Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprogundervisning - Sprogvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der stor Vægt paa Læsning og Tolkning af
Forfatterne og Oversættelse, især til Modersmaalet.
Den mundtlige Beherskelse af Latin, der i
Middelalderen endnu spillede en stor Rolle,
trængtes efterhaanden tilbage, medens Færdighed i
Latinskrivning efterhaanden mere og mere
søgtes opnaaet ved teoretiske Regler, hvorfor
Grammatik kom til at blive et mere
fremtrædende Led i Undervisningen. Den latinske
Grammatik var længe Skolens egl. Blomst, dens
Øvelsesplads for Logikken og Prøvesten for
Begavelse. Metoden for S. var væsentlig
syntetisk-konstruktiv: man begyndte med
Bøjningsmønsteret og Reglen og tvang Eleven ved
planmæssige Øvelser til med Anvendelse af de lærte
Sproglove at konstruere det fremmede Sprog.
For at samle det grammatisk ensartede
anvendte man ved Begynderundervisningen i stor
Udstrækning Enkeltsætninger uden indbyrdes
Sammenhæng. Opmærksomheden var henvendt paa
Sprogformen, ikke paa Indholdet, noget som
ogsaa ofte fandt Sted paa de senere Trin, hvor
dog sammenhængende Stykker eller hele Værker
læstes. Udtalen, der med nogen Ret kunde
forsømmes ved de døde Sprog, blev ogsaa, da
Metoden overførtes paa levende Sprog, regnet for
mindre væsentlig, idet Skriftsproget og
Læsefærdighed sattes i første Række. Allerede
tidlig rejste der sig Røster mod denne Metode og
til Fordel for en mere analytisk Metode, hvor
man skulde gaa ud fra sammenhængende
Tekster, der da efterhaanden kunde leddeles i
Sprogets enkelte Elementer. Hos Ratichius og Locke
findes der fortræffelige Bemærkninger herom,
og hist og her gennemførte man ogsaa, delvis i
alt Fald, en analytisk Metode. Hertil hører
ogsaa James Hamilton’s og J. J. Jacotot’s
Metoder, der fra Begyndelsen af benyttede en
sammenhængende Tekst (et Evangelium, en
Roman), som forsynedes med Oversættelse
mellem Linierne eller lige over for; stor
Vægt blev der lagt paa hyppig Gentagen af
det fremmede Sprogstof, ofte ogsaa paa
Udenadslæren af hele Stykker. For de
klassiske Sprogs Vedkommende findes lignende
Bestræbelser hos Ruthardt (omkr. 1840), der dog
først efter et foreløbigt Kursus i Deklination og
Konjugation benyttede sammenhængende
Stykker (Loci memoriales), der oversattes af
Læreren og derpaa af Eleven, siden repeteredes,
varieredes, sønderdeltes og atter forenedes
o. s. v. Forskellige beslægtede Metoder opkom
fra Tid til anden og spillede, ja spiller, ikke
ringe Rolle ved Privatundervisningen
(Robertson, Toussaint-Langenscheidt), medens
Skoleundervisningen blev mindre berørt deraf. For
Latinundervisningens Reform virkede bl. a.
Perthes (1873), der lagde stor Vægt paa ved
Repetitionen at samle de Sætninger fra forsk.
Steder, som viser ensartede grammatiske
Forhold eller samme Ord i forsk. Anvendelse, for
derved at vække Elevens sproglige Sans.
Fremskridtet bestod ellers for en stor Del blot i, at
man gik bort fra Øvelsessætninger med abstrakt
eller fjerntliggende Indhold til mere naturlige
Sætninger, der laa Elevernes Interesser og det
daglige Behov nærmere, at man ved Ordningen
ogsaa bestræbte sig noget for at faa Gloser fra
samme Forestillingsomraade samlet; man
fjernede ogsaa enkelte af de allersjældneste
grammatiske Kuriositeter, o. l. Af Forfattere, der
har faaet Navn i denne Henseende, kan
nævnes Seidenstücker, Ahn, Ollendorf, Plate, Listov,
Plötz. Fra omkr. 1880 er der kommet Fart i
Reformbevægelsen for de levende Sprogs
Vedkommende. Bevægelsens teoretiske Grundlag
gaves af Sprogforskere som Joh. Storm, H.
Sweet og E. Sievers, der hævdede
Talesprogets Ret og lagde Læren om Sproglyd saaledes
til Rette, at Undervisningen kunde tage
praktisk Nytte af den. Til at føre Reformerne ud i
Livet virkede bl. a. W. Viëtor, P. Passy, H.
Klinghardt, M. Walter, Aug. Western, Kr.
Brekke, Thora Goldschmidt og O. Jespersen.
Formaalet er at gøre Sprogene virkelig levende
for Eleverne, og Midlerne er en forbedret
(fonetisk) Udtaleundervisning, støttet ved en
rationel Udtalebetegnelse (Lydskrift), Benyttelse
af sammenhængende livlige Tekster fra først
af, induktiv Udledning af det vigtigste
grammatiske Stof, idet det grammatiske Lærestof
indskrænkes, gradvis fremskridende Samtaler
paa det fremmede Sprog i Tilslutning til de
læste Stykker eller til Billeder o. l.,
Indskrænkning af Oversættelse til det mindst mulige, idet
Ordenes Betydning meddeles ved direkte
Anskuelse, ved Billeder, ved Forklaringer paa det
fremmede Sprog o. s. v., saa at Modersmaalets
Benyttelse undgaas og Eleven saa meget som
muligt ved Efterligning (»imitativ« Metode)
kommer til at tumle sig i det fremmede Sprog.
Hertil kommer Bestræbelser for ved Siden af
den rent sproglige Belæren at lade Eleven i
videst mulige Omfang stifte Bekendtskab med
det fremmede Folks Kulturliv, Institutioner
o. s. v. Det siger sig selv, at ikke alle de, der
kæmper for ell. søger at gennemføre en
forbedret S., tager alle de nævnte Punkter op i
deres Program eller Praksis (se ogsaa
imitativ Metode, Qubusque Tandem).
(Litt.: O. Jespersen, »Sprogundervisning«
[Kbhvn 1901]; Chr. Flagstad,
»Sprogpædagogikens Psykologi« [Kbhvn 1911]; C. Knap,
»Den direkte metode i sprogundervisningen«
[Oslo 1916]; Harold E. Palmer, The
Principles of Language Study [London 1921]).
O. Jsp.
Sprogvidenskab (Linguistik) omfatter
dels Læren om Sproget i Alm., dets fysiol.
(fonetiske) og psyk. Forudsætninger, dets Liv i
den enkelte og i Racen, dels Læren om de
enkelte Sprog. Denne sidste kan atter være enten
rent beskrivende (deskriptiv S.) eller
forklarende (hist.-sammenlignende S.). Da Sproget er en
Side af Menneskesamfundenes Kultur, staar S.
i den nøjeste Forbindelse med Læren om
Folkenes Historie, om deres Religion, Sæder og
Overlevering i det hele, Kunst, Litteratur o. s. v.
S. stilles tit som Modsætning til Filologi i dette
Ords snævrere Forstand, hvor det bruges om
Studiet af et Folks Kulturliv, for saa vidt som
det finder Udtryk gennem skriftlige
Mindesmærker; men en saadan Modsætning, der
ganske vist har gjort sig gældende hos en Del af
S.’s Dyrkere, kan ikke hævdes uden en for
Videnskaben skadelig Ensidighed. S. har da
ogsaa givet mange Oplysninger til Folkenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
