Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statuer, Medailler etc.) nød Familien Leoni Ry i
3 Slægtled under Karl V og Filip II.
Berruguete’s betydeligste Elev og Efterfølger var C.
Becerra (1520—71), Filip II’s Maler og
Billedhugger, uddannet i Italien, maaske under
Michelangelo, hvad hans Kunst tyder paa: Altret
i Astorga-Katedralen (»Moderlighed«). Juan de
Juni fik stor Bet. for Nordens Skoler; det
realistiske Drag i hans Kunst forstærkes af Farven
(Korsnedtagelsen i Segovias Katedral,
Sværdenes Jomfru, med det forklarede, smertefulde
Aasyn, i Sevillas Katedral). Flere af de alt
nævnte Kunstnere udmærkede sig ogsaa i
Træskulpturen. Karakteristisk for sp. Kunst er
denne malede Træskulptur (i Statuer og
Grupper til Altre o. l.). Figurerne blev
overstrøgne med en Grund af poleret Guld og
derpaa overmalede (estatuas estofadas), i ældre Tid
med stærkt skinnende Oliefarver, senere ofte
i mattere og diskretere Farver. Da
Billedhuggeren ofte var Maler, besørgede han selv
Malingen; men ikke sjælden traadte særlige
Malere til; saaledes hjalp Pacheco Billedhuggeren
Montañes (med det berømte storladne
Krucifiks i Sevilla Katedralens Sakristi). De største
Navne paa den polykrome Skulpturs Omraade
(i Sten, Træ m. v.) er imod Nord G.
Hernandez (1566—1636), Føreren for den
kastilianske Skole, virkende med en diskret
Farveskala (i »Sølv og Elfenben«, »Pieta« og »Kristi
Daab« i Valladolid-Mus., »Virgen de las
Angustias«, »Dødsenglens Jomfru i Valladolid«,
regnes for nordspansk Plastiks Mesterværk),
og imod Syd Juan Martinez Montañes (c.
1580—1668). Arbejder som Montañes’
»Madonna med Barnet«, »Concepcion«, det mægtige
Retablo i S. Miguel i Jeres o. l. hører med deres
ædle og fine Typer (der er i Slægt med
Murillo’s Skikkelser fra senere Tid), harmoniske
Skønhed og milde bevægede Følelsesliv til
Renaissancekunstens bedste Ydelser. »St.
Domingo, der piner sig selv«, »lgn. Loyola«
(Universitetskirken i Sevilla) og enkelte lignende
Værker af Montañes er med deres intensere
Følelsesliv Forløbere for de stride og hede
Følelsesbølger, der i 17. og 18. Aarh. gaar hen
over sp. Kunst. Montañes fandt mange
Efterlignere: Sønnen Alfonso, den betydelige Pedro
Roldan (1624—1700), en energisk Realist, hvis
»Kristus« i Caridad-Hospitalet (Sevilla) er en
næsten for overdrevet følelsesfuld Skikkelse,
endvidere A. Cano. Alonso Cano (1601—67),
der baade virkede som Arkitekt, Maler og
Billedhugger, var en fortrinlig Tekniker; hans
Skulptur slaar stærkt paa de følsomme
Strenge; særlig beundrede Skikkelser bl. hans
Træfigurer er hans Maria’er
(Concepcion-Skikkelser). Træstatuen i Halvlegemsstørrelse af den
hellige Bruno (Granada) tilskrives gerne ham
(af andre: Mora); dens Farveteknik:
Bemaling af Klæder m. v. over Guldgrund er
karakteristisk for adskillig samtidig med
Damaskmønstre virkende polykrom Skulptur. Mange af
hans dygtige Elev Pedro de Mena’s Værker gaar
gerne under Cano’s Navn (saaledes den saa
populære Statuette »S. Franciscus« i
Toledo-Katedralen, 1663); et ejendommeligt Værk af de
Mena er en staaende Maria Magdalena. Med
José Mora, der har skabt gode Værker, træder
dog Forfaldet i Tratskulpturen ret tydelig frem,
og vi er allerede her lidt inde paa Skraaplanet:
Jesuiterkunstens sødlige, affekterte og
overspændte Manierisme. Renaissancen kan ogsaa
opvise fortræffelige Brugsgenstande i Jern og
Bronze (Gitre, f. Eks. i Sevilla), Træ
(Korstolene i Palencia etc.), Glas (Vinduer i fransk
Teknik), ædelt Metal (Monstranser: »Gustodias«),
brændt Ler (Fajaniceplader, Cuerdasecca — i
geometrisk ell. Brokademønster, senere hele
Malerier, f. Eks. til Isabella den Katolskes
Soverum ell. til Altre: »Maria og Elisabeth« [1508],
Alcazar, Sevilla). I Slutn. af 17. Aarh. er
Madrid-Skolen førende i Skulpturen (Alonso de
los Rios, S. Carmona m. v.). I 18. Aarh.
