Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Spring Valley - Springvand - Sprinkel - Sprinkler - Sprit - Spriteosin - Spritkompas - Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spring Valley [’spriŋ-’vä£i], By i U. S. A.,
Illinois. ligger c. 150 km SV. f. Chicago ved
Illinois River og ved Krydsningspunktet for flere
Banelinier. (1910) 7035 Indb. Byen ligger i en
rig Kulegn og er for en stor Del beboet af
itallienske og polske Minearbejdere.
G. Ht.
Springvand kaldes en Indretning, ved
hvilken en eller flere Vandstraaler bringes til frit at
stige til Vejrs. I Reglen er S. bestemte til Pryd;
men undertiden indrettes de nærmest for at
tilføre Luften Fugtighed. Afskæres det ene af to
med Vand fyldte »kommunicerende Rør« under
Vandspejlet i det andet, vil Vandet fra den
frembragte Aabning stige til Vejrs, og et S.
dannes, ganske paa samme Maade som ved en
Artesisk Brønd (se Brønde). Efter dette
Princip indrettes ogsaa mange S.; det højeste af de
to kommunicerende Rør kan f. Eks. staa i
Forbindelse med en Beholder, der holdes fyldt med
Vand fra en Bys Vandværk; men det Tryk, som
ved denne Anordning udøves af Vandet i det
højeste af de to Rør, kan dog ogsaa
frembringes ved Maskinkraft. Hvad enten Trykket
frembringes paa den ene eller anden Maade, kan det
maales som Højden af en Vandsøjle; og saa højt
som denne vilde Vandstraalerne stige til Vejrs
over Røraabningerne, hvis de ikke mødte
Modstand ved at træde ud af Aabningerne, ved at
skulle gennemtrænge Luften og ved at træffes
af det i dem tilbagefaldende Vand. Den
sidstnævnte Modstand kan delvis undgaas, naar man
ikke lader Vandstraalerne stige ganske lodret
til Vejrs, og Modstanden ved Straalernes
Udtræden af Røraabningerne kan man gøre
temmelig ringe, naar man giver Aabningerne en
hensigtsmæssig Form. Raader man over et stort
Vandtryk, men kun over en forholdsvis ringe
Vandmængde, kan man i Rørledningen
umiddelbart foran Udstrømningsaabningerne indsætte
et Apparat, konstrueret som en Injektor,
hvorved en Del af det Vand, der falder ned fra S.,
kan suges ind i Rørledningen og paa ny springe
til Vejrs. Straalerne i et S. kan man lade
udstrømme af roterende Aabninger, eller af
Aabninger anbragte i Figurer, f. Eks. i Munden paa
Dyr af Bronze. Ligesom saaledes
Billedhuggerkunsten, tages ogsaa ofte Arkitekturen til Hjælp
for at forøge Virkningen af S., man kan f. Eks.
lade det nedfaldende Vand danne Vandfald over
kunstig opbyggede Klippepartier. Smukke
Farvevirkninger kan opnaas, naar man lader S.
belyse fra neden gennem farvede Glas. Bekendte
S. findes i Versailles (23 m’s Springhøjde), og
et S. med meget stor Springhøjde (85 m) i
Sydenham. Stue-S. fremstilles simplest ved
direkte Benyttelse af vedkommende Bys
Vandledninger; men naar dette ikke lader sig gøre,
kan man benytte en Heronsbrønd eller en
Pumpe, som drives af en lille Varmluftmaskine eller
ved Elektricitet.
(Fr. V. M.). A. Bj.
Sprinkel, gammeldags Udtryk, hvis Lige
findes i flere andre Sprog, og som betyder:
forsynet med ganske smaa Pletter paa Huden. I 15.
Aarh. bruges Ordet for lentigines,
linseformede Pletter, 1620 for blodrøde Smaapletter
(Petecchier) og 1687 for Fregner. S. brugtes
tidligere særligt for at betegne Hududslet ved
epidemiske Sygdomme, navnlig ved Pest, Kopper
og forsk. Tyfusformer. I Danmark synes det
særligt at have været anvendt ved
exanthematisk Tyfus (S.-feber). — Gaasens Brystben siges
at være sprinklet, og man spaar om Vinterens
Forløb af dets mørkere og lysere Pletter.
Adjektivet anvendes ogsaa om visse Hunde
(Dalmatiner-), hvis sorte Pletter i hvidt Haarlag
gør dem sprinklet.
J. S. J.
Sprinkler, se
Brandslukningsredskaber.
Sprit, se Alkohol, S. 521.
Spriteosin, se Eozin.
Spritkompas (Søv.), d. s. s. Vædskekompas
eller Spirituskompas. Se Kompas.
Sprog. Ved S. forstaar vi Meddelelsesmidler
mellem levende Væsener; kun i overført
Forstand siger vi, at »den stumme Natur taler et
eget S. til Iagttageren« o. l. Spørgsmaalet, om
Dyrene eller nogle Arter af dem har et S., der
kan samstilles med Menneskenes S., maa
endnu for en stor Del staa aabent, skønt der ingen
Tvivl er om, at der hos mange af dem findes
i alt Fald stærke Tilnærmelser til et egentligt S.
Menneskene har en hel Række Midler, hvorved de
kan meddele noget af deres aandelige Indhold
(Tanker, Følelser, Vilje) til andre, og som med
mere eller mindre Ret kan kaldes S.; disse
Midler maa efter den Sans, hvortil de henvender
sig, inddeles i de to Klasser a) Øresprog og
b) Øjesprog. Den første Art er den
vigtigste; til den anden hører dels umiddelbare S.
som især det, der ligger i Gestus og Minespil
(deri ogsaa »Øjesprog« i indskrænket Forstand
om, hvad der kan »læses« ud af Øjnenes og
deres nærmeste Omgivelsers Bevægelser), dels
mere middelbare S., hvis Tydning beror mere
ell. mindre paa Overenskomst, som
Blomstersprog, Billedsprog, Skriftsprog, optisk
Telegrafi o. l. Den vigtigste Art er her
Skriftsproget, der imidlertid i udviklet Form — efter
at have udfriet sig af Billedtegnenes Svøb —
kommer i stærk Afhængighed af Talesproget,
hvis Ord eller Lyd det blot symboliserer, saa at
det derved bliver et »S. paa anden Haand«. Det
samme gælder om det kunstige alfabetiske
Fingersprog, som de døvstumme lærer paa nogle
af Døvstummeanstalterne, i Modsætning til
deres naturlige Tegnsprog, der er en Idéskrift i
Luften. For de døvstumme, der er oplærte efter
Talemetoden, kommer det oprindeligt for Øret
bestemte Talesprog til at spille et Øjesprogs
Rolle. — At Øresproget egner sig bedre end
noget Øjesprog til Meddelelsesmiddel, beror
naturligvis paa, at Taleorganerne (Lungerne,
Stemmebaandene, Ganesejlet, Tungen og
Læberne) er i Stand til at frembringe en uhyre
Afveksling af let skelnelige Lyd, at disse kan
frembringes uden at hindre Hænder og det
øvrige Legeme i at virke efter Behag, og at de
kan opfattes paa rimelig Afstand og uden
Hensyn til Lys eller Mørke eller til vedkommendes
Stilling over for den talende, altsaa ogsaa naar
han vender sit Ansigt bort fra den talende. Helt
uafhængigt af Øjesprog har det talte S. dog
ikke udviklet sig, og endnu letter Minespil,
Gestus o. l. i høj Grad Forstaaelsen af det
sagte, ligesom det paastaas, at visse lavtstaaende
Folk ikke kan undvære denne Hjælp og altsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
