Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
to Arter af Videnskaber af sig selv falder bort,
paa den anden Side er man kommet bort fra den
bestemte Benægtelse af Menneskets Evne til at
gribe ind i Sprogudviklingen. S. er, som
allerede W. v. Humboldt har hævdet, ikke noget
Værk (ἔργον), men en stadig fortsat
Virksomhed (ἐνέργεια). Ordene eksisterer ikke i og for
sig uden for Mennesket, men kun i det Øjeblik,
de tænkes og siges. Allerede deri ligger, at S.
ikke er noget fast, uforanderligt, men er
undergivet stadig Skiften. Taler man om S.’s eller
Ordenes »Liv«, maa man altsaa stadig huske paa,
at det er et Billede, og for rigtig at forstaa de
sproglige Teelser maa man bestandig spørge,
hvad det virkelig er, der foregaar i eller
foretages af de talende og hørende Mennesker.
S. hos den enkelte. Barnet faar først
efterhaanden et saadant Herredømme over sine
Organer, at det kan efterligne de voksnes Lyd.
Som en Forskole kan betragtes dets meningsløse
Pludren. Efterhaanden gaar Betydningen af
enkelte Ord op for det; ofte varer det dog længe,
inden Barnet, tit ad Omveje, afgrænser et Ords
Betydning nøjagtig som de voksne. I mange
Tilfælde faar det af Sammenhængen, hvori Ordet
forekommer, et galt Begreb om dets Anvendelse.
Dets Ordforraad udvides samtidig med, at den
første Unøjagtighed i Efterligningen,
Anbringelsen og Forbindelsen af Enkeltlydene gradvis
fortager sig. Grammatiske Forhold faar det
ikke direkte Belæring om; men ved atter og
atter at høre Ordene rigtig bøjede og føjede
sammen og ved at gentage en hel Mængde
Sætninger som Helheder faar det en Række
Sætnings- og Bøjningstyper, som det uvilkaarlig selv
følger, naar det vil føje Ord sammen paa egen
Haand. Herved gør det udstrakt Anvendelse af
Analogi, der tit fører til rigtige Dannelser
(lavede, dejligste), men hyppig ogsaa til urigtige
(drikkede, go’este). Udgangspunktet er den
Form, der i Øjeblikket er mest levende i
Barnets Tanke, i Reglen den, det har hørt
hyppigst; det ene Barn kender bedst Formen Ko
og danner Flertal Koer, det andet er fortroligt
med Formen Køer og danner Ental en Kø.
Efterhaanden forsvinder saadanne Fejl, dels som
Følge af, at andre Børn og voksne retter dem, dels
og mest ved Barnets uvilkaarlige Eftersnakken af
de andres Sprog og Iagttagen af deres
Sprogbrug. (Litt. om Barnets S.: W. Preyer,
»Die Seele des Kindes« [6. Opl., Leipzig 1905];
James Sully, Study of Childhood [London
1896]; Fr. Tracy, Psychology of Childhood
[Boston 1896]; Klara u. Wilh. Stern, »Die
Kindersprache« [Leipzig 1907]; R.
Meringer, »Aus dem Leben der Sprache« [Berlin
1908]; J. Piaget, Le Langage et la Pensée
chez l’enfant [Paris 1923]; Otto
Jespersen, »Børnesprog« [Kbhvn 1923]). — Det er
umuligt at sige, naar Barnesproget holder op
(»naar Barnet taler rent«); Angivelser for den
enkelte eller for Gennemsnittet maa altid optages
med stor Varsomhed. Nogle Rester af
Barnesprogets Mangler og Ufuldkommenheder vil
altid blive hængende ved enhvers S., netop som
Følge af S.’s Væsen og af den Maade, hvorpaa
det tilegnes. Før Døden bliver ingen sproglig
set færdig; nogle er hele Livet igennem let
paavirkelige, saa at de efter kort Tids Ophold et
nyt Sted er helt smittede af dets Talesæt;
andre er trægere, men aldeles upaavirket af
Omgivelsernes Tale (eller af hyppig læste Udtryk og
Vendinger) er intet Menneske. Ingen
behersker sit Modersmaal i dets fulde Omfang.
Nogle, især Kvinder, bevæger sig inden for et
mindre Omraade af fuldt beherskede Ord og
Vendinger med usvigelig Virtuositet, altid med
naturlige Udtryk øjeblikkelig rede for enhver
Tanke, de ønsker at meddele. Andre,
deriblandt ikke faa Mænd, har i og for sig et større
Ordforraad, kender flere Ord og bestræber sig
for at bruge dem paa fuldt ud nøjagtig Maade
med skarp Iagttagelse af alle fine Forskelle;
men de behersker ikke disse Ord saa
fuldstændig, at Tanken straks finder sit Udtryk; de
stammer og hakker derfor i det, og
Sætningerne bliver tit knudrede Misfostre. Lignende
Forskelle ses ogsaa i skriftlig Fremstilling, hvor den
ene Forfatter altid med Glathed og Sikkerhed
benytter S.’s mest gængse Ordstof, og den
anden henter sine Ord fra alle, selv de særeste
Afkroge af Modersmaalet. Den højeste
Sprogbeherskelse i Veltalenhed og Velskrivenhed
vilde forene begge Metoders Fortrin. Hvad
Ordforraadets Størrelse angaar, maa den ofte
fremsatte Paastand, at den dannede behersker
nogle faa Tusinde og den udannede nogle faa
Hundrede Ord, betragtes som aldeles
gendreven. »Udannede« Menneskers Ordforraad er
ofte lige saa stort som dannedes, og som
Gennemsnit af et voksent normalt Menneskes
Ordforraad kan man sikkert sætte 20—30000 Ord.
Enhver forstaar ikke saa faa Ord, som han
aldrig selv vilde bruge eller vilde kunne bruge. I
deres Skrifter vil de fleste Forfattere paa Grund
af Emnernes Natur kun faa Brug for en
forholdsvis ringe Del af de Ord, de virkelig
kender; det højeste Antal Ord, man ved Tællingen
har fundet hos en enkelt Forfatter, er c. 20000
hos Shakespeare.
S. i Menneskeheden og Racen. Om
S.’s Oprindelse foreligger en meget
omfangsrig Litt., hvis Værdi dog er ret tvivlsom,
da alt for mange uklare og løse Tankevæv har
ophobet sig i den. De fleste Forfattere gaar
apriorisk til Værks og opkaster Spørgsmaalet:
»hvorledes kan Mennesker ell. menneskelignende
Væsener, som ikke før havde noget S., komme til
at tale?«. Dette er da blevet besvaret paa forsk.
Maade. Nogle (W. v. Humboldt, Max Müller,
Steinthal, o. fl.) gaar ud fra, at der er en
naturlig, uvilkaarlig Sammenhæng mellem Lyd og
Betydning, saa at visse Lyd uvilkaarlig
fremkaldtes af og svarede til visse Forestillinger
(Nativisme), medens andre (Madvig, Whitney, Geiger,
Bleek, Marty) derimod hævder, at der nutildags
ikke er noget saadant intimt Baand mellem
Lydene i de faktisk foreliggende S. og Betydning,
hvorfor den antagne opr. Harmoni mellem dem
er ubeviselig og usandsynlig (Empirisme).
Striden mellem de to Retninger er beslægtet med
Striden hos de gamle Grækere mellem dem, der
holdt paa Slagordet φύσει, og dem, der holdt
paa θέσει (se Sprogvidenskab,
Historie). De vigtigste Teorier er kendte under
Øgenavnene »Vovvov-Teorien«, »Pyh-Teorien« og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