udmærker sig bl. a. J. Villabrille (malet Paulus-Hoved,
Mus. i Valladolid), mest Fortsættere af A. Cano,
ofte lidt opstyltet. En Kunstner som Francisco
Zarcillo y Alcaraz (1707—81), umaadelig
produktiv, formaar til Tider at holde sig
forbavsende frisk og bevare den gode Overlevering
(»Kristus i Gethsemane« [Ermita de Jésus,
Murcia], »Kristi Tilfangetagelse« [smst.] m. fl.).
Betegnende for sp. Billedhuggerkunst er dens
Vedholden, ved Siden af almeneurop. Former,
ved den malede Plastik. Ogsaa ind i 19. Aarh.
(Mélida’s Columbus-Grav i Sevillas Katedral
etc.). I Beg. af dette (19.) Aarh. er Skulpturen
i øvrigt akademisk; i 2. Halvdel af Aarh.
udmærker sig bl. a. Benlliure, M. Oms (Isabella
den Katolskes Monument), A. Querol, E. Barron
(Nero og Seneca). Bl. helt moderne
Billedhuggere kan eksempelvis anføres E. Casanovas, M.
Hernandez (Dyr), J. Otero.
Til de første maleriske Fremstillinger
hører de (efter deres Skrifttegn) saakaldte
»vestgotiske Manuskripter« (c. 10—11. Aarh.),
hvis Illuminationer vel hist og her er
isprængt arabiske Træk, men endog vover sig
ud i nøgne Billeder af Adam og Eva. En Del
østpyrenæiske Landsbykirker indeholder
mærkelige Vægbilleder (c. 11.—12. Aarh.). Fresker,
særlig med den tronende Kristus (paa Regnbuen,
paa det storladne Apsis-Billede i S. Climent,
Tahull), byzantinske Miniaturer o. a. er
Forbillederne, men spredtvis spores i Ornamenter
o. a. Paavirkning fra orientalske
Elfenbensarbejder og Manuskripter. Til samme pyrenæiske
Billedkreds hører forsk. Staffelibilleder,
Antependier og Altertavler (nu mest i Mus. i Vich,
Barcelona m. m.): »Santa Margarita« (hvor
Maleren fremstiller Helgeninden helt nøgen)
m. v. Fra noget senere Tid er
Hvælvingsfreskerne i Pantheon i S. Isidoro (Leon),
udførte i Tidens sædvanlige Grundfarver:
brunrødt, okkergult, hvidt, indigo. Medens de hidtil
nævnte Værker trods islamitiske Stænk peger
paa Forbindelsen mod N. (Frankrig), er San
Baudelio’s Fresker et betegnende Eksempel paa
den Stilblanding (»mudejarisk«, eller, hvis
Landet er muhammedansk, »mozarabisk«),
mellem kristne og muhammedanske Former, der
tager til, alt som man kommer længere S. paa
i S.; S. Baudelio-Freskerne har forneden
livfulde Jagtscener efter persisk Mønster, foroven
og i Apsis religiøse Fremstillinger af
kristenkirkelig Observans. Under Gotikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
