Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Statsbankerot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigsbankdaler, var dette en Reduktion af deres
Paalydende til 5/48. — M. H. t. Statsobligationerne
skelnedes der mellem dem, der lød paa Specier,
og dem, der lød paa Rigsdaler Kurant. De
første — som navnlig var udenlandsk Statsgæld —
beholdt deres paalydende Værdi, og Statens
udenlandske Kreditorer led intet Tab ved S.
For de sidstes Vedk. stilledes der Ejerne
Valget mellem at forlange Obligationernes
Paalydende udbetalt med 1 Rigsbankdaler for hver
6 Rigsdaler Kurant (altsaa med 5/48 af den
paalydende Værdi) ell. at lade Obligationerne blive
uopsigelige, hvorved de omskreves fra Kurant
til Rigsbankmønt, Daler for Daler, altsaa
reduceredes til 5/8 af deres Paalydende. I saa
Tilfælde forrentedes de fireprocents Obligationer
med 2 % p. a., saa længe Krigen varede; efter
Fredsslutningen skulde Renten atter i Løbet af
6 Aar efterhaanden forhøjes til 4 %. For
Obligationer, der lød paa højere Rente end 4 %,
ordnedes Rente forholdet paa lgn. Maade.
Ogsaa de private Gældsforpligtelser
reguleredes ved Forordningen. M. H. t. Gæld, for
hvilken der ikke var givet egl. Forskrivning, var
Hovedreglen den, at de omskreves paa samme
Maade som Sedlerne, altsaa til 1 Rigsbankdaler
for hver 6 Rigsdaler Kurant. De Fordringer,
der hvilede paa Forskrivninger, omskreves
derimod i forskelligt Forhold bestemt ved
Forskrivningernes Alder, saaledes at de, der var
ældre end 11. Septbr 1807, omskreves fra Kurant
til Rigsbankmønt, Daler for Daler, medens de,
der var yngre end 10. Decbr 1812, omskreves til
20 Rigsbankdaler for hver 100 Rigsdaler Kurant,
og Fordringerne fra de mellemliggende Aar
efter en Skala mellem de to Yderpunkter.
Grunden til denne Skala var naturligvis den, at
Sedlernes Værdi var sunken i den paagældende
Periode, saa at man saa vidt muligt tog som
Udgangspunkt den Værdi, de havde haft ved
Gældsforholdets Stiftelse. Det uheldige ved
Skalaen var imidlertid, at saavel Kreditor som
Debitor kunde have skiftet mange Gange siden
Forskrivningens Udstedelse. Den, der f. Eks.
1812 havde købt en 1807 stiftet Fordring og
betalt den med Sedler efter dens Paalydende, fik
en ufortjent Fordel ved Forordningens
Omskrivningsforhold, medens den, der havde overtaget
en gl Gældsforpligtelse — f. Eks. ved Køb af
en fast Ejendom med Overtagelse af den paa
Ejendommen hvilende Prioritetsgæld —, led et
uforskyldt Tab. Ogsaa for dem, der kort før
Forordningen havde købt Statsobligationer,
fremkom der en Fordel, fordi Obligationernes
Kursværdi var ringere end den Værdi, som de
fik ved Forordningens Bestemmelser. Det
uheldige Indtryk, som Befolkningen p. Gr. a. disse
og andre Forhold fik af hele Forordningen,
forværredes yderligere ved, at man antog — og i
adskillige Tilfælde med Rette —, at nogle af
dem, der havde været indviede i, hvad
Forordningen vilde komme til at indeholde, havde
benyttet deres Viden til at gøre sig Fordel, f.
Eks. ved at opkøbe gl. Gældsforskrivninger ell.
Statsobligationer. — For saa vidt Forordningen
tilsigtede at bringe Fasthed i økonomiske
Forhold ved at fastslaa en reduceret Værdi for
Sedlerne, blev dette Resultat ikke straks naaet.
