Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spanien (Kunst) - Spanien (Teater)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Syn og Holdning væsentlig bunder i foreg.
Aarh. I det ny gør sp. Kunst de
almeneuropæiske Svingninger med, vel i sp. Aand, men
sjældnere med gennemgribende nationale
Indsatser. En Tid er David’s Retning den
herskende; David’s Elev F. de Madrazo faar i saa
Henseende vidtrækkende Bet. gennem sin
Lærervirksomhed. Men David’s Kunstsyn staar
dog i Virkeligheden sp. Kunstnaturel fjernt.
Den fr. Romantik er dette mere til Pas. Der
valfartes nu til Paris. Men ogsaa fra Rom
hentes Impulser. Ansete Kunstnernavne er L.
de Madrazo, E. Carro, M. Carbonero (»Prinsen
af Viana«), C. de Rivera, Villaamil
(Byprospekter), E. Rosales (»Isabella den Katolske’s
Testamente«), V. Palmaroli, Gonzalez, E. Sala,
Aranda, Pradilla, M. Degrain (»Desdemonas Død«),
E. Simonet (»Flevit super illam«), Garnelo y
Alda (»Lukan’s Død«) o. s. v. Adskillige Malere
vækker Sensation ved Historiebilleder, hvor
uhyggelige, grufulde ell. tragiske og i det hele
stærkt effektfulde Motiver særlig er raadende
(som hos Pradilla). Andre dyrker med malerisk
Raffinement »Kabinetsmaleriet«. I saa
Henseende er den fremragende Fortuny (1839—74)
en Foregangsmand. E. Zamacoïs, Elev af
Meissonier, elegant, smidig i sin Pensel, hører ligeledes
til de førende (»Kongens Favorit« etc.). Til
Fortuny’s Retning slutter sig bl. m. a. Martin Rico
og R. de Madrazo. U. Checa maler med
voldsomt Liv og Effekt »Barbarernes Indfald« o. l.
Paa de internationale Kunststævner har
Spanierne gerne udmærket sig ved blændende
Teknik, Voldsomhed og Bravur i Foredraget og
ikke sjælden ogsaa ved en sportsmæssig Iver
efter det hypermoderne. Bl. betydeligere
Kunstnere fra nyere og nyeste Tid kan endvidere
nævnes: Alvarez Sala (»Løftet«), V. Cinanda
(»Strejke«), A. Fabrés (»Marokkanske Slaver«),
J. Aranda (»Slavehandel«), E. Sala (»Græsk
Musik«, i Madrids Kasino), Benliure, Sorolla
Bastida, Jimenez, Landskabsmalerne Meifren og
Rusinol, den impressionistiske Anglada
(Nattescene fra Paris), R. de Las Rios (Raderer),
Villegas, J. Bermejo, J. Romero de Torres (det
giorgione’ske Musa Gitana, 1908), G. Gómez Gil
(Solnedgang), Tapiro y Baró (orientalske
Billeder), C. Vasquez Ubeda og en af de ypperste,
Zuloaga, hvis store, bredt malede, lidt mørkl. sp.
Folkelivsbilleder fængsler ved kraftig
Konturvirkning og Livagtighed. (Litt.: A. de
Laborde, Voyage pittor. en Espagne [4 Bd,
Paris 1807—20]; J. Caveda, »Gesch. d.
Baukunst in S.« [oversat 1858 paa Tysk];
Junghändel og C. Gurlitt, »Die Baukunst S.’s«
[Dresden 1889—93]; Street, Some accounts of
goth. arch. in Spain [Lond. 1865]; C.
Bermudez, Diccionario histor. d. l. mas ilustr.
profesores d. l. bellas artes en España [6 Bd, 1800];
Passavant, »Die Christi. Kunst in S.«
[Leipzig 1853]; Uhde, »Baudenkm. in S. u. Portug.«
[Berlin 1889—92]; Prentice, The renaiss. of
archit. a. ornament in Spain [1894]; P. Lefort,
La peinture espagnole [Paris 1893]; heri en ret
udførlig Litteraturhenvisning vedrørende S.’s
Malerkunst]; B. Haendcke, »Studien z.
