Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Theotocopuli (»Greco«, c. 1547—1614), Maler,
Billedhugger, Arkitekt, uddannet i Italien. Han
er særlig knyttet til Toledo; han malede bl. a.
»Den heil. Mauritius’ Martyrium« (paa Filip
II’s Bestilling, men til hans Mishag), det
berømte »Grev Orgaz’s Begravelse« med dets
Mystik, vilkaarlige Lysvirkning og udtryksfulde
Komposition, en Mængde Kirkebilleder af mørk
Lidenskab og fanatisk Ild, efterhaanden i et
»ekspressionistisk« Formsprog, der vilkaarligt
lavede om paa Naturen (de i Længden trukne
Skikkelser m. v.), i Farvens, Lysets og det
sjæleligt udtryksfuldes Tjeneste — en
fremragende Kunst, bizar, genial, ofte af voldsomt
Haandelag, uensartet i Værd, i Kunstnerens
levende Live løftet til Skyerne af mange, men
upaaskønnet af vel endnu flere; hans bedste
Elev er Luis Tristan, der ogsaa virkede i
Toledo. Ved Slutn. af 16. Aarh. er Udviklingen i
S. da saa vidt fremskreden, at man er ude
over et slavisk Elevforhold til ital. Kunst; en
fælles national Aand gaar hen over de talrige
provinsielle Malerskoler; en vaagen, kraftig, ja
hensynsløs Realisme giver Betingelserne for en
sund, stærk og livfuld Kunst og forbereder det
næste Aarh.’s »Guldalder«.
Spanieren Ribera tilhører væsentlig
Italiens Kunst, men han øver vidtrækkende
Indflydelse paa sine Landsmænd (der er malerisk
Slægtskab mellem hans Narre og Dværge o. l.
Skikkelser i Velasquez’, Carreño’s og andres
Kunst). Hans Naturalisme præger ogsaa
Roëlas’ Elev Zurbaran (1598—c. 1664) som
Sevilla-Skolen overhovedet. I Zurbaran’s
kirkelige (og mandig naturalistiske) Kunst
(Hovedværk: »Th. Aquinas i Sevilla«) faar
Trossvairmeriet vel sit betegnende Udtryk (»Munken« i
Londons Nationalgal.), men hans skønne faste
Kunst virker netop ved den storladne Ro, den
selvfølgelige Trossikkerhed, de tilforladelige og
stort sete Munkeportrætter, den indgaaende
maleriske Redegørelse for og ophøjede
Skildring af Klosterlivets dybeste Tildragelser og
Syner (»Bebudelsen«, Sevilla, »Madonna med
Kappen« og »Gudfader« i Sevillas Mus. etc.).
Velasquez (1599—1660) er en af
Sevilla-Skolens Hovedmestre og vel den ypperste.
Koloritten i Skolens Styrke behandler han
mageløst overlegent (Luftperspektivet med dets
rige Fortoninger); han er, ogsaa i sine faa
religiøse Billeder (det storladne »Christus paa
Korset«), først og fremmest
Virkelighedsskil-rer, derfor allerstørst i Portrættet (»Don
Carlos til Hest«), Folkelivsbilledet
(»Drikkebrødrene«, »Væverskerne«, »Las meninas«) og det
moderne Historiemaleri (»las lanzas«), B. E.
Murillo (1617—82), Skolens mest populære
Mester, havde gennem den dygtige
Granada-Maler P. de Moya faaet Blikket aabnet for v.
Dyck’s Kunst. Han »forener v. Dyck’s Ynde med
Ribera’s Kraft« og raader paa sin rigt stemte
Palet ogsaa over Velasquez’ graa Fortoninger.
