Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stage, Johan Adolph Gottlob - Stageiros - Stagira - Stagnation - Stagnelius, Erik Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kgl. Teater som Colette i »Jeannot og Colin«
og udmærkede sig i Syngespillet ved sin
smukke og bøjelige Stemme, der imidlertid blev
forceret op i saa fordringsfulde Partier som
Susanne i »Figaro’s Bryllup« og Zerlina i »Don
Juan« og derfor snart overanstrengtes;
allerede 10. Maj 1847 optraadte S. sidste Gang som
Juliane i »Røverborgen«. (Litt.: Robert
Neiiendam, »Breve fra danske Skuespillere
og Skuespillerinder«, II [Kbhvn 1912]; »Teatret«
XV [Kbhvn 1915]).
R. N.
Stageiros [-’gæ^irås] (Stagira), Oldtidsby
paa den makedoniske Halvø (Chalkidike) i
nogen Afstand fra Kysten. Den er mest kendt
som Aristoteles’ Fødeby.
H. H. R.
Stagira, se Stageiros.
Stagnation (lat.), Stillestaaen; stagnere,
staa stille, forsumpe.
I Lægekunsten tales om S., hvor en
Vædske — normalt afsondret ell. sygeligt
dannet — ikke faar Afløb, men ansamles i større
ell. mindre Mængde. Man maa da sørge for
Afløb, enten gennem den naturlige Kanal,
igennem hvilken dette normalt skulde have fundet
Sted, ell. ved Indlæggelse af Drænrør
(muligvis efter forudgaaende Indsnit, hvis Vædsken
ikke allerede har banet sig Vej udad).
(Lp. M.). P. H.
Stagnelius [staŋ’ne.lius], Erik Johan,
svensk Digter, f. 14. Oktbr 1793, d. 3. Apr. 1823.
Født i Gärdslösa Præstegaard paa Öland.
Studerede to Aar i Upsala og tog Kancellieksamen
(1814). Kom
Aaret efter ind
i
Kultusministeriet, blev 1818
Kopist og 1822
ordinær
Kancellist. Levede
baade i Upsala
og Sthlm uden
at knytte
nærmere Forbindelse med de
litterære Kredse.
En
Hjertelidelse i
Forbindelse med Spiritus
og Opium
nedbrød hans
Helbred og
fremkaldte hans
tidlige Død. Selv udgav S. kun tre af sine
Arbejder, alle anonymt: »Wladimir den store« (1817),
tre Hefter med Titlen »Liljor i Saron« (1821;
heri 22 mindre Digte og Sørgespillet
»Martyrerna«) og 1822 »Backanterna«. Med »Sång til
kvinnorna i Norden« vandt han 1818 anden
Pris i det svenske Akademis Prisdigtning.
Allerede Aaret efter hans Død udsendte L.
Hammarskiöld paa Grundlag af hans efterladte
Papirer hans samlede Digte i tre Bd (1824—26,
forøget og revideret af P. A. Sondén 1836 og af
K. Eichhorn 1856 og 1881). Den endelige
kritisk-filologiske og kommenterede Udgave er udgivet
af Svenska vitterhetssamfundet, besørget af Fr.
Böök (I—V, 1911—1919), fra hvis Haand ogsaa
foreligger hans »Valda skrifter« (I—II, 1923).
Den første Periode i S.’s Forfatterskab omfatter
hans righoldige og mangeartede
Ungdomsdigtning til omkr. 1817. I de første Ungdomsaar
fortsætter han de gustavianske Digtere, især
Lidner og Oxenstierna, og har sine fremmede
Forbilleder i fransk Klassicisme og latinsk
Digtning. Han besynger Dyden og Æren, i Tidsdigte
om Krigsbegivenhederne er han den hellige
Alliances Talsmand imod Napoleon. Samtidigt
er han Livsnydelsens Digter, bl. a. i nogle
pastorale Idyller, paavirket af Gesner, snart
mere epikureisk tørt, snart stærkt sensuelt
præget. Hans første større Digt »Blenda« (1813),
over et smaalandsk Sagn, er en komisk Epope
efter Wieland’s Mønster. I hans senere
Ungdomsaar gør Paavirkningerne fra Romantiken
sig stadigt stærkere gældende. I en Elegi fra
1815 om Samtidens Digtere priser han A. W.
Schlegel, Madame de Staël, Chateaubriand,
Oehlenschläger (»Baldurs härliga skald«), Ling
og Tegnér. Med Tegnér stemte han overens i
Fordringen om Formens Klarhed. I »Gunløg«
(paabegyndt 1812), hvoraf kun tre Sange blev
færdig, søgte han med Motiv fra Eddasagnet
om Digtermjødens Oprindelse at skabe et
nordisk Epos. Fra et Par Aar senere foreligger
Sørgespillene »Sigurd Ring« og »Visbur« og det
dramatiske Digtfragment »Svegder«. Med
Schiller og Oehlenschläger som Forbilleder
behandlede han her nationale Emner (Stoffet fra
Ynglingasaga) i græsk Tragedieform med
indlagte Kor. I Lyrikken tilegnede han sig
forskellige Genrer: Elegier (efter klassisk Mønster og
Goethe), Sonetter, Romancer og erotiske og
reflekterende Digte. Som han i Formen havde
prøvet og uddannet sine Evner i forskellige
Retninger, havde han ogsaa i Indholdet spændt
over store Modsætninger. Fra dette mere
æstetiske Stade førtes han, maaske under
Indtrykkene fra en Kærlighedsoplevelse og Skuffelse,
ind i en sjælelig Krise, der stillede ham overfor
Valget mellem Mulighederne i sin Karakter,
mellem Sjæl og Sanser, mellem Askese og
Livsnydelse (»Världsförakt«, »Längtan efter det
himmelska«). Af denne Krise fremgik Digtene,
der fylder den anden store Periode i hans
Forfatterskab, i hvilken han er religiøs-kristelig
Romantiker. Fuldt Herre over sine kunstneriske
Virkemidler er det nu hans Opgave at give sin
etisk-religiøse Livsanskuelse digterisk Form.
Perioden indledes med »Wladimir«, et
Hexameterdigt, hvis Tankeindhold er stærkt
paavirket af Chateaubriand’s Les martyrs.
Højdepunktet betegner »Liljor i Saron«. De mindre
Digte danner en lyrisk-symbolsk Cyklus om
Sjælens (Animas) Fald, dens Liv i Leret,
dens Frelse og Lutring; i »Martyrerna«
forherliges Martyrdøden som den fuldstændige
Frigørelse for alle jordiske Baand. Grundlaget i
S.’s Livsanskuelse og religiøse Spekulation er
en Forening af Kristendom og Platonisme. Sine
Ideer iklædte han et symbolsk Billedsprog og
en mytologisk Terminologi, der var tilegnet
gennem en omfattende poetisk og filosofisk
Læsning; særlig maa fremhæves: Højsangen,
Novalis, Oehlenschläger (»Aarets Evangelium«),
orientalske Religioner, især den mandæiske,
som han lærte at kende i den af Matthias
Norberg (s. d.) udgivne »Liber Adami«,
endvidere: gnostisk Teologi, Mysticisme og
 |
| E. J. Stagnelius. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