Gesch. der span. Plastik« [Strasbourg 1900]; A.
L. Mayer, »Gesch. d. span. Malerei« [Leipzig
1913]; M. Dieulafoy, »Gesch. der Kunst in
Spanien und Portugal« [1913, Ars Una, med
Litteraturoversigter]).
A. Hk.
Teater.
Om egl. Teatervæsen i S. kan man næppe
tale før 16. Aarh. De gl. religiøse Skuespil i
Middelalderen, som stod i nær Forbindelse med
Gudstjenesten, blev for en Del opførte af de
gejstlige i Kirken; ved Hofferne ageredes af og
til af Pager o. l., og Folket havde sine
dramatiske Lege, og det var juglares, der alm.
agerede disse. Men Selskaber til at spille Komedie
begyndte man først at stifte i Renaissancetiden,
væsentlig efter ital. Mønster, og det hedder
udtrykkelig, at man slog sig sammen for at
udføre Juan del Encina’s Stykker. I Løbet af
Aarhundredet blev Skuespilopførelser ved Aktører
af Fag mere og mere almindelige; de omtales
oftere i Karl V’s Tid, navnlig i Sevilla,
Valencia og Gerona. Udstyrelsen var undertiden ret
kostbar, og Stykkernes Benævnelse er temmelig
varierende, — Navnet Auto (s. d.), som i Beg.
brugtes om ethvert Skuespil, blev efterhaanden
indskrænket til at gælde om de religiøse.
Henimod Aarhundredets Midte begyndte Lope de
Rueda at drage rundt med et
Skuespillerselskab til stor Glæde for alle de Byer, hvor han
kom hen; at Udstyrelsen endnu var temmelig
primitiv, fortæller Cervantes, der saa
Forestillinger af ham i sin Barndom. Andre fulgte
Ruedas Eksempel, og saadanne Direktører, der
som han skrev deres Stykker selv, hed Autores;
der nævnes adskillige, saaledes Alonso de la
Vega og Pedro Navarro, hvilken sidste,
beretter Cervantes, forbedrede det ydre Udstyr og
Maskineriet betydelig. En Skildring af de
omrejsende Truppers Liv har man i A. de Rojas’
Viaje entretenido (udk. 1603), hvori man bl. a.
faar at vide, at der var 8 Slags
Skuespillerselskaber, lige fra bululu (der kun bestod af
een Aktør!) til compañia, og hver enkelt
beskrives; Musik og Dans plejede at være med.
Staaende Teatre synes allerede tidlig i 16.
Aarh. at have været i Valencia og maaske
Sevilla. I Madrid havde der lidt efter 1560 dannet
sig to Broderskaber med kirkelig-filantropisk
Præg, Cofradia de la Pasion og de la Soledad,
som til Fremme af deres Formaal opførte
Skuespil i dertil lejede Gaarde, Corrales, hvad der
siden blev Navnet paa de to faste Teatre, som
disse Broderskaber indrettede, henh. 1578 og
1583; det er de berømte Skuepladser Teatro de
la Cruz og Teatro del Principe, der — i nyere
Bygninger — kom til at bestaa langt ned i
Tiden, og det sidstnævnte eksisterer endnu
under Navnet Teatro Español. (Se Corrales,
hvor de gl. sp. Skuespilhuse findes nøjere
beskrevne). Her opførtes under umaadeligt
Tilløb Lope’s, Calderón’s og de andre store
nationale Digteres Arbejder; Autos spilledes under
andre Forhold. Nogen Kamp havde Teateret at
døje med Teologerne; men under
Folkestemningens Pres og Kongernes Beskyttelse førte
det sin Sag igennem; ved 16. Aarh.’s Slutn.
havde det imidlertid set galt nok ud for det,
og 1598 forbød Filip II endog alle
Teaterforestillinger, hvilket Forbud hævedes under hans
Søn. En Forestilling i Nationaldramaets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
