankrig kaldes det indfødte algierske Rytteri
for S.
O. F.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