Hovedsagelig p. Gr. a. den fortsatte Krigstilstand
fik Rigsbanksedlerne foreløbig en Kurs, der var
langt under deres paalydende Værdi, og skønt
Forholdene bedrede sig efter Fredsslutningen
1814 og navnlig efter Rigsbankens Overgang til
Nationalbanken (1818), naaedes Parikursen dog
først 1838, og Sedlerne blev først fuldt
indløselige 1845.
Ogsaa i adskillige andre Lande gav
Napoleonskrigene Anledning til S. Dette gælder
saaledes Sverige, Holland, Østerrig og Preussen.
Men efter den Tid og indtil Verdenskrigen er
det — bortset fra den pyrenæiske Halvø og
Balkanlandene — kun sjældent forekommet, at de
europ. Stater ikke har kunnet opfylde deres
Forpligtelser. Som Undtagelser kan dog
nævnes den svenske Seddelreduktion i 1834 samt
lignende Uregelmæssigheder i Rusland og
Østerrig 1839 og 1868. Spanien har derimod flere
Gange gjort S., og det samme gælder enkelte af
Balkanlandene samt en Række oversøiske
Stater, deriblandt Brasilien og Argentina, ligesom
det er forekommet, at Enkeltstater inden for
den nordamerikanske Union har nægtet at
forrente og afdrage Laan, som de havde optaget
i England før og efter Borgerkrigen.
Verdenskrigen medførte store finansielle
Vanskeligheder, ikke alene for de krigsførende, men
ogsaa for de neutrale Magter, og disse
Vanskeligheder blev i mange Tilfælde saa store, at en
Reduktion af de paagældende Landes Statsgæld
ikke kunde undgaas. Hvor denne alene er sket
gennem en Nedskrivning af Landets Møntenhed,
i Kraft af hvilken Staten er blevet befriet for
en større ell. mindre Del af sin Gæld, kan man
vel ikke tale om en egl. S., medmindre Sedlerne
er udstedt af en Statsinstitution, hvad der
naturligvis gør en Forskel, som dog mere er af
teoretisk end praktisk Art. Men Resultatet
bliver ikke desto mindre reelt set det samme,
bortset fra at en Møntforringelse lige saa vel
reducerer privat som offentlig Gæld. Her er
særlig Grund til at fremhæve det tyske
finansielle Sammenbrud, der i Slutn. af 1923
resulterede i en faktisk Nedskrivning af Landets
Møntenhed til en Billiontedel (1:1,000000000000),
hvilket endeligt besegledes ved Bankloven af
11. Oktbr 1924. I Realiteten betød dette omtr.
d. s. s. en fuldstændig Afskrivning af hele
Rigets Markgæld, og det blev da ogsaa — nærmest
for at spare de store Forvaltningsudgifter,
Udbetalingen af saa ubetydelige Beløb, som Talen
her var om, vilde foraarsage — i en Frd. af 13.
Febr 1924 fastsat, at Markgælden hverken
kunde forlanges forrentet eller amortiseret, før
samtlige Erstatningsforpligtelser i H. t.
Versaillestraktaten var berigtigede. Dette er dog senere
blevet ændret ved en L. af 16. Juli 1925, der
omfatter saavel Rigets som Enkeltstaternes og
Kommunernes Gæld og stiller Kreditorerne i
hvert Fald noget gunstigere.
I denne Lov bestemtes det, at hele Rigets
Markgæld (hvortil ikke henregnedes
Tvangsgæld, Skatkammerbeviser og Statspapirpenge)
skulde konverteres til det tyske Riges
Afløsningsgæld, for de ældre Laans Vedk. i
Forholdet 25:1000 og for Laanene fra de sidste Aar
før Sammenbruddet i et successivt aftagende
Forhold (for Statsgældsbeviser fra 1924 saaledes
kun i Forholdet 25:50 Milliarder). Indtil hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