Han er Christus-Barnets og den »ubesmittede
Undfangelses« udvalgte Maler, maler det
overnaturlige, den himmelske Vision og den rolige
Troshengivelse med Glød, men med naturlig
Ynde og en egen sværmerisk Poesi; ogsaa som
Folkelivsskildrer (Gadedrengene) er han
ypperlig. Om disse store Navne grupperer sig en
Mængde andre af lødig Klang: Carreño de
Miranda (kunstnerisk Ætling af Velasquez), hans
Elev Cabezalero (»Neofytten og S. Franciscus«),
den straalende Kolorist Mateo Cerezo
(1635—75), Fray Rizi (»St. Benedikt’s Messe«), J.
Martinez del Mazo, Velasquez’ Svigersøn, og Mulatten
Juan de Pareja (»St. Matthæus’ Kaldelse«), der
ligeledes staar Velasquez’ Kunst meget nær. Den
tidligere nævnte A. Cano udmærker sig ogsaa
som Maler, særlig ved skarp og energisk
Modelering (»Franciskanerens Død«, »Den døde
Christus«). I Sevilla virker den betydelige og
hensynsløse Realist J. de Valdes Leal
(1630—90), hvis bedste Elev var Palomino y Velasco.
Leal’s Fælle Fr. de Herrera den Yngre, der
forgæves søger at hamle op med Murillo, er
habil, men ret overfladisk og indvarsler
Forfaldet. I Madrid søger Cl. Coëllo (død 1693) at
stemme op imod en ny Generations ferme og
elegante, men aandstarvelige og uoriginale
Hastværksmaleri. Dette bliver imidlertid, da
Italieneren L. Giordano 1692 kaldes til
Escorial og maler løs for en beundrende Samtid,
højeste Mode. I Valencia og Murcia fortsætter
Espinosa (1600—80) Ribalta’s Traditioner; her
maler ogsaa P. Orrente i Jac. Bassano’s Manér.
I 18. Aarh. er en selvstændig sp. Kunst næsten
døet ud. Man lever paa importeret Kunst og
Kunstnere (Malere af Lebrun’s Retning, R. A.
Houasse og Sønnen M. A. Houasse, begge kgl.
Hofmalere, ligesom derefter Rigaud’s Elev J.
Rane og senere L. M. van Loo, Mengs’
Pseudoklassicisme — Mengs virker selv i S. —,
Italienere som Vanvitelli, Procaccini, Tiepolo’erne).
Stiftelsen af S. Fernando-Akademiet formaar
ikke at bringe frisk Liv. Rent sporadisk
optræder dygtige Indlændinge i Specialfag (som
L. Menendez [1716—80] med Portrætter og
Stillleben). Under Karl III’s Regering gør
Smagen for Boucher, Lancret etc. sig gældende, og
Franskmænd som B. Ollivier og Ch. de la
Traverse gør Lykke i S. Den sidste uddanner
mange Elever, bl. disse L. P. y Alcázar, der
med stor Færdighed skildrer Myldret i
offentlige Folkefester (»Romerias«), Bayeu y Subias,
Akademidirektøren, den skattede officielle
Maler, nød særligt Ry for sine Freskoarbejder.
Højt op over de andre rager Goya y
Lucientes (1746—1828), en kaustisk og ejendommelig
Kunstnernatur, der for en kort Tid atter
højner sp. Kunstliv: en Mængde Portrætter —
mange paa officiel Bestilling, men dog ofte af
ubønhørlig Sandhed — friske, koloristisk klare
Folkelivsskildringer af megen Skalkagtighed og
Ynde, senere dystert sarkastiske (»Inkvisition«,
»Narrehus« etc.) i Lighed med hans berømte
Raderinger, de skønne Maja’er (den nøgne og
den beklædte) m. fl. Kunstansporende virkede
i 18. Aarh. den af Filip V 1722 i Madrid
grundlagte Santa Engracia Manufaktur, hvortil bl. a.
Goya leverede Tapet-Kartoner (for Escorial), og
Porcelænsfabrikkerne Buen Retiro, Alcora de
Talavera og Moncloa, hvis Frembringelser
gennemgaaende dog var i Smag med Tidens alm.
Porcelænsstil.
Paa Overgangen til 19. Aarh. staar en dygtig
Portrætmaler Vicente López, hvis Kunst dog i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
