Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprogrensning - Sprogrytme - Sprogsans - Sprogstamme - Sprogundervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprogrensning. Et Sprog, der er stærkt
isprængt med Fremmedord, føles som urent; i
de Sprog, der i Tidernes Løb har modtaget
stærke Paavirkninger fra andre Sprog, vil der
derfor i Reglen før eller siden komme puristiske
Retninger op, som søger at befri Sproget for
de mest generende Fremmedord, ja endog (hos
de mest yderliggaaende) for alle Fremmedord.
At alle fra andre Sprog optagne Ord skulde
være af det onde, er en meget betydelig
Overdrivelse; ikke blot saadanne Benævnelser paa
indførte Varer o. desl. som f. Eks. Vin, Te,
Kaffe, Kaktus, Rose o. s. v., som ingen tænker
paa at afløse med indfødte Ord, men ogsaa en
Mængde andre Kulturord, som f. Eks. Kultur,
Natur, Mønt, Takst, studere o. s. v., og ikke
faa, der ikke kan kaldes Kulturord, som Luft,
træffe, klar, maa betragtes som virkelige
Berigelser af Sproget. En hel Del af dem er da
ogsaa gaaet i den Grad ind i den alm.
Sprogbevidsthed, at kun Sprogforskeren har en
Anelse om, at de ikke fra Arilds Tid har hørt
Sproget til. Helt anderledes er det med en
Mængde Ord, hvis Anvendelse i Sproget nærmest
beror paa, at man, da man første Gang skulde
udtrykke vedkommende Tanke, fandt det
øjeblikkelig bekvemmere at tage det færdige Ord
fra et andet Sprog end selv at danne et
hjemligt; i mangfoldige Tilfælde har et
Fremmedord sat sig fast, hvor det vilde have været
meget let og langt bedre at benytte hjemligt
Sprogstof. Om sprogrensende Bestræbelser faar
Bet., beror i høj Grad paa den Lethed,
hvormed det afløsende Ord kan opfattes, og paa
den Smag, hvormed det er dannet; men ved
Siden heraf maa det indrømmes, at ogsaa ydre,
mere tilfældige Omstændigheder kan være
medvirkende til at gøre et Ord kendt og bringe det
paa Moden. At Dansk i Løbet af de sidste 200
Aar har fjernet en Mængde overflødige
Fremmedord, vil enhver Side hos Holberg let
overbevise os om. Kampen gjaldt fra først af især
romanske (lat., fr.) Ord, men fra Midten af 19.
Aarh. gjorde der sig en stærk Uvillie gældende
mod en Mængde tyske Ord og Vendinger (se
Germanisme). Af Sprogrensere fortjener
at fremhæves Eilschow, Sneedorff, Rask, H. C.
Ørsted og F. C. Sibbern. Systematiske
Ordsamlinger med gamle eller ny indfødte Ord, der
foreslaas anvendte i Stedet for fremmede Ord,
findes i H. P. Selmer’s »Om de i det danske
Sprog forekommende fremmede Ord« (1861),
hvis enkelte gode Forslag glemtes over de
mange Smagløsheder, Hans Dahl’s »Dansk
Hjælpeordbog« (1875) og K. Knudsen’s »Unorsk
og Norsk eller Fremmedords Avløsning« (1881).
Det vil sikkert faa stor Betydning, at en
Forfatter som Georg Brandes i de senere Udgaver af
sine Skrifter ret systematisk har udryddet de
af ham tidligere brugte Fremmedord.
Pseudonymen »Per Sprogvild« (Ernst Møller) slaar i
sin Bog »Dansk Sprogavl« (1901) delvis ind paa
ny Baner med Hensyn til Maaden, hvorpaa
Sprogets Hjælpekilder kan tages i Brug i S.’s
Tjeneste. Se ogsaa Otto Jespersen’s Art.
»Sprogrøgt« i »Tilskueren« (1902).
O. Jsp.
Sprogrytme, se Rytme.
Sprogsans, se Sprogfølelse.
Sprogstamme, et videre Udtryk end
Sprogfamilie, snævrere end Sproget; dog bruges de
tre Ord oftest i Flæng. De vigtigste S., se
Sprog, S.
O. Jsp.
Sprogundervisning. Undervisningen i
Modersmaalet tager fat, hvor Barnets
naturlige Sprogtilegnelse (se Sprog) holder op, og
gaar ud paa at udfylde den derved opnaaede
Færdighed til at forstaa og bruge Sproget, samt
paa at berigtige de Fejl og Misforstaaelser, som
kan have været en Følge af den Maade,
hvorpaa den enkelte har lært at tale. Den vigtigste
Suppleren af den naturlige Sprogtilegnelse
gælder Skriftsproget, saa at den meste Tid ved
Modersmaalsundervisningen gaar til Indøvelse i
Læsning og Skrivning. Ved Gennemgangen af
Læsestykker vil der desuden være rig
Lejlighed til at sikre sig Barnets Forstaaelse af
Indholdet, saa at Timerne i Modersmaalet i stor
Udstrækning kan og skal anvendes til at
udvide Barnets Kundskabsomraader og til at
øve det i skarp og nøjagtig Tænkning, der jo
hænger nøje sammen med Evnen til at benytte
Sproget som Udtryk for Tanken. Paa den
anden Side maa Lærerne i alle andre Fag, for
saa vidt Modersmaalet benyttes af og til
Eleven, bestandig have Opmærksomheden henvendt
paa Sprogformen og rette i alt Fald alle grove
Forsyndelser mod Modersmaalet, saa at det
med en vis Ret er blevet sagt, at »enhver Lærer
i en Skole foruden i sit eget Fag skal
undervise i Dansk«. Herved maa det dog erindres,
at Lærere i andre Fag tit mangler
Forudsætningerne for at bedømme, hvad og hvorledes
der skal rettes, og tit kan komme til at gribe
ind paa fejlagtig Maade, bl. a. som Følge af, at
de selv i sin Tid har faaet mangelfuld eller
pedantisk Undervisning i Modersmaalet. Medens
man nemlig tidligere gik ud fra, at enhver, der
kunde skrive nogenlunde rigtigt, ogsaa var
skikket til at være Lærer i sit Modersmaal, er man
nu kommet paa det rene med, at der hertil
kræves omfattende særlige Kundskaber og lang
Uddannelse. Teoretisk Undervisning i
Modersmaalets Sproglære vil, hvis den begynder for
tidlig, kun kunne føre til Udenadslæren af
uforstaaede Regler og mekanisk Dressur i at
adskille Ordklasser og Sætningsarter uden
virkelig Forstaaelse. Desværre anses dette endnu
ofte for nødvendigt af Hensyn til Retskrivning
(især Anvendelse af store Bogstaver, denne Rest
af Baroktidens Smagløshed) og til vor alm.
pedantiske Kommasætning. Naar Undervisning i
dansk Sproglære derimod opsættes til en
modnere Alder og mere gaar ud paa Iagttagelse af
sproglige Teelser med Forklaring af deres
Opstaaen end paa Sortering af Ord og Ordformer
i givne skematiske Navnerubrikker, vil den
kunne blive frugtbringende for Eleverne, bl. a.
ved at bane Vejen for en fyldig Forstaaelse af
Sprogliv overhovedet.
Undervisning i fremmede Sprog.
Det eneste Sprog, man gav Undervisning i i
Middelalderen, var Latin, hvortil senere kom
Græsk, Hebraisk og fremmede levende Sprog.
Undervisningsformen har da væsentlig
uddannet sig ved Undervisningen i Latin og er
derfra overført paa de andre Sprog. Man lagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
