Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkedigtning har udført et lgn. Arbejde som i
Nabolandet lige over Roland. (Se Cid og
Roland). Det før nævnte Poema del Cid er ikke
blot ærværdigt ved sin Alder, men ogsaa i
Besiddelse af virkelig poetisk Værd og betegner
en umiddelbar Genopstaaen af det fr.
Middelalders-Epos, henved 200 Aar efter dettes
Fremblomstren og paa en ny Grund. Formen er
Strofer paa 14-Stavelses Vers, med samme
Rim — rettere Vokalassonans — i alle
Strofens Linier. Digtet er nu kun Brudstykke, men
et stort, over 3700 Vers. Det beretter om,
hvordan Cid er blevet uenig med sin Konge, Alfons
af Kastilien, der befaler ham at forlade Hoffet;
hvordan han saa paa egen Haand, efter at
Himlen har forjættet ham sin Naade, bekriger
Maurerne og vinder Sejr paa Sejr, og hvordan
til sidst Valencia falder i hans Hænder. To
rige og fornemme Grever af Carrión faar hans
Døtre til Ægte; men da Cid’s Krigere har
spottet dem for deres Fejghed over for en Løve,
hævner de sig ved at efterlade deres Hustruer
nøgne i en Skov, bundne til et Træ, medens de
drager bort med den rige Medgift. To
Kongesønner af Navarra og Aragonien antager sig de
Forladtes Sag, overvinder Greverne i retslig
Tvekamp og formæles selv med Heltens Døtre.
Digtets Tone er kraftig, ligefrem og krigersk,
med en Understrøm af national Selvfølelse og
religiøs Begejstring. Det udgaves, før nogen
fr. Chanson de geste, 1779 ved den sp.
Biblioteksmand Sánchez. I en gammel Krønike
som findes i Manuskript i Madrid (Crónica de
los veinte reyes) har R. Menéndez Pidal
fundet Levninger af et andet Haandskrift af
Digtet, der maaske er ældre end det hidtil kendte
og noget forsk. derfra. Af megen Interesse er
et mindre Brudstykke af et Heltedigt om
Roncesvalles, hvilket maa have været ret
betydeligt i Omfang og hensættes af Menéndez Pidal,
der har udg. Fragmentet, til 13. Aarh.’s 1.
Trediedel. — Af ringere poetisk Værdi end Poema del
Cid er det Digt, der gaar under Navnet
Crónica primada del Cid; det er heller ikke
helt bevaret (1125 Vers), noget yngre end
Poema’et, idet man kan sætte det — mener
nogle — til 13. Aarh.’s 2. Halvdel; en Juglar
har vistnok i 14. Aarh. omarbejdet dets opr.
Form. Ved sin Ælde (forholdsvis) og i
Betragtning af de faa sp. Heltedigte, vi ejer, er
det dog naturligvis af megen Interesse. Det
fortæller om Cid’s Ungdomsbedrifter, at han
dræbte Grev Gormaz til Hævn for den
Fornærmelse, Greven havde tilføjet hans Fader; at
Gormaz’s Datter Jimena krævede Straf over
Cid, men blev grebet af Kærlighed til ham og
til sidst ægtede ham; dernæst om alle de Sejre,
Helten vandt i Kong Fernando’s Tjeneste,
indtil han endelig belejrede Paris, og udfordrede
Frankerkongens tolv Jævninge, saa at Paven
maatte mægle Fred.
Her kan passende være Stedet til at omtale
en for S. særegen, højst navnkundig Digtart, de
saakaldte Romances. Det er en Folkedigtning,
som har sin Rod i Middelalderen; men af det
rige Romanceflor, der er gemt til vor Tid i de
sp. Romanceros, hører rigtignok kun meget lidt
hjemme i den ældste Litteraturperiode. Ordet
betyder fra først af selve Folkesproget, dernæst
en digterisk Frembringelse i dette, fremdeles
— Hovedbetydningen — en fortællende
Folkevise i et bestemt Metrum, der da siden ogsaa
faar Navnet Romance og anvendes f. Eks. i
Dramaet: dette Versemaal synes (efter
manges Mening) egl. at være 16-Stavelses Verslinier
i assonerende Tirader, med trokæisk Farve, det
samme som i »Rimkrøniken om Cid«; men det
optræder i senere Tider delt i Halvvers,
saaledes at hveranden Linie assonerer indbyrdes.
Romancerne blev sungne ligesom vore
Kæmpeviser; men kun faa af de gamle Melodier har
man tilbage. Af overordentlig Interesse er
Samlingen Les luthistes espagnols du XVIe siècle,
ved G. Morphy (2 Bd, Leipzig 1902), hvor der
findes bl. a. en Snes Romancemelodier, udsatte
af Musikere i 16. Aarh. og for fleres Vedk.
upaatvivlelig at anse som traditionelle. Kun een
af dem har Omkvæd. Ogsaa Barbieri’s Cancionero
musical de los siglos XV y XVI (Madrid 1890)
giver Bidrag til vor Viden om, hvorledes gamle
Romancer blev sungne, ɔ: ikke hvad
Harmonien angaar; thi den er i denne Samling
allerede kunstfærdig, og Melodierne er udsatte for
fl. Syngestemmer; senere er fremkommet F.
Pedrell, Cancionero musical popular español i
4 Bd, udg. i Byen Valls og afsluttet 1922 (med
et Antal gamle Romancemelodier). Hvad man
sang om, var i første Række de samme Konger
og Helte som dem, den ældre Epopé har
besunget, og Romancepoesien, der i det hele kun
gaar tilbage til 14. Aarh., er netop at betragte
som fremvokset af Cantar de Gesta’s Ruiner,
mener nogle Forskere. Romancernes Historie
har i det hele i den nyere Tid været Genstand
for megen Diskussion. Der er Romancer, hvis
Emner — tit mere ell. mindre fabelagtig
udsmykkede — er øste af Landets Historie,
saaledes om Goterkongen Rodrigo, Cid, Pedro den
Grusomme af Kastilien o. s. v.; en egen Gruppe
dannes af »Grænseviserne« (Romances
fronterizos), der omhandler Kampen mellem de
kristne Riddere og Maurerne og indeholder
megen virkelig Historie (15. Aarh.). Fremdeles
et Antal Romancer, hvis Stof er udefra indført,
da det hører til den karolingiske ell. bretonske
Sagnkreds, samt de enkeltstaaende Ridderviser,
som ikke kan regnes til nogen bestemt Cyklus,
endelig nogle omtr. helt lyriske. De tidligste, vi
har bevaret den Dag i Dag — mange er det
som sagt ikke —, er at henføre til 15. Aarh.
Hvad der er trykt af Romancer i 16. Aarh.’s 1.
Halvdel, har gennemgaaende Folkevisens ægte
Præg, og endnu i den seneste Tid har man
desuden kunnet samle et Tillæg dertil fra den
mundtlige Tradition. Men omtr. efter 1550
opløses Folkeromancen som saadan, og Grunden
hertil er forandrede sociale og litterære
Tilstande: paa den ene Side tager Kunstdigtningen
Formen i sin Tjeneste, undertiden med tilsigtet
Arkaisering for den æstetiske Virknings Skyld;
paa den anden Side synker den »populære«
Digtning ned til at blive »vulgær«, faar et i
social og kulturel Henseende tarveligere
Publikum og ender som Gadevise om
Røverkaptajner og Mestertyve, om ulykkelige og
mirakuløse Hændelser. Foruden de gl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
