Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke kan tale sammen i Mørke. Ved S. forstaas
i det følgende kun Øresprog.
S. forudsætter for at komme i Stand mindst
to Mennesker, der knytter væsentlig samme
Forestillinger til væsentlig samme Lyd.
Fuldstændig Overensstemmelse i alle Enkeltheder
findes ikke mellem to Mennesker, men er heller
ikke nødvendig, for at S. skal opfylde sin Rolle
i det praktiske Liv. I Reglen vil flere end to
benytte samme S.; men Individernes Antal i et
saaledes sammenknyttet Sprogsamfund varierer
i højeste Grad, fra Smaastammer paa maaske
kun 100 Mennesker til det engelske Sprogsamfund,
der tæller c. 150 Mill. Da den naturlige
aandelige Sammenknytten, der beror paa
Sprogfællesskab, altid maa være af største Betydning for
Menneskenes hele Liv, og da Grænserne for S.’s
Udbredelse ikke altid er de samme som de
politiske Grænser, er det let forstaaeligt, at
Sprogspørgsmaal spiller en stor Rolle ved
Nationalitets stridigheder. Herved maa dog
mærkes, at S. og Nationalitet ikke altid falder
sammen, da Nationalfølelse kan næres ved andet
end sproglig Samhøren; paa den ene Side har
vi f. Eks. Schweizerne, der trods deres 4 forsk.
S. føler sig som een Nation, paa den anden
Side Englænderne og Nordamerikanerne, der
taler samme S. og dog føler sig som to
Nationer.
Hvor et større Antal taler samme S., er det
uundgaaeligt, at der inden for dets Grænser
findes større eller mindre Forskelligheder, dels af
stedlig, dels af ikke-stedlig Art. Paa de første
beror Adskillelsen i Dialekter (Stedmaal,
Bygdemaal, Landskabsmaal, med et uheldigt
tysk Navn Mundarter). Under Forudsætning af
en Befolknings jævne Udbreden over en geogr.
sammenhængende Landstrækning vil der ikke
være skarpe Dialektgrænser nogensteds, men en
gradvis Overgang. Een Landsby vil have nogle
Træk tilfælles med sine Naboer mod N., andre
med dem mod Ø., mod V., mod S. Alle
Inddelinger i Bygdemaal og Bygdemaalsgrupper
bliver derfor mere eller mindre vilkaarlige, efter
hvad man i de enkelte Tilfælde lægger Vægt
paa. Derimod vil der kunne paapeges bestemte
Grænser for hver enkelt sproglig Teelse, f. Eks.
i Jylland for foransat og eftersat bestemt Artikel,
en anden for Samfald af Kønnene; endvidere
for saadanne lydlige Overgange som fra langt
a til å, fra -rn til r ell. til n o. s. v. (se
Danske Almuesmaal). Brud paa de
gradvise Overgange, saa at vi et Sted faar Grænse
for flere væsentlige Forskelligheder paa een Gang,
vil altid vise sig at være fremkomne ved
manglende Samkvem i tidligere Tid. Især spiller
Naturhindringer her en Rolle: et praktisk talt
uoverstigeligt Bjerg, en større Skov, en
Ødemark, et større Vand, ja undertiden blot et
mindre Vandløb, der har afbrudt Forbindelsen
mellem Befolkningerne paa de to Sider.
Undertiden kan denne Hindring bortfalde i Tidernes
Løb: en Skov kan blive udhugget fra begge
Sider, en øde Strækning opdyrket, og de før
adskilte Befolkninger kan derved rykke sammen, saa
at vi faar et skarpt Sprogskel mellem
tilgrænsende Befolkninger. Et saadant kan
naturligvis ogsaa opstaa ved Flytninger, Udvandringer,
Koloniseringer o. l. Med Samkvem vil der altid
følge sproglige Tilnærmelser, med Afbrydelse af
Samkvem omvendt sproglige Spaltninger, som
kan ses f. Eks. ved Islandsk og Færøisk, der
tidlig skilte sig ud fra Norsk; ligesaa har
sydafrikansk Hollandsk (»Afrikaansch«, »de taal«,
Kaphollandsk) fjernet sig betydelig fra
europæisk Hollandsk o. s. v. Men i Nutiden er
Samkvemsforholdene saa væsentlig forandrede i
Sammenligning med tidligere, at slige
Spaltninger nu lettere kan undgaas; saaledes er
Engelsk i Nordamerika og Australien meget lidt
forskelligt fra Moderlandets S., og Forskellen
mellem S. i San Francisco og New York (omtr.
6000 km) er langt mindre end den fra gammel
Tid begrundede Forskel mellem mange
Landsbyer i Gammelengland, der ligger 20 km fra
hinanden. Hvad man vil regne for saa stor
Forskel, at man vil tale om to S., og hvad man
vil regne for kun Dialektforskelle inden for
samme S., bliver altid vilkaarligt; som oftest
vil man derved ogsaa tage Hensyn til vedk.
Maals politiske og navnlig litterære Bet.
De ikke-stedlige Sprogforskelligheder beror
bl. a. paa Klasseforskelle; hvert Haandværk har
f. Eks. sine særlige Udtryk, der ikke kendes
uden for snævre Kredse. Det er klart, at disse
Forskelligheder ikke saa meget som de stedlige
kommer til at omfatte Lyd- og
Bøjningsforhold, men især angaar Ordforraadet. Ved
Siden heraf er der i mange Lande opstaaet eller i
Færd med at opstaa et ikke-stedligt
Fællessprog, Rigssprog, der paa en Maade staar
over Stedmaalene. Det beror paa, at Beboere
af forsk. Landsdele kommer i varigt nøjere
Samkvem med hinanden og da gradvis lemper
sig efter hinanden og afsliber de sproglige
Ejendommeligheder, der træder mere i Vejen
for fyldig og let Forstaaelse. Dette gælder
særlig de højere Stænder, der ikke er saa
stavnsbundne som Almuen; de dannede fra forsk.
Egne mødes i Skoler, paa Universitet o. s. v.
og faar tit Ansættelse langt fra deres Hjemsted.
Af stor Betydning er her ogsaa Byerne, især
Hovedstæderne, der samler en oprindelig paa
vidt spredte Steder hjemmehørende Befolkning
og derved muliggør en stærk Afsliben af
Særsprogene; denne fremmes ogsaa paa andre
Maader, bl. a. ved Skuespilleres Optræden rundt
i Landet, ved Militærtjeneste o. s. v. Til dette
ikke stedlig farvede Rigssprog, der tales eller
dog tilstræbes af mange, især naar de skal tale
til Folk fra flere Egne, støtter saa
Skriftsproget sig, ligesom dette omvendt støtter det
mundtlige Fællessprog. (Smlg. O. Jespersen,
»Menneskehed, Nasjon og Individ« [Oslo 1925]).
S. er ikke nogen Naturting. En Del
Sprogforskere (Rask, Schleicher, Max Müller) har
hævdet, at S.’s Udvikling gik for sig helt
ubevidst og helt uafhængig af menneskelig villet
Indgriben, altsaa efter Love, der kunde
sammenstilles med »Naturlovene«, hvorfor de vil
henregne Sprogvidenskaben ikke til
Aandsvidenskaberne, men til Naturvidenskaberne.
Denne Opfattelse er dog nu almindelig forladt,
idet man paa den ene Side har set, at der ogsaa
gælder naturlige Love i den aandelige Verden,
saa at den tidligere skarpe Adskillelse mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
